Han nægtede at gifte sig med sin gravide kæreste. Hans mor støttede ham, men faren forsvarede det ufødte barn.
“Far, jeg har noget at fortælle. Nabopigen, Mette… hun er gravid. Det er mit,” sagde Mads, lige kommet ind ad døren.
Victor, hans far, standsede et øjeblik og sagde så roligt:
“Så gift dig med hende.”
“Hvad siger du? Jeg er for ung. Det er ikke tid til familie, især når vi ikke engang har været sammen særlig længe…”
“Seriøst?” fnøs faren bittert. “Så du var mand nok til at løbe efter piger, men når det gælder at stå ved dine handlinger, bliver du pludselig et barn. Fint.” Uden at sige mere, råbte han højt efter sin kone: “Lise! Kom lige her!”
Lise kom ind i køkkenet og tørrede sine hænder i forklædet:
“Hvad sker der?”
“Hør her. Vores søn har avlet et barn og vil ikke gifte sig. Mette, nabopigen. Hun er gravid med ham. Og han gemmer sig som en mus.”
Lise lod ikke til at blive overrasket. Hendes ansight stivnede:
“Og det gør han ret i. Hvorfor skulle vi tage den første bedste ind i huset? De piger er snu de finder en med flere penge, lader sig fange, og så kommer de med ‘gift dig med mig!’. Og hvem ved, måske er barnet slet ikke hans. Han skal tage en test. Og desuden, hvorfor presse Mads? Han er stadig ung. Han er en mand, det var svært at modstå. Men vi er ikke forpligtet til at opdrage på andres børn.”
Victor sukkede dybt og sagde stille:
“Men hvad nu, hvis det virkelig er hans barn?”
“Og hvad så? Skal vi tage ansvaret? Sig til ham, at han skal tage testen, så vi ved det helt sikkert.”
Hun vendte sig og forlod rummet, efterlod Victor og sønnen alene.
“Du ved, jeg var også ung engang,” begyndte han. “Jeg elskede en anden, men jeg giftede mig med din mor. Ikke af kærlighed, men af pligt. For at være en mand handler ikke kun om passion, men om valg og konsekvenser. Hun var gravid. Jeg vidste ikke, om jeg kunne være sammen med hende, men jeg vidste én ting barnet er uden skyld. Mit blod, min samvittighed. Og Mads, selvom det ikke var let, har jeg aldrig fortrudt, at jeg blev.”
Tre måneder gik. DNA-testen bekræftede det: med 99,9% sandsynlighed var Mads far til Mettes barn.
“Og hvad så?” grinede Lise, da Victor lagde papiret foran hende. “Ja, han er faren. Men det betyder ikke, at Mette skal bo i dette hus. Hun får ikke lov at komme herind! Jeg har sagt det!”
Mads stod og stirrede på sine hænder. Det stod klart i hans ansigt: han havde valgt sin mors side. Han tav, knyttede næverne, men sagde ikke et ord.
Victor rejste sig langsomt fra bordet:
“Hvis I to har besluttet jer, så hør nu, hvad jeg har at sige.”
Han talte lavt, men med en stemme, der skar som en kniv:
“Så længe jeg lever, skal mit barnebarn ikke mangle noget. Jeg har jord, jeg bygger et hus, og han min barnebarn får alt, hvad jeg har sparet. Og I to får ikke en krone mere fra mig. Jeg nægter at være en del af denne skam. Mads, fra i dag af er du ikke længere min søn. Alt, hvad jeg ejer, tilhører barnet. Ikke en øre får I.”
Lise eksploderede:
“Er du blevet vanvittig? Vil du virkelig fratage din egen søn arven?!”
Victor svarede ikke. Han vendte sig bare og gik, mens han ignorerede hendes skrig og bandeord. Mads blev stående, ude af stand til at tro, hvad han lige havde hørt. Men han vidste godt: når Victor sagde noget, mente han det.
Faren støttede det ufødte barn, mens sønnen nægtede at gifte sig med sin gravide kæreste – moderen tog hans side.
