Der var engang tre ensomheder, der mødtes.
En middelaldrende, men stadig smuk kvinde klistrede endnu en seddel op på en lygtepæl og gik langsomt væk, lidt foroverbøjet. Hendes spinkle skikkelse var allerede ved at blendes ud i de faldende snefnug, da en mager, halvfrossen hund af uklar farve og endnu mere uklar race stoppede ved pælen under det matte lys.
Den skælvede af kulde og sult, og øjnene var fugtige af tårer. Med besvær rejste den sig på bagbenene og læste sedlen: »Ensom kvinde søger en ven.« »Det må være mig, hun leder efter,« tænkte hunden. »For jeg er den bedste ven trofast og loyal Og jeg skal være der, hvor jeg bliver savnet«
Den rev papiret ned med tænderne og samlede sine sidste kræfter for at følge de svage fodspor, der allerede var ved at forsvinde under sneen spor, kun hunden kunne se.
Den kolde vinterdag blev til en endnu koldere vinternat.
Sneen brændte dens poter, den tynde pels var gennemblødt og dækket af iskrystaller, øjnene var næsten lukkede af den blendende sne. Kræfterne svigtede, men hunden, vaklende og faldende, fortsatte mod den ensomme kvindes kald kvinden, der søgte en ven.
Og så kunne den ikke mere. Poterne bar den ikke længere, og sneen sneen var så tung og kold.
Men kun få skridt fra den friske snedrive stod der et højt jerngitter, og bag det lå den smukke, ensomme kvinde vågen af en fornemmelse måske lykke, måske ulykke. Hun gik ud af det varme hus i sin morgenkåbe og lette tøfler, uden at mærke kulden, og stod bag det høje hegn og ventede på det, hvad det end skulle blive.
Pludselig begyndte en lille snedrive at bevæge sig, og op af sneen kom en halvdød, stivfrossen skabning med et stykke papir fastklemt mellem tænderne og i dens øjne lå der så meget troskab og kærlighed
På sammenkrøllet papir stod der med utydelige bogstaver: »Ensom kvinde søger en ven«.
Forsigtigt, for ikke at gøre ondt, omfavnede kvinden den frosne skabning og bar den ind i huset. Hun fandt nummeret til en døgnåben dyreklinik på sin telefon og ringede med dirrende stemme til en dyrlæge.
Heldigvis blev hundens liv reddet, og den flinke dyrlæge ordinerede en behandling og anbefalede godt hundefoder. Og da der ikke var flere akutte tilfælde den aften, gad han godt blive lidt og drikke en kop te med lækre, hjemmelavede småkager. De faldt i snak
Han var ikke gift, og pigerne forstod ikke, hvorfor han brugte sin tid på dyr i stedet for at løbe i byen eller tage praktikanter med i sengen. De kunne ikke acceptere, at han altid var klar til at køre ud om natten for at samle en kat med knust pote som et puslespil eller hjælpe en hund med en svær fødsel.
Og pigerne gad heller ikke høre om dyr de var mere interesserede i smykker end i det glimt i øjnene på et taknemmeligt væsen.
Kvinden lyttede, og et lille lys tændtes i hendes blik. »Har I mange patienter på klinikken?« spurgte hun. »Ja, juletiden bringer altid masser af uheld, forgiftninger, og der er desværre også nok af folk, der mishandler dyr Jeg skal ud og skifte bandager og sætte drop om en time jeg har vagt i nat.« »Må jeg følge med? Jeg vil gerne hjælpe jeg har erfaring!«
Et år senere boede en lykkelig familie i et hyggeligt lille hus med en sund, velplejet hund, og der duftede altid af friskt bagte småkager!
