Mette stod ved vinduet og stirrede ud på den mørke baggård.
“Atter er pærerne gået ud. Klokken er ti, og Freja er stadig ikke kommet hjem. Hvis bare hun vidste, hvor bekymret jeg er. Hun er kun fjorten. Alligevel manipulerer hun sin far som en voksen, og han stoler blindt på alt, hvad hun siger, giver hende penge, når hun bare peger på dem.”
Haven døren smækkede, og de velkendte skridt lød i gangen. “Freja,” tænkte Mette lettet og trådte væk fra vinduet for pokker, hvis datteren så hende, ville der ikke undgås en skænderi.
“Mor, jeg er hjemme!” råbte Freja fra døren.
“Er der mad?”
“Skal vi ikke lige hilse først?” Mette ville kysse sin datter på kinden, men Freja undveg og forsvindt ind på sit værelse. “Jeg er sulten! Jeg har slet ikke tid til det her!”
“Hvor skal du hen så sent? Klokken er ti om aftenen,” sagde Mette nervøst, fornemmende endnu en konflikt.
“Der kommer hun igen med sin evindelige plade,” mumlede pigen, men højt nok til at moren kunne høre det. “Jeg er næsten femten jeg er voksen!”
Hun begyndte at kaste tøj ud af skabet for at finde den rette kjole. Mette stirrede hjælpeløst på hende.
“Hvordan finder jeg de rigtige ord? Hvordan stopper jeg hende?” tænkte hun febrilsk.
“Hvorfor står du der som en stang?” skreg datteren. “Jeg skal i byen med pigerne i aften. Det er Halloween, alle fejrer det hvorfor skal jeg være anderledes?”
Hun fandt den perfekte kjole: kort, med åben ryg og røde kniplinger.
“Freja, hvor har du fået den kjole fra? Den er vulgær. Ved du overhovedet, hvem der går klædt sådan?”
“Det ved jeg ikke, og jeg gider heller ikke vide det! Jeg købte den på udsalg til Halloween. Far gav mig penge.”
Freja trak et par røde sko med høje hæle frem.
“Fedt, eller hvad?” Hun iførte sig det nye tøj og vrikkede forbi sin mor. “Mads bliver helt vild af mig.”
“Freja, du går ikke ud,” sagde Mette stille.
“Hvad?!” Datteren vendte sig brutalt mod hende.
“Ja, hvem spørger du egentlig? Hvordan vover du at bestemme over mig? Se dog på dig selv! Du er en fiasko! Far forlod dig, og ingen har taget dig siden!”
“En fiasko!” gentog hun og nød det sårende ord.
Mette snurrede rundt som en fjedder og gav datteren en lussing, før hun forlod værelset og smækkede døren, mens et hyl fulgte efter.
“Kælling! Jeg hader dig! Du skal få at se!” skreg datteren.
Mette gik ind på badeværelset, tændte for det kolde vand. Hun vaskede ansigtet, så sig i spejlet og smilede bittert:
“En fiasko. Jeg har alt, hvad jeg kunne ønske mig. Et arbejde, jeg elsker, en hyggelig lejlighed, og selv udseendemæssigt har Gud ikke glemt mig. Men med Freja kan jeg ikke finde en fælles tone. Siden hun blev tolv, er hun som forvandlet. Hun er fræk, har allerede prøvet at ryge. Alt, hvad jeg siger, tager hun ilde op. Jeg har været hos præsten, men han sagde, det var stolthed. Måske har han ret. Men hvad gør jeg? Psykologen gav råd, men de hjælper ikke. Hver dag bliver vores forhold værre. Som om jeg ikke er hendes mor, men hendes fjende. Hvis bare hun vidste, hvor højt jeg elsker hende, hvor ondt det gør i mit hjerte. Nu har jeg slået hende hvad gør jeg nu? Bare jeg ikke brister i gråd.”
Hun åbnede døren og lyttede Freja talte ophidset i telefonen.
“Mads bliver der… Jeg har lovet ham…” fangede hun.
“Mads… Jeg husker ham fra første klasse, lille og med store øjne. Nu ligner han en prins. Ikke underligt, alle piger er forelskede i ham, men han er venner med min Freja. Selvfølgelig kan han lide hende. Men hvem kan ikke lide hende? Hun er smuk.”
Mette sukkede, låste hoveddøren indefra og gemte nøglen. “Hun skal ikke i byen i nat. Aldrig! Mads overlever. Og den Halloween-fest er fyldt med djævelskab, som jeg har hørt.”
Hun ville liste sig ind på sit værelse, men Freja hørte hende og stormede ud i gangen.
“Jeg tilgiver dig aldrig! Jeg anmelder dig!” skreg hun med et forvredet ansigt. “Jeg hopper ud af vinduet, men jeg går ud i aften! Du forstår ikke kærlighed! Han venter på mig!”
“Hvis Mads virkelig elsker dig, venter han, så længe det tager,” sagde Mette og så kærligt på sin datter. “Min stakkels pige,” tænkte hun, “hvordan hjælper jeg dig?”
“Hvad glor du på, din dumme ko!” råbte Freja. “Jeg ringer til far han kører mig selv i byen!”
“Ring du,” svarede Mette, “men du kommer ikke ud i aften. Jeg har låst døren.”
“Nå, på den måde.” Freja blev pludselig rolig. “Så bare vent.”
Mette hørte, hvordan datteren smed skoene og atter talte i telefon. Ondskabsfuld latter lød nu og da.
“Man behøver ikke engang gå ud. Halloween er kommet til os,” tænkte Mette og tørrede tårerne væk. Hun tog en sovetablet. “Måske er i morgen bedre,” håbede hun og lukkede øjnene.
***
Vækkeuret ringede. Mette vaskede sig og begyndte at lave morgenmad. Lange skænderier var ikke hendes stil. Og Freja kom sig normalt hurtigt. Aftnens skænderier endte som regel over morgenkaffen.
Men ikke denne gang. Datteren gik forbi det dækkede bord med et koldt ansigt, klædte sig hurtigt på og tog sit fødselsattest med.
Hele dagen kæmpede Mette for at holde tankerne om konflikten væk, men da hun forlod sit arbejde, kunne hun ikke tænke på andet: “Hvordan har Freja det? Har hun tilgivet mig? Hvad skal jeg sige? Skal jeg undskylde sl
