**Dagbogsnotat 15. oktober 2023**
*”Hvor har hun fået mine øreringe fra?”* spurgte min kone, da hun så billedet af hendes veninde.
*”Bente, kom lige her! Se, hvilke billeder Lise har sendt fra ferien!”* råbte jeg fra køkkenet, mens jeg rørte sukker ud i min kop te. *”Hun er blevet så brun som en kanelsnegl!”*
Bente tørrede hænderne i et viskestykke og kom ud i køkkenet, hvor jeg sad og scrolled gennem telefonen med den varme te i hånden.
*”Lad mig se,”* sagde hun og satte sig ved siden af mig, mens hun rettede på sin morgenkåbe. *”Hvor var de henne? Tyrkiet?”*
*”Egypten, siger hun. Se, her er stranden, og her er de på en restaurant”* Jeg bladrede videre, mens jeg kommenterede hvert billede. *”Åh, det her er flot! De var på en tur til pyramiderne”*
Bente så tavst på, nikkede af og til. Lise havde altid vidst, hvordan man præsenterede sig selv selv i folkeskolen var hun livet i festen. Efter gymnasiet havde de ikke rigtig holdt kontakten, men så mødtes de tilfældigt på lægehuset for et par år siden og havde siden talt sammen nu og da.
*”Den her kan jeg godt lide,”* sagde jeg og stoppede ved et billede, hvor Lise sad ved et cafébord og smilede mod kameraet.
Bente kiggede på skærmen, og jeg så, hvordan hun stivnede. I Lises ører sad der nogle øreringe små gyldne roser med perler. De samme, jeg havde givet Bente til vores bryllupsdag.
*”Hvor har hun fået mine øreringe fra?”* spurgte hun stille, uden at tage blikket fra telefonen.
*”Hvad?”* Jeg så op, forvirret.
*”Øreringene. Roserne med perlerne. Du gav mig dem, husker du?”* Stemmen dirrede.
Jeg studerede billedet igen og rynkede panden.
*”Åh, kom nu, Bente. Der findes sikkert mange, der ligner. Sådan nogle kan man købe i enhver smykkebutik.”*
*”Nej, det er ikke lignende. Det er præcis de samme.”* Hun tog telefonen og zoomede ind. *”Se, her på den venstre rose er der en lille ridse. Du husker, jeg stødte den mod skabsdøren?”*
Jeg tav og drak min te. Bente rørte ikke, men jeg kunne se, hvordan hendes puls dunkede i halsen.
*”Jens, hvor er mine øreringe?”*
*”Hvordan skulle jeg vide det? Det er dig, der passer på dine smykker,”* mumlede jeg uden at se på hende.
Hun rejste sig og gik ind i soveværelset, hen til smykkeskrinet. Åbnede det og rodede igennem. Øreringene var væk. Hun kiggede i alle skuffer, under bordet, på badeværelset. Intet.
*”Jens!”*
*”Hvad er der nu?”*
*”De er væk. De er ikke i smykkeskrinet.”*
*”Måske har du glemt dem et sted? Tabt dem på ferie?”*
*”Hvilken ferie? Sidste sommer besøgte vi din mor jeg tog dem ikke med. I år har vi slet ikke været nogen steder.”*
Jeg gik ud i stuen og tændte for fjernsynet.
*”Jeg ved det ikke, Bente. Måske har du sendt dem til reparation?”*
*”Hvorfor skulle jeg det? De er næsten nye.”* Hun stod i døråbningen med armene over kors. *”Jens, se på mig.”*
Jeg så modvilligt op fra fjernsynet.
*”Hvad?”*
*”Ved du, hvor mine øreringe er?”*
*”Nej,”* svarede jeg og kiggede tilbage på skærmen.
Hun gik tilbage til køkkenet og satte sig ved bordet. Tankerne summede. Øreringene var væk, og nu havde Lise dem. Tilfældighed? Men de var ikke almindelige jeg havde brugt en halv dag i smykkebutikken på at finde dem.
Hun tog sin telefon, fandt Lises nummer, og hendes fingre rystede, da hun skrev:
*”Hej Lise! Så dine feriebilleder det ser fantastisk ud! Hvor har du fået de smukke øreringe? Roserne med perlerne er virkelig flotte.”*
Svaret kom hurtigt: *”Tak, Bente! De er en gave fra en særlig person. Har altid ønsket mig sådan nogle.”*
*”Hvor købte han dem? Måske skulle jeg også have et par.”*
*”Det ved jeg ikke jeg valgte dem ikke selv. Men hvorfor spørger du? Du sagde jo altid, at din mand var nærig med gaver.”*
Bente lagde telefonen fra sig. Hun rejste sig og gik hen til vinduet, tog en dyb indånding. Måske tog hun fejl? Måske var det virkelig bare et tilfælde?
*”Bente, hvad med aftensmad?”* råbte jeg fra stuen.
*”Lav det selv,”* svarede hun uden at vende sig.
*”Hvad er der galt med dig? Bliver du virkelig så ophidset over nogle øreringe?”*
*”Over nogle øreringe”* gentog hun. *”De var en gave til vores 20-års dag. Tyve år sammen.”*
*”Og hvad så? Hvis de er væk, er de væk. Jeg køber nogle nye.”*
*”Det handler ikke om det, Jens.”*
Hun vendte sig mod mig. Jeg sad i lænestolen og zappede mellem kanalerne.
*”Hvad handler det så om?”*
*”At hun har dem.”*
*”Og hvad så?”*
*”Jens, gav du dem til hende?”*
Der blev stille. Fjernsynet kørte videre med en eller anden serie.
*”Nu taler du dumt.”*
*”Hvordan er de så kommet til hende?”*
*”Hvordan skulle jeg vide det? Måske har hun købt dem selv.”*
Hun gik hen til stolen og stillede sig foran mig.
*”Se mig i øjnene og sig, at du ikke gav Lise mine øreringe.”*
Jeg så op, mødte hendes blik, og vendte mig hurtigt væk.
*”Bente, nu er det nok. Du laver en hel sag ud af ingenting.”*
*”Så du gjorde det.”*
*”Jeg har ikke givet hende noget!”* Stemmen blev skarp.
Hun satte sig på sofaen overfor mig.
*”Jens, vi har været sammen i tyve år. Jeg har altid stolt på dig. Hvis der er noget, så sig det ærligt.”*
*”Der er ikke noget!”* Jeg sprang op. *”Du er fuldstændig fra den! Du ser et billede på nettet og bliver helt paranoid!”*
*”Hvorfor er du så nervøs?”*
*”Fordi du ikke kan lade være med at mistænkeliggøre mig! Jeg arbejder hele dagen, kommer hjem, og så bliver jeg udspurgt som en forbryder!”*
Jeg marcherede ud i køkkenet og smækkede med døren. Bente blev sidd
