**Dagbog**
Idag var endnu en dag, hvor min mands familie gjorde alt for at minde mig om, hvor lidt jeg betød for dem. Men de anede ikke, at jeg er barnebarn af en milliardær og at de blot var en del af mit eksperiment.
“Kristian, for Guds skyld, hvad har hun på?” Bodils stemme dryppede af falsk sødme, mens hun pegede på min enkle, blå kjole. “Den må være fra Genbrugsbutikken. Så en helt magen til for 50 kroner i sidste uge.”
Jeg rettede stille på kraven. Denne kjole, ligesom alt andet, jeg ejede, var bevidst valgt billig og ubemærket. Det var en del af den aftale, min bedstefar havde tvunget mig ind i.
Kristian, min mand, hostede nervøst og så væk. “Mor, lad nu være. Kjolen er fin nok.”
“Fin?” hans søster, Mette, hvæsede og kastede mere brænde på bålet. “Hun har jo smag som en bonderøv! Hvad kan man forvente af en forældreløs fra udkantsdanmark?”
Hun målte mig med et hånligt blik, der standsede ved mine tynde håndled. “Du kunne i det mindste bære et armbånd. Åh nej, vent du har jo ingen, vel?”
Jeg så roligt på hende. Mit blik var koldt, som om jeg studerede en specimen under mikroskop. I mit hoved noterede jeg: *Subjekt nr. 2 Mette. Aggressionsniveau: højt. Motivation: misundelse, trang til at dominere.*
Det var som at observere en flok rovdyr. Forudsigeligt.
Bodil sukkede overdrevent og satte sig tungt ned ved siden af mig på sofaen. Hun lugtede af billig hårspray og friturestegt mad. “Lise, vi er ikke dine fjender. Vi vil bare det bedste for dig. Men Kristian er en respekteret mand, en chef. Og du ja, du ved jo selv.”
Hun ventede på tårer, undskyldninger, et tegn på svaghed. Forgæves. Jeg sagde ingenting.
Hvor var den Kristian, jeg faldt for? Den selvsikre, vittige mand? Nu var han blot en skygge en marionet i sin families hænder.
“Jeg har en idé!” Bodils ansigt lyste op. “Du har jo stadig din mors øreringe, ikke? Dem med de små sten? Sælg dem. Så kan vi købe dig noget ordentligt tøj og en ny grill til sommerhuset.”
Kristian rømmede sig. “Mor, er du seriøs? Det er en erindring.”
“En erindring om fattigdom!” viftede hun afvisende. “Så gør de da i det mindste noget godt. 5000 kroner, måske? Så får vi alle noget ud af det.”
Mette grinede. “Præcis! På hende ser de ud som billigt smykker på en ko.”
De forstod ikke, at det ikke var mig, de ydmygede. Det var dem selv deres smålighed, deres grådighed.
“Okay,” sagde jeg stille.
Der blev stille. Selv Kristian stirrede på mig.
“Hvad mener du med ‘okay’?” spurgte Bodil.
“Jeg sælger dem,” svarede jeg med et lille smil. “Hvis det er, hvad familien har brug for.”
Bodil og Mette udvekslede et blik. Et øjeblik så jeg tvivl, men den blev hurtigt erstattet af triumf. De troede, de havde vundet.
For mig var de blot brikker på et bræt. Og de var lige gået direkte i min fælde.
Næste dag trak Bodil mig med til et pantelåner. Mette fulgte med som tilskuere. Kristian kørte i tavshed, hans ansigt var mørkt. Han prøvede at protestere, men hans mor afbrød ham: “Hold dig ude af det! Kan du ikke se, hun går rundt som en tigger?”
Pantelåneren, en mand med trætte øjne, undersøgte øreringene længe.
“585 guld, men stenene er kun zirconia. 500 kroner. Det er generøst.”
Bodils ansigt faldt sammen. Mette fnøs: “500? Jeg troede, der var nok til et par støvler.”
Jeg lod, som om jeg tøvede. “Måske skulle vi ikke? De er en erindring 500 er så lidt.”
Det var en beregnet bevægelse.
“Hold mund, Lise!” hvæsede Bodil. “Hvad ved du om det? 500, og så er den ged barberet!”
Mette nikkede. “Præcis! Ellers slæber du os rundt i byen for ingenting. Du ødelægger alt med din stædighed.”
Kristian prøvede igen: “Mor, måske en guldsmed?”
“Ti stille!” skar Mette ham over. “Er du under hendes hæl nu? VI bestemmer!”
De tog pengene. Og delte dem lige der. 300 til Bodil: “Til grillen og planter.” 200 til Mette: “Til en manicure.”
“Hvad med mit tøj?” spurgte jeg blødt.
Mette lo hånligt: “Åh, Lise, vær nu ikke latterlig. For de penge? Måske en genbrugsbutik.”
De gik, tilfredse, og efterlod mig med Kristian. Han så knust ud. Han havde ikke forsvaret mig. Endnu et punkt i hans dossier.
“Undskyld,” mumlede han.
“Det er okay,” sagde jeg og tog hans arm. “Jeg forstår. Det er din familie.”
Men det værste kom om aftenen. Da jeg kom hjem, var mit laptop væk. En gammel, uskyldig model men i virkeligheden krypteret, beskyttet. Mit vigtigste værktøj.
Mit hjerte standsede et sekund. Men mit ansigt forblev roligt.
“Kristian, hvor er min laptop?”
Mette kom ind med et smil. “Åh, den gamle skrotkasse? Jeg tog den. Min gik i stykker, og jeg skal arbejde. Hvad skal DU bruge den til? Se film på din telefon.”
Jeg vendte mig langsomt mod hende. Indeni klikkede et tandhjul. Endelig.
Fælden var lukket.
Den laptop var nøglen til mit rigtige liv. Rapporter, analyser, hele mit sociale eksperiment. Ingen hacker kunne bryde ind. Men pointen var en anden.
Tyveri. Åbenlys, uhæmmet. Som om jeg intet betød.
Jeg så på Kristian. Hans sidste chance.
“Kristian, giv mig min laptop tilbage,” sagde jeg lavmælt. En ordre, forklædt som en bøn.
Han tøvede. “Mette, giv den tilbage. Den er hendes.”
Mette grinede. “Hør dig selv! Jeg har brug for den! Vi køber en ny til hende, når du får bonus.”
Kristian så på mig. “Lise, hun har brug for den. Vær nu fornuftig.”
I det øjeblik knækkede noget indeni mig.
Han tog deres side. Han forsvarede dem.
Eksperimentet var forbi. Data indsamlet. Resultaterne klare.
Jeg tog min gamle mobil frem. Trykkede på “Kurator.”
“Godaften, Erik Mikkelsen. Observationsfasen er afsluttet. Indled Protocol ‘Konsekvenser.’ Start med søsteren.”
Jeg lagde telefonen fra mig.
“Du har ti minutter til at returnere min laptop. Ubeskadiget.”
Mette fn
