“Det er din egen skyld!”
“Åh gud! Han har været utro, big deal. Alle mænd gør det. Stop nu med at pive. Gå hen og sig undskyld. Eller tror du, jeg har plads til dig og din mave her?”
“Mor… Han bedrog mig altså…” mindede Signe hende om.
Hendes liv var faldet fra hinanden. I går opdagede hun, at hendes mand var utro. I dag smed hendes mor hende næsten ud af døren. Og begge talte til hende, som om hun var et forkælet barn.
“Ja, han var utro. Og hvad så?” rynkede Nanna panden. “Du provokerede ham selv. Tror du, du er den eneste gravide kvinde i verden? Alle andre klarer det. Men nej, du skal være så sær! Du gik på arbejde, så syg kunne du ikke have været.”
“Mor! Kan du virkelig ikke huske, hvordan du ventede på far om natten?” spurgte Signe med tårer i øjnene.
“Netop!” Nanna slog ud med hænderne. “De gør det alle sammen. Nogle bliver bare ikke opdaget. Jeg giver dig en uge til at finde sammen igen. Ellers må du klare dig selv.”
I forgårs havde hendes mor raset over svigersønnen og sagt, at “han skulle nok få lov at danse”. I dag pressede hun sin datter til at undskylde over for manden, der havde svigtet hende. Signe forstod, at mor bare ikke ville hjælpe.
Hun havde ikke bedt om hjælp. Men lige nu kunne hun virkelig bruge en skulder at læne sig mod, for Signe var gravid.
Moren vidste selvfølgelig godt, hvordan det var. Signes far, Viktor, var konstant utro. Nanna havde en… speciel måde at håndtere det på. Hun græd, lå vågen om natten og ventede på ham. Når han så kom hjem om morgenen med en buket blomster, slog hun ham med dem.
“Jeg køber aldrig roses til dig igen,” spurgte Viktor engang, uden at skamme sig. “De gør for ondt.”
Og hun lo med ham. Hver gang han var utro, udøste hun al sin vrede og krævede erstatning. Nogle gange med hints, andre gange direkte. På den måde fik Nanna en minkpels, en bil og en hel hylde med fransk parfume.
“Han bliver som silke bagefter,” sagde hun engang til en veninde, mens hun viste en ny ting frem. “Netop dér fanger jeg ham. Hvad skulle jeg ellers gøre? Skille mig? Så kan en anden få ham. Ikke tale om!”
“Nanna… Måske skulle du skilles?” sukkede veninden. “Det er da ikke et liv.”
“Ha! Så en anden kan få ham? Aldrig!” svarede Nanna bestemt.
Gennem årene overtalte hun Viktor til at skrive lejligheden over på hende og renovere den. Bare for en sikkerheds skyld. For hvad nu, hvis han en dag gik? Så var hun og Signe ikke hjemløse. Viktor gik med til det.
Da Signe var otte, blev de skilt. Viktor forsvandt fuldstændig til en anden kvinde. Han så næsten aldrig sin datter ingen af dem brændte for det, de ringede kun til fødselsdage.
Moren var knust, men måtte acceptere det. I en periode levede de af gamle besparelser og luksusrester, men til sidst måtte Nanna ud og arbejde.
“Før levede jeg i paradis, nu er jeg fattig,” jamrede hun.
“Men i det mindste ved du, hvor din mand er,” svarede veninden.
“Ja. Og nu tæller jeg småpenge.”
Livet blev hårdt. Så hårdt, at Nanna solgte alt sit guld. Men med tiden vænnede de sig til at spise enklere, gå mindre i teateret og bære tøj mere end én sæson.
Signe så det hele og lovede sig selv, at hun aldrig skulle ende i sådan et forhold. Hendes børn skulle aldrig opleve det samme.
Hvor hun tog fejl.
Signe fulgte ubevidst sin mors fodspor.
Mads var også velhavende en rig arving med forstand på forretning. Han ejede en lille kæde af skønhedsklinikker i København, som gav en fin indkomst.
Selvfølgelig var det ikke hans eneste gode side. I starten talte han smukt om, hvordan et ægteskab skulle være.
“Folk bliver nødt til at kommunikere. Det er nøglen til alt,” sagde han. “Hvis folk bare snakkede sammen, var der færre skilsmisser.”
Mads virkede blid, imødekommende, venlig. Men da ægteskabets første konflikter dukkede op, revnede facaden. Han kunne bringe Signe friske ferskner om morgenen, løbe ud efter slik om natten og betale frisørbesøg. Men når virkelige problemer opstod, forsvandt den søde attitude.
Signe bekymrede sig, når han blev sent på arbejde. Mads trak på skuldrene: “Der er meget at lave.” Når hun bad ham i det mindste svare på opkald, nikkede han men lod stadig være.
“Mads, forstår du ikke, jeg bliver bekymret?!” udbrød Signe en aften, da han igen kom sent hjem. “Er det så svært at tage telefonen?”
“Signe, du overtænker det. Dine følelser dit problem,” svarede han.
“Hvad hvis det var mig, der kom sent hjem? Ville du bare sidde stille?”
“Ja. Så var det mit problem. Jeg ville ikke belemre dig med det.”
Nogle gange undrede hun sig over hans tankegang. Han virkede kun som en forhandlingsmand på overfladen. Når interesser kolliderede, måtte Signe bøje sig. Alligevel troede hun naivt, at det bare var en karakterfejl. At alle mænd var dårlige til følelser.
Måske var det derfor, hun ikke sagde sit job op, selv da hun blev gravid. Hun ville ikke afhænge af ham.
Beslutningen var hård. Allerede fra anden måned blev kvalme hendes trofaste ledsager. Hvis hun rejste sig for hurtigt, blev hun svimmel. Hovedpinen var konstant. Hun ville bare ligge stille, men tvang sig selv på arbejde. Nogle gange tænkte hun, om det overhovedet gav mening men gik alligevel.
Og det viste sig at være en god idé.
Først gik hjemmet i stykker. Signe holdt op med at rydde op og lave mad. De spiste pasta, bøffer og færdigretter. Mads klagede ikke hvis han ville have noget lækkert, bestilte han bare takeaway. Signe følte, at det var en kæmpe indrømmelse fra hans side.
Så stoppede intimiteten. Signe var for udmattet. Først blev Mads sur, men tilpassede sig.
Eller det troede hun.
Hans telefon var en forlænget arm. Han brugte den til arbejde, venner, kunder. Men nu lå han med den selv om natten nogle gange tog han den endda med i bad. Signe tjekkede den en dag og fandt beskeder. Med billeder. Og søde ord.
Hun konfronterede ham samme aften.
“Det er din egen skyld! Tror du, jeg bliver munk? Jeg er en mand! Jeg kan ikke vente et helt år, til du
