**Den Højlydte Tavshed**
“Han nægter simpelthen at tale!” græd Freja næsten i telefonen. “Jeg har undskyldt fem gange og købt tre forskellige oste! Intet. Han sidder bare og stirrer på skærmen, som om jeg ikke eksisterer.”
“Du skal ikke danse omkring ham, kom hellere herover,” foreslog Mette. “Lad ham køle af. Mor laver lige hendes kålsuppe, min yndlings og din! Duft af hygge, ikke af frost.”
Freja smilede. Hun huskede tydeligt den lækre duft fra moster Karens køkken og smagen af hendes supper. Mindst én gang om ugen spiste hun og Mette sammen efter skole. Mette var hendes nabo, klassekammerat og bedste veninde.
Hvor mange gange havde de ikke drømt om fremtiden, om de mænd, de ville møde, og hvordan de ville blive venner for livet. Freja elskede at besøge Mette, for der var altid liv og varme i huset. Måske manglede der lidt orden, men der var altid latter, gæster og moster Karens fantastiske mad.
Hendes egen mor var streng og tavs, lejligheden skinrende ren, og venner måtte ikke komme hjem. Forældrene skændtes aldrig, men moren kunne bære nag i ugevis. Hvis hun følte sig forurettet, blev der iskold tavshed både mod faren og Freja. Hun huskede, hvordan hun som barn hadede den stilhed mellem forældrene og led, når moren ignorerede hende. En dag, da hun var 16, kastede hun en bog efter hende bare for at få en reaktion. Moren løftede bare øjenbrynene og forlod stuen. Dengang svor Freja, at hun aldrig ville leve i sådan en atmosfære.
Og nu gjorde hendes mand det samme.
Selvfølgelig var der tegn før brylluppet. Store, røde flag.
Lars havde engang spøgt med vennerne, at Freja havde vundet lotteriet en mand med lejlighed i København. Hun lo og svarede i samme tone, at det var ham, der var heldig. Han blev dybt såret og var stum i tre dage.
En anden gang blev han sur, fordi hun ikke ville sidde oppe til midnat med hans venner og gik i seng. Boykot varede en uge. Men i kærlighedens rus syntes det altid så småt…
Den dag, Freja ringede til Mette, havde Lars været tavs i fire dage. Årsagen? Hun havde glemt at købe hans yndlingsost til morgenmaden. Ikke med vilje, det var bare gået hende af hovedet. Hun ringede til Mette for at undslippe tavsheden, hvor hun følte sig usynlig og skyldig. Det værste var, at det føltes alt for bekendt. Det var hendes mors skript, som hun havde lovet aldrig at gentage.
Da Mette inviterede hende over, skyndte Freja sig ud af døren. Ville Lars være alene? Fint, så ville hun nyde tid med dem, der faktisk ville hende. Moster Karen var glad for at se hende. Snart fandt hun ud af, hvorfor Freja så så trist ud. Da hun hørte årsagen, rystede hun på hovedet og sagde:
“Hør, Freja, hvis du ikke lærer Lars at holde op med tavshedslegen, vil du altid føle dig som en fremmed. Det er tydeligt, at han ikke lærte at tale om konflikter derhjemme.”
“Det gjorde mine forældre heller ikke. De tav bare.”
“Præcis! Var de lykkelige? Vil du have det sådan?”
“Nej, men Lars siger bare ‘lad mig være’ hver gang jeg prøver at tale.”
“Så sig, at mens han tier, lever du, som om han ikke er der. Han forlader dig jo alligevel. Lav mad til dig selv, gå i biografen med veninderne, besøg folk. Han skal lære, at tavshed ikke gavner ham.”
“Tror du, det virker? Hvad hvis han bliver endnu mere sur?”
“Det ved jeg ikke. Men jeg ville prøve. Hvis ikke så løb. Jeg kan ikke leve i sådan en atmosfære. Hvordan kan man gå i seng med en, der ikke taler til en? Hvorfor overhovedet?”
Næste dag, mens hun så på Lars’ ryg i sengen, følte hun noget nyt. Ikke vrede eller fortvivlelse. Men en kold, rolig beslutning. “Nej,” tænkte hun. “Sådan skal det ikke være. Han er ikke min mor. Jeg vil ikke leve i tavshed.”
Hun huskede Mettes ord om hendes forældre: “Mine skændes måske i to dage om, hvor kålen skal plantes, men tavshed i ugevis? Aldrig! Jeg kan ikke huske, de har surmule
