I måtte springe min studenterfest over, fordi min stedmor stjal de penge, jeg havde sparet op til min kjole men om morgenen på festdagen dukkede der en rød SUV op foran huset.
I vores lille by i Jylland, hvor rygtet flyver hurtigere end vinden, troede jeg, mine drømme om studenterfesten var knust, før de overhovedet fik en chance. Men den morgen, da alt håb syntes ude, stoppede der en bil i indkørslen en bil, jeg ikke havde regnet med.
Jeg er 17, sidste år på gymnasiet i en by, hvor alle kender din yndlingsslikbutik og dit største hjertesorg. Da jeg ikke var i skole, arbejdede jeg på deltid for at spare op til en festkjole kun for at opdage, at min stedmor havde taget pengene. Lige da jeg troede, det var slut, dukkede den rød SUV op og ændrede alt.
Herhjemme siger man, at man ikke engang kan nyse ved bageren, uden at det ender i byens Facebook-gruppe. Kioskejeren ved hvilken slik du køber, og fodgængerovergangens vagt kunne sandsynligvis citere dine seneste karakterer.
Jeg arbejdede om aftenen i Netto, fyldte hylderne op og fejede gulvene, når den skæggede farmaceut igen havde glemt, hvor han lagde sine briller. Om weekenden passede jeg børn.
Hver enkelt krone, hver eneste mønt fra kunder, der sagde: “Behold resten, skat,” blev lagt i en gammel, rød kaffedåse gemt under min seng. Den dåse var ikke bare fyldt med penge den indeholdt min drøm.
Siden niende klasse havde jeg drømt om min studenterkjole, mens jeg scrollede gennem Instagram og gemte billeder af satin og tulle. Jeg ville ikke have noget ekstravagant, bare noget enkelt og magisk noget, der fik mig til at føle, at jeg passede ind i en verden, hvor drømme kunne gå i opfyldelse.
Min mor, som døde, da jeg var 12, plejede at sige: “Jeg vil have, dit liv skal have glitter.” Jeg forestillede mig, at hun ville se ned fra himlen og se mig i noget, der skinnede. Siden da har jeg jagtet glitter, som om det var en mållinje.
Far giftede sig igen, da jeg var 14, og så kom Lene ind i billedet. Hun gik altid med dyb parfume, perfekt holdning og en stemme, der altid lød, som om hun vidste bedre. Med hende fulgte hendes datter, Mie på min alder som flyttede ind i vores hus i løbet af første g.
Vi var ikke fjender, men heller ikke tætte. Vi levede side om side, som fremmede i samme tog, der kørte i hver sin retning.
Da februar kom, begyndte studenterfeberen at brede sig. Pigerne i klassen lavede gruppechats om kjolefarver og playlister. Pinterest-boards blev delt som skattekort.
Selv Lene blev grebet af stemningen. Hun satte et “Studentergalla-planlægningsbræt” op på køleskabet, som om det var et videnskabsprojekt. Der var checklister over alt: sted, negle, solbrune fødder, sko, frisørprøver, buketetikette.
Mies navn stod i glitterlilla, understreget med en glimmerpen. Mit navn? Intetsteds.
Jeg lod være med at bekymre mig. Jeg sparede stille op.
I marts lå der 2.100 kr. i kaffedåsen. Jeg tællte dem to gange den morgen. Det var nok til en nedsat kjole i Magasin, et par besk
