**Dagbogsnotat**
I dag begyndte fingrene at bevæge sig. Det startede helt ude i spidsen den røde del, der lignede en fluesvamp uden prikker. Så fulgte den grå del, og ved middagstid kunne de bevæge sig hele vejen ned. Der var ingen knogler i dem, så de nyder fuld frihed. En efter en svingede de sig op mod krukken, som om de ville kravle over kanten. Mette smilede for sig selv det var morsomt, at hun havde valgt en krukke formet som et menneskehoved. Man kunne næsten se, hvordan den tænkte.
Fingrene standsede deres udforskning en flue svirrede hen til vinduet. Med et par hurtige vingeslag landede den på gardinet og kravlede ned ad det. Dens sugesnabel famlede efter noget spiseligt, inden den lettede igen og satte sig på ruden. Fingrene lå helt stille, som om de ikke turde røre sig. Fluen kravlede hen på den røde fingertip, snusede til den og begyndte at krybe ned ad den grå del.
Fingeren reagerede øjeblikkeligt. Den røde spids snappede ned og knuste fluen. En lyd som en lille knasen, og så var stilheden tilbage. Alle syv fingre krøllede sig sammen og trak sig tilbage mod jorden i krukken. Nu lignede svampen en grå hjerne med røde årer.
“Føde for tankerne,” mumlede Mette og tog en lille gryde ud af ovnen. Kødsuppen var begyndt at koge ind.
***
Mette hældte suppen i en tallerken, rørte rundt med en ske og nikkede godkendende god konsistens, og lugten var også fin. Hun skænkede en portion over krukken. Fingrene dirrede af sult og sugede kødvandet ind gennem årerne. Mette trådte tilbage fra vindueskarmen og iagttog dem. Fingrene begyndte at sprække, fra spidsen og ned. De grå stængler åbnede sig som røde blade med små værtapper på undersiden. Nu lå den fuldt modne svamp som en blomst på den lerhuede krukke.
Mette smilede for sig selv og tog krukken i hænderne. En af fingrene strakte sig mod hendes egen hånd. Hun lod en hvislende lyd undslippe og så frøs den.
“Sådan skal det være,” hviskede hun og gik hen mod kælderdøren.
I mørket nedenfor bevægede noget sig hun kastede krukken ned. Der lød et kvæk, og så et blødt plask.
Hun vendte tilbage til ovnen og løftede gryden. Den tykke, våde klud gled næsten i hænderne på hende, og varmen fra jernkaret brændte mod hendes fingerspidser. Den tykke, uklare suppe flød ned i kælderens dyb og besvaredes med taknemmelige smaskelyde.
Mette satte gryden fra sig og tændte en lygte. På væggene i kælderen bevægede svampene sig, deres grå fingre strakte sig ud. En efter en sprang de op som røde blomster med tentakler, mættede af kødsuppen, lavet efter bedstemors opskrift.
Hun stillede lygten på bordet og skubbede sengen på plads. Dens jernben knirkede mod gulvbrædderne. Hun kontrollerede mekanismen, rettede på sengetæppet og trak forhænget for hullet under sengen.
På bordet lå en hvid dug, og på tallerknerne dampede retter fra ovnen. Gulvet var fejet skinnende rent, og lampetterne var fyldt med olie. Mette skiftede sit slidte kjoleliv ud med et nyt og nappede sig selv i kinderne, før hun kiggede ud ad døren.
Ved skillevejen nærmede en rytter sig i blanke ringbrynjer. Var det ikke vidunderligt? Måske blev hun gift i dag! Og hvis kavalerens ikke var god nok så kunne han altid følges med svampene i kælderen.
Rytteren red lige op til trappen og Mette, den arvegående heks, smilede bredt til ham.
