Lars stod foran spejlet og rettede på sit slips, mens han kastede en bemærkning over skulderen:
“Glem ikke at lave en ordentlig aftensmad i aften. Chefen kommer forbi, og jeg vil gerne gøre et godt indtryk.”
Mette nikkede stille og fortsatte med at smøre smør på sit brød. Hun følte, hvordan en klump blev siddende i halsen, da han tilføjede:
“Og prøv for helvede at se præsentabel ud. Det er pinligt at kigge på dig.”
Døren smækkede, og efterlod kun en duft af dyr aftershave og en bitter smag af usagte ord. Mette stirrede på sit spejlbillede i kanden. Treogfyrre år, fine rynker ved øjnene, nogle grå stænger, hun ikke nåede at farve. Hvornår var det sket? Hvornår var hun gået fra at være den grinernæse, der havde vundet den unge ingeniør Lars hjerte, til at blive en træt husmor, der ikke var værdig til at blive vist frem for chefen?
Lejligheden mødte hende med dens sædvanlige stilhed. Den attenårige Magnus var allerede taget på universitetet, og den fjortenårige Sofie havde overnattet hos en veninde. Kun hun, køkkenet og den evige liste af opgaver: vasketøj, rengøring, indkøb, den “ordentlige aftensmad”.
I supermarkedet fyldte Mette kurven med kød, grøntsager og den dyre vin, Lars elskede at servere for gæster. Ved kassen foran hende stod en ung mor med et lille barn, der klynkede. Moderen vuggede det blidt og hviskede kærlige ord. Mette huskede, hvordan hun selv havde vugget sine børn, mens Lars dengang holdt om hende bagfra og sagde:
“Vi har den bedste familie i verden.”
Hvad var der gået galt? Hvornår var han stoppet med at holde om hende? Hvornår havde han sidst sagt, han elskede hende?
Derhjemme, mens hun pakkede indkøbene ud, faldt nogle gamle billeder ud af skuffen. Der var de to på studenterfesten, begge grinede, han holdt hendes hånd. Deres bryllup hun i hvid kjole, han kunne ikke tage øjnene fra hende. Magnus fødsel Lars kyssede hende på panden, en glæde uden lige. Og Sofies første skridt de sad begge på gulvet og opmuntrede hende.
Hvor var lykken blevet af? Mellem huslån og bilafbetalinger? Mellem søvnløse nætter med syge børn? Mellem hans karriere og hendes huslige pligter?
Mette begyndte at lave mad. Kød i ovnen, salat, forretter. Automatiske bevægelser, indøvet gennem årene. Pludselig ringede telefonen.
“Mette? Det er mig, Lise.”
Venindens stemme lød som en redningskrans i en grå hverdag.
“Lise! Hvordan går det?”
“Ikke spørg,” lo Lise. “Jeg er ved at blive skilt. Endeligt og grundigt.”
“Hvad skete der?”
“Ikke noget særligt. Jeg blev bare træt af at være usynlig i mit eget liv. Skal vi ikke mødes? Få en kaffe, snakke lidt?”
“Jeg kan ikke, jeg har gæster i aften. Lars tager chefen med hjem.”
“Igen? Mette, hvornår var du sidst ude uden ham? Hvornår gjorde du noget, der gjorde dig glad?”
Mette tænkte. Hun kunne ikke huske det.
“Det er anderledes, Lise. Jeg har en familie, forpligtelser.”
“Og havde jeg ikke det? Men ved du hvad? Mens du lever andres liv, går dit eget forbi.”
Efter samtalen føltes det endnu tungere. Mette fortsatte mekanisk med maden, men tankerne kredsede om Lises ord. Levede hun virkelig andres liv?
Klokken seks dækkede hun bordet, iførte sin bedste kjole, fiksede håret. Hun betragtede sig selv i spejlet helt præsentabel. Hvorfor sagde Lars, det var pinligt at se på hende?
Gæsterne ankom til tiden. Lars chef, Henrik, med kone og en anden kollega-par. Mette smilede, serverede, passede samtalen. Alt gik fint, indtil samtalen kom ind på arbejde.
“Hvad laver din hustru?” spurgte Henriks kone.
“Hun er hjemmegående,” svarede Lars kort, og hans stemme lød næsten undskyldende.
“Hvor interessant!” udbrød kvinden. “Arbejdede hun før?”
“Jeg var bogholder,” begyndte Mette, men Lars afbrød:
“Det er længe siden. Da børnene kom, besluttede vi, det var bedst, hun blev hjemme.”
Besluttede *vi*? Mette huskede, hvordan det virkelig var gået til. Barsel med Magnus, så sygdom først børnenes, så Lars mor, der boede hos dem. Så anden graviditet. Og da børnene blev større, sagde Lars:
“Hvorfor skal du arbejde? Jeg tjener nok. Pas bedre hjemmet.”
Og det gjorde hun. Vask, rengøring, madlavning, indkøb. Dag efter dag i en endeløs rutine. Imens byggede Lars sin karriere, fik forfremmelser, mødte vigtige mennesker.
“Vi kender en, der også var hjemmegående,” fortsatte Henriks kone. “Nu har hun sin egen blomsterbutik. Hun siger, hun aldrig har været så lykkelig.”
“Alle skal jo ikke være iværksættere,” fnøs Lars. “Mette er hjemlig, hun kan lide det.”
Kunne hun? Noget snørede sig sammen indeni. Hvornår havde han spurgt, om hun kunne lide det?
Aftenen sneg sig langsomt forbi. Da gæsterne endelig gik, roste de maden og værtindens gæstfrihed. Lars var tilfreds.
“Vi gjorde et godt indtryk,” sagde han, mens han knappede sin skjorte op. “Henrik sagde, jeg har en fantastisk kone.”
“Fantastisk husmor, mener du?”
“Hvad er der galt? Du passer hjemmet, så gør det ordentligt. Jeg forstår ikke dine anke
