**Dagbog**
Jeg hedder Mette, og jeg er 28 år. Jeg har været enlig mor til min søn, Emil, i næsten et årti. Hans far, Jakob, døde pludselig, da Emil kun var en baby. En uventet hjertefejl tog ham fra os alt for tidligt. Han var kun 23.
Vi var unge knap nok voksne da vi fandt ud af, jeg var gravid. Bange. Begejstrede. Uerfarne. Men vi elskede hinanden dybt og inderligt. Og vi var fast besluttet på at få det til at fungere. Jakob friede til mig samme aften, vi hørte Emils hjerteslag. Den lille dunk-dunk vendte vores verden på hovedet på den smukkeste måde.
Vi havde ikke meget. Jakob var musiker, jeg arbejdede nattevagter på en café og forsøgte at færdiggøre min HF. Men vi havde drømme og håb og så meget kærlighed. Derfor knuste hans død mig. Den ene dag skrev han en vuggevise til vores søn, og den næste var han væk. Bare væk.
Efter begravelsen flyttede jeg ind hos en veninde og fokuserede kun på Emil. Fra da af var det kun os to vi lærte det hele på farten. Brugt tøj. Brændte pandekager. Godnathistorier. Mareridt. Latter. Tårer. Utallige skrammede knæ og hviskede trøstende ord. Jeg gav alt, hvad jeg havde, for at opdrage ham.
Men for min familie, især min mor, Birthe, var det aldrig nok.
I hendes øjne var jeg advarslen datteren, der blev gravid for tidligt, pigen, der valgte kærlighed over fornuft. Selv efter Jakobs død blødgjorde hun ikke. Hun dømte mig for ikke at gifte mig igen, for ikke at »rette« mit liv, som hun mente, det burde. For hende var enlig moderskab ikke nobelt eller stærkt det var skamfuldt.
Min søster Louise? Hun fulgte alle reglerne. Universitetskæreste. Drømmebryllup. Perfekt parcelhus. Naturligvis var hun guldbarnet. Og jeg var pletten på familiens billede.
Alligevel, da Louise inviterede Emil og mig til sin babyshower, så jeg det som en chance. En ny begyndelse. Indbydelsen havde endda en håndskreven besked: »Jeg håber, dette bringer os tættere sammen igen.« Jeg klyngede mig til den sætning som en redningsplanke.
Emil var begejstret. Han insisterede på selv at vælge gaven. Vi endte med et hjemmelavet babysæt noget jeg havde syet hver aften og en børnebog, han elskede: *Altid din*. »For babyer skal altid vide, de er elsket,« sagde han. Han lavede endda et kort med glimmer og en tegning af en baby indhyllet i et tæppe. Hans hjerte overrasker mig altid.
Dagen for babyshoweren kom. Lokalet var elegant gyldne balloner, blomsterdekorationer, et »Velkommen til baby Freja«-banner. Louise strålede i sin pastelfarvede graviditetskjole. Hun krammede os begge varmt. Et øjeblik føltes det, som om tingene måske kunne blive gode igen.
Men jeg burde have vidst bedre.
Da det var tid til at åbne gaverne, åbnede Louise vores og smilede stra
Jeg blev ydmyget for at være en kun-mor til min søsters babyshower – indtil min 9-årige søn rejste sig med et brev
