**Hjælpeløshed og Forvirring**
Mette kom ud fra kirken trist, men med en svag gnist af håb. Hun havde grædt og bedt Gud om at sende hende et barn. Hun og hendes mand, Mads, havde været sammen i over ti år, men hun kunne stadig ikke blive gravid. Derfor gik hun nu i kirke og tiggede, bad, tryglede. Ti års ægteskab, og ikke en eneste graviditet.
Hvor mange tårer havde hun ikke grædt? Hvor mange læger havde hun ikke konsulteret? Men svaret var altid det samme:
“I er begge sunde, sådan sker det nogle gange. I må vente Tiden er måske ikke inde endnu.”
“Hvor længe skal vi vente, Mads? Hvor længe?” sagde hun og så ham ind i øjnene. “Uden et barn er der ingen rigtig familie.”
Mads følte det også. Han drømte om en arving, især fordi han drev en succesfuld forretning i København. De manglede intet undtagen et barn.
“Mette, hvad med at adoptere? En lille én, som vi kan opfostre og elske?” foreslog han.
“Nej, Mads. Jeg vil gerne føde selv. Hvorfor siger lægerne, at jeg er rask, når jeg ikke kan?”
Måske havde Gud endelig hørt hendes bønner, eller måske var tiden bare inde men hun blev gravid. Glæden var ubeskrivelig. Selvom graviditeten var hård, ville hun bære det alt for deres længeventede barn.
Lille Anton blev født svag og sygelig. Hans forældre passede ham dag og nat, beskyttede ham mod alt, holdt ham væk fra andre børn, så han ikke blev smittet. Mette gik tur med ham langt fra legepladserne.
Han fik alt det bedste allerede som fireårig havde han en tablet, og da han startede i skole, havde han den dyreste telefon. Hvis han ønskede noget, fik han det. Men jo ældre Anton blev, jo mere utålelig blev han.
Mads var altid på arbejde, Mette hjemme. Hun fulgte Anton til skole, hentede ham, lavede mad efter hans ønske. Hvis hun tilfældigvis lavede noget andet, råbte han:
“Hvad er det for noget lort? Jeg spiser det ikke! Jeg vil have min yndlingssuppe!” og hældte salt over maden for at demonstrere sin harme.
Anton var nu tretten en vanskelig alder. Han var totalt ude af kontrol. Mette forsøgte at tale med Mads, men han beroligede hende:
“Han går bare igennem puberteten, skat. Det skal nok gå over.”
En dag kom Mads hjem med en ny telefon til Anton. Drengen tog imod den, men et øjeblik efter lød der et raseriudbrud:
“Hvad er det her?! Jeg sagde, jeg ville have den anden model! Kun fattige render rundt med den her!” Han smed telefonen på gulvet og smækkede med døren.
Forældrene så på hinanden.
“Hvad var det, jeg sagde?” spurgte Mette. Mads svarede ikke.
Det samme skete med tøj og sko de turde ikke købe noget uden hans godkendelse. Så ringede Anton
