**Dagbogsnotat 12. maj**
*”Det her er alt sammen mit, og du er ingen her,”* sagde min datter og krævede, at jeg rømte værelset.
*”Mor, du har glemt at slukke gassen igen!”* råbte Mette og kom farende ind i køkkenet, drejede håndtaget på komfuret med et ryk. *”Hvor mange gange skal jeg sige det? Du brænder huset ned!”*
Birthe Nielsen rykkede sig uroligt på stolen, tog øjnene fra vinduet, hvor hun havde iagttaget spurvene på karmtaget.
*”Skrig ikke sådan, Mette. Jeg blev bare distraheret Vandet skulle koge til teen.”*
*”Distraheret!”* fnøs datteren. *”I din alder er det farligt at være distraheret. Naboen har allerede klaget over gaslugten i opgangen.”*
Mette havde ret. Birthe var virkelig blevet glemsom, især efter at hun for et år siden havde begravet sin mand. Det var, som om Jakob havde taget hendes evne til at huske småting med sig. De store ting huskede hun perfekt da Mette blev født, da Jakob friede til hende, datterens første skridt. Men hvad der skete i går eller i forgårs? Det forsvandt i tågen.
*”Jeg laver te,”* sagde Birthe forsigtigt. *”Vil du have en wienerbrød? Jeg bagte dem i morges, med kanel, som du kan lide.”*
Mette satte sig ved bordet og trommede utålmodigt med fingrene på det plastikbelagte bord.
*”Mor, vi skal snakke seriøst.”*
Der var noget i datterens tonefald, der fik Birthe til at stivne. Hun satte langsomt kopperne på bordet og skar wienerbrødet i stykker.
*”Jeg hører efter.”*
*”Du kan ikke bo alene længere. Det er farligt både for dig og naboerne. Gas, strøm Hvad hvis du falder? Hvem finder dig?”*
*”Mette, hvad snakker du om? Jeg klarer mig fint. Ja, jeg gør nogle gange, men det sker for alle.”*
Datteren rystede på hovedet og trak nogle papirer op af sin taske.
*”Jeg har allerede ordnet det. Du skal bo på et godt plejehjem. De passer på dig, giver dig mad efter tidsplanen, sørger for, at du får dine piller til tiden. Og der er andre i din alder du bliver ikke ensom.”*
Birthe mærkede, hvordan blodet forsvandt fra hendes ansigt. Wienerbrødet sad fast i halsen.
*”Hvilket plejehjem? Mette, hvad taler du om?”*
*”Det er ikke et almindeligt ældrehjem, hvis det er det, du tænker. Et privat sted, meget pænt. Jeg har allerede betalt depositum.”*
*”Uden at spørge mig?”* Stemmen dirrede. *”Mette, det her er mit hjem! Hele mit liv er her!”*
*”Mor, vær nu realistisk. Du bor alene i en treværelses. Varme og vand er dyrt, huset er gammelt, noget går konstant i stykker. Og det er mig, der betaler alt sammen.”*
Birthe ville protestere, men Mette løftede en hånd.
*”Og så vil Anders flytte til København. Vi har besluttet os for at gifte os. Denne lejlighed passer os perfekt midt i byen, godt layout. Vi har ikke lyst til at sælge, det er jo alligevel familiehjemmet.”*
*”Anders?”* Birthe rynkede panden. *”Men du har kun kendt ham i et halvt år.”*
*”Mor, jeg er toogfyrre. Jeg ved, hvad jeg vil. Anders er en seriøs mand, han har sin egen forretning. Og han har ikke noget imod, at jeg dropper jobbet og endelig tager mig af mig selv.”*
*”Hvad med mig?”*
*”Plejehjemmet! Det bliver godt for dig, tro mig. Jeg har set det på nettet yoga for ældre, malekørsel, kor. Nye bekendtskaber, et interessant liv.”*
Birthe rejste sig og gik langsomt rundt i køkkenet. Fyrre år havde hun spist morgenmad ved dette bord, fyrre år havde hun set ud ad dette vindue. Mette blev født i det andet værelse, lavede lektier på denne køkkenbord. Jakob læste avisen her hver morgen, mens han kikkede over nyhederne.
*”Så du har allerede bestemt det? Uden at spørge mig?”*
*”Hvad skulle jeg spørge om?”* Mette trak på skuldrene. *”Du ville alligevel sige nej. Så jeg tog ansvaret.”*
*”Ansvaret”* Birthe gentog ordet. *”Mette, jeg er din mor, ikke en byrde.”*
*”Jeg siger ikke, du er en byrde! Men vi skal være praktiske. Jeg har ofret mig i tredive år, alt sammen for dig og far. Nu er det min tur til at leve for mig selv.”*
Ordene ramte hårdt. Birthe huskede, hvordan hun og Jakob havde givet deres sidste penge for Mettes uddannelse, hvordan hun havde syet kjoler til datterens studenterfest, passet barnebarnet, mens Mette arbejdede over.
Barnebarnet Hvor var Emma?
*”Hvor er Emma? Er hun også enig i, at hendes bedstemor skal på plejehjem?”*
Mette så væk.
*”Emma er voksen, hun har sit eget liv. Hun studerer i Aarhus, kommer sjældent hjem. Hvorfor skulle jeg gøre hende ked af det?”*
*”Så du har ikke engang fortalt hende det?”*
*”Jeg gør det senere. Når du er flyttet ind.”*
Birthe satte sig igen ved bordet. Benene føltes som af gele.
*”Og hvis jeg nægter?”*
*”Mor, forstå det du har ikke noget valg. Jeg har allerede betalt. Anders flytter ind næste uge. Du kan tage det mest nødvendige med, resten ordner vi senere.”*
*”Mine ting? Mette, hver en ske, hver en kop er min! Det servicet fik jeg og din far til vores bryllup, det borddug broderede jeg selv! Og blomsterne på vindueskarmen? Hvem passer dem?”*
*”Du må have planter på plejehjemmet. Og servicet Mor, de har deres eget der. Hvorfor tage gammelt ragelse med?”*
**Ragelse.** Mette kaldte deres familieerindringer for ragelse.
Birthe gik hen til skabet og tog et billede frem hun og Jakob holdt den nyfødte Mette. Så lykkelige, unge, fulde af fremtidsdrømme.
*”Husker du, hvordan far byggede en gynge til dig i haven? Du sad der hele dagen, jeg var bange for, du skulle falde.”*
*”Mor, lad os ikke grave i fortiden. Det gør det kun sværere.”*
*”Og da du havde lungebetændelse som barn? Jeg sov ikke i to uger, så bekymret var jeg. Far tog fri for at afløse mig.”*
*”Mor, jeg beder dig”*
*”Og da din første kærlighed slog op med dig hvad hed han nu? Mads? Du græd i en hel måned, jeg talte med dig
