Mette var allerede klar, da Mads kom ind på kontoret.
“Er du alene?” spurgte han og nærmede sig.
“Ja.”
“Jeg kommer forbi i aften. Jeg har gode nyheder til dig,” sagde Mads og sænkede stemmen. Lige da han ville omfavne Mette, lød der trin udenfor døren. Mads trak sig hurtigt tilbage og gik mod døren.
“Vi ses i aften,” sagde han og forlod kontoret.
Ved elevatoren håbede Mette alligevel, at Mads også ville komme, så hun kunne spørge om de nyheder. Måske havde han endelig besluttet sig for at forlade sin kone? Hvad nu hvis han blev natten over? Så måtte hun skynde sig at lave aftensmad. Hvis hun bare havde taget kødet op af fryseren om morgenen, ville det have tøet op til hans ankomst. Godt, hun købte en flaske vin i går.
Udmattet af utålmodighed trommede hun med foden og skyndte sig hjem for at nå at lave mad, før Mads kom. Endelig kom elevatoren.
Derhjemme tog Mette straks kødet op af fryseren og satte det i mikroovnen til at tø. Derefter gik hun for at skifte tøj, mens hun kiggede rundt i lejligheden. Den var i det mindste ren.
Da de først begyndte at ses, klagede Mads over, at hans kone ikke arbejdede, bare sad derhjemme, men alligevel ikke nåede at lave aftensmad. Hun brugte al sin tid på shopping, saloner og fitnesscentre. Mette huskede det. Hun holdt altid lejligheden pæn og lavede lækker mad, når han kom. Mads spiste dog aldrig, kun smagte lidt. Det meste af maden endte i skraldespanden. Han kom to gange om ugen, når han kørte sin søn til sport. De havde cirka en time sammen. Mette græd ikke, bebrejdede ham ikke noget, krævede intet. Den perfekte elskerinde.
Hendes storesøster havde også været sammen med en gift mand i årevis, men han forlod aldrig sin kone. Da hun endelig brød det af, døde han af et hjerteanfald. Derfor lovede Mette sig selv aldrig at indlede forhold med en gift mand. Men som man siger: “Aldrig sig aldrig.”
Før Mads havde hun været sammen med en fyr i fire år, men han friede aldrig. Så så hun ham på en café med en anden kvinde, da hun var ude med en veninde efter arbejde. Hun pakkede hans ting og stillede dem i entreen.
Efter han gik, græd hun hele natten og fortrydte senere, at hun havde smidt ham ud så hurtigt. Hun prøvede at date andre mænd, men det føltes ikke rigtigt. Før kørte Nikolaj hende på arbejde, nu brugte hun en masse tid på bussen. Mette sagde sit job op, fandt et nyt kun to stoppesteder fra lejligheden og gik nu til fods.
På det nye arbejde lagde den flotte vice-direktør straks mærke til hende. Han lignede en smule skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau.
En kollega, der delte kontor med Mette, bemærkede hans interesse og advarede hende om, at han var gift og havde en søn. Mette blev ked af det. Hun kunne også lide Mads. En mand som ham kunne man kun drømme om. Men hun besluttede at holde afstand og ikke vise gensidig interesse.
Fra julefrokosten gik Mette tidligt. Der var glat. Hun var lige ved at falde i en mørk gyde, men nogen greb hende i armene. Det var Mads, der fulgte efter hende. Han fulgte hende hjem, men bad ikke om en kop kaffe.
Måske var det det, der vandt hende, eller måske var det bare tid til at forelske sig igen. Fra den dag fandt Mette blomster, chokolade eller en kort med “god morgen”-hilsener på sit bord om morgenen. Hvem kunne modstå det?
En måned senere blev de intimere. Mette forsøgte at overbevise sig selv om, at det kun var sex. Men hjertet lytter ikke til fornuften.
Mads kom kun to gange om ugen i en time præcis så længe som hans søns træning varede. Snart blev hun træt af planlagt kærlighed og ville afslutte det. Men som om han mærkede det, kom han først og sagde, at han ville forlade sin kone. Hun havde allerede mistanke. Han ville leve lykkeligt med Mette i mange år. For at bevise det blev han natten over. Det var en forrygende nat. Og Mette troede på ham, fordi hun så gerne ville.
Så blev hans søn syg, og Mads kom ikke længe. Mette ville ikke lade ham komme ind, men da han ringede på, løb hun alligevel til døren. Hun kunne ikke bryde det af.
Hun ventede, men han trak tiden og forlod ikke sin kone. Engang fortalte han, at hun engang havde taget piller, da han ville gå. Heldigvis kom han hjem i tide til at ringe efter en ambulance. Alt forblev som før.
Lige da Mette nåede at lave maden og rydde op, ringede det kort på døren. Hun kiggede på sit spejlbillede, åbnede og blev straks trukket ind i hans arme.
“Det dufter lækkert,” sagde han.
“Jeg har stegt kød. Vil du have?”
“Nej, der er ikke tid.” Han kyssede hende og førte hende til sofaen, allerede dækket med rent sengetøj. Bagefter lå de ved siden af hinanden.
“Du ville fortælle mig noget. Jeg har også noget at sige,” mindede Mette ham om.
“Er det godt?” spurgte Mads.
“Jeg ved det ikke. Du først.”
“Ved du, at Peter Nielsen går på pension?” spurgte Mads. Mette svarede ikke. “Jeg talte med direktøren, og han vil give dig hans stilling. Du får en hel afdeling. Er du ikke glad?”
“Jo,” sagde Mette, men kunne ikke skjule skuffelsen. Hun gemte ansigtet mod hans skulder for at skjule tårerne. Hun havde håbet på noget andet…
“Det er selvfølgelig træls, at du arbejder på en anden etage, men så er der mindre sladder. Det er svært at holde masken, når jeg ser dig på arbejdet.” Mads ville kysse hende, men Mette trak sig væk. “Hvad ville du sige?”
“Vil du ikke spise alligevel?” spurgte hun og rejste sig.
“Nej. Av, hvor er klokken? Jeg skal hente min søn.”
Han gik efter et farvel-kys. Mette låste døren, puttede maden og vinen i køleskabet og brød derefter sammen i gråd.
Hun sov dårligt og stirrede på loftet, mens hun tænkte, at det var tid at stoppe. Hun skulle ikke risikere, at hans kone fandt ud af det og konfronterede hende. I morgen ville hun fortælle ham det…
Men næste dag var lørdag. Hun havde tid til mandag. Hun havde alligevel ikke fortalt ham det vigtigste, og måske ville det få ham til at handle.
Om lørdag aften stoppede regnen, og solen kom frem. Mette besluttede at gå en tur. Hun gik to
