En gave, man skammer sig over
Frugtkurven stod på køkkenbordet som en stum bebrejdelse. Helle Kristiansen så på den igen og sukkede dybt. Fra stuen lød lyden af tv’et, hvor hendes mand, Jens, var fordybet i et program om fiskeri. Han lod sig åbenbart ikke generere af noget.
»Helle, kommer du? Teen bliver kold,« kaldte Jens.
Helle rynkede panden. Selv en kop te kunne han ikke varme op selv.
»Jeg kommer,« svarede hun og hentede marmelade fra køleskabet.
I gangen rettede hun automatisk til sit grånede hår, da hun så sig selv i spejlet. Tiden flyver. Som om det var i går, hun giftede sig med Jens, og nu var det deres datters 60-års fødselsdag.
Datteren. Ved tanken om Lotte snørede hjertet sig sammen. De havde skændes for en uge siden, og Lotte havde ikke ringet siden. Som altid var det Hellenes skyld. Hun havde dog bare villet det bedste.
På bordet lå et foto i en simpel træramme – hendes og Jens’ bryllup. Unge og lykkelige. Helle i en blomstrende kjole, Jens i en stiv jakke. Hvem kunne have troet, at deres liv efter fyrre år ville blive til en rutine fuld af tavshed og småfornærmelser?
»Hvad laver du derinde?« råbte Jens igen.
Helle rystede minderne af sig og bar bakken med te og marmelade ind til ham.
»Bekymrer du dig stadig?« spurgte Jens uden at se op fra tv’et.
»Men du gør tilsyneladende ikke!« snappede Helle. »Kunne du ikke ringe til Lotte og undskylde?«
»For hvad?« Jens drejede sig endelig mod hende. »For at vi gav hende en gave? Det er da absurd.«
Helle satte bakken ned og satte sig på sofaen.
»Det var en forfærdelig gave, Jens. Det ved jeg godt selv.«
»Det var bare et servit,« sagde han og trak på skuldrene. »Et dyrt et for den sags skyld. Tre tusind kroner.«
»Det handler ikke om pengene,« sukkede Helle. »Du skulle have set hendes ansigt, da hun åbnede æsken. Hun kunne ikke lide det servit for tredive år siden, og så gemmer vi det og giver det til hende i fødselsdagsgave! Hun troede, vi drillede hende.«
»Vi drillede hende ikke!« fnøs Jens. »Vi syntes bare, det var en fin gave. Det er smukt, næsten antikt.«
Helle rystede på hovedet. Mænd forstod ikke de små nuancer. Det servit havde de fået af Jens’ fjerne slægtninge til deres bryllup. Lotte havde dengang som ung drejet en af kopperne i hånden og sagt: »Mor, det er da gammeldags. Alle de blomster – det ligner en blomster påske.« Siden da havde servicet stået ubrugt i vitrineskabet, indtil de besluttede at give det til Lotte til hendes jubilæum.
»Smag ændrer sig,« insisterede Jens. »Vintage er moderne nu. Alle de der… hipstere leder efter den slags gamle ting.«
»Lotte er ikke en hipster!« udbrød Helle. »Hun er økonomidirektør i et stort firma. Hendes lejlighed er minimalistisk, ikke fuld af gamle ting.«
»Så kunne hun bare sige tak og stille det væk,« mumlede Jens. »I stedet for at lave en scene foran alle gæsterne.«
Helle huskede øjeblikket. Lotte åbnede æsken, stirrede på servicet og så langsomt op på dem.
»Er det det samme servit fra vitrineskabet?« spurgte hun stille.
»Ja, skat!« svarede Helle glad den dag. »Kan du huske, hvor smukt du altid syntes, det var?«
Der blev stille. Lotte blegnede.
»Jeg har aldrig sagt, det var smukt. Jeg hadede det, og det vidste I udmærket.«
»Du overdriver igen,« sagde Jens og tog en slurk te. »Hvis gaven ikke faldt i hendes smag, hvad så? Har vi ikke større problemer?«
»Jo, Jens. Det største er, at vi slet ikke kender vores egen datter. Vi ved ikke, hvad hun kan lide eller hvad hun går op i.«
Jens gryntede:
»Lad nu være med at gøre det til noget dramatisk. Hun har altid været svær – ligesom dig.«
Helle ville protestere, men telefonen ringede. Hun skyndte sig at tage den, i håb om, at det var Lotte.
»Hallo?«
»Helle? Det er Gerda,« lød naboens stemme. »Kan du komme over? Jeg har brug for hjælp til de nye piller – jeg forstår ikke indlægssedlen.«
»Jeg kommer,« svarede Helle og lagde på.
»Hvem var det?« spurgte Jens.
»Gerda. Jeg skal lige hjælpe hende med hendes medicin.«
»Altid disse velgørende ærinder,« mumlede han. »Hvem skal så lave mad?«
Helle sukkede:
»Der er suppe i køleskabet. Varm det bare op.«
Hun tog en cardigan på og gik ud. I opgangen lugtede det af stegt fisk fra naboerne og cigaretter fra parret på femte sal.
Gerda boede alene og åbnede døren med det samme.
»Kom ind, Helle, kom ind,« sagde den ældre dame. »Jeg har bagt en kage – vi kan drikke te sammen.«
Helle prøvede at sige nej, men Gerda insisterede. Mens naboen var i køkkenet, så Helle på fotovæggen. Gerda med sin mand, datter og børnebørn. Alle smilede, alle lykkelige.
»Hvordan har Lotte det?« spurgte Gerda og kom ind med teen. »Kommer hun sig efter skilsmissen?«
»Hun klarer sig,« svarede Helle undvigende.
»Og hvad med Kasper? Er han ikke begyndt på universitetet?«
»Jo, han er tredjeårsstuderende.«
Gerda satte sig og så på Helle:
»Du virker trist. Er der sket noget?«
Helle kunne ikke holde det tilbage og fortalte alt: om servicet, skænderiet med Lotte og Jens’ stædighed.
»Hør,« sagde Gerda, da Helle var færdig, »du skal bare tale med Lotte. Alene. Indrøm, at I tog fejl med gaven.«
»Hun tager ikke telefonen,« sukkede Helle.
»Så besøg hende!« sagde Gerda, som om det var den mest oplagte løsning. »Hun bor jo ikke i en anden by.«
Helle tænkte over det. Hvorfor besøgte hun ikke bare sin datter? Var det stolthed? Frygten for at høre, at hun og Jens var blevet to umoden gamle mennesker, der ikke kendte deres eget barn?
»Du har ret,« sagde hun til sidst. »Jeg tager til hende i dag.«
»Godt,« nikkede Gerda. »Og nu skal vi smage på kagen.«
Da Helle kom hjem, sad Jens stadig foran tv’et.
»Jens, jeg skal til Lotte.«
»Hvorfor?« spurgte han forvirret.
»For at tale. Undskylde gaven.«
»Han rullede med øjnene, men lod hende gå, og da Helle ankom til Lottes dør, vidste hun, at selv den klunteste gave kunne åbne døren til et nyt kapitel i deres forhold.
