Det var sådan det skete
Mikkel, er du sikker på, du har taget alt? Vil du ikke lige tjekke igen? råbte jeg, stående foran den lukkede baddørs dør.
Lise, lad mig nu være! Jeg har taget alt en kuffert fuld, du så den vel? svarede han over lyden af bruseren. Men stemmen stemmen skælvede. Eller var det bare mig?
Kufferten så jeg. Hvad du har puttet i den nej, hviskede jeg og trådte et skridt tilbage.
Lise, vil du lave kaffe til mig? Stærk. Uden mælk, tilføjede han med rolig stemme, mens han lukkede for vandet.
Jeg gik ud i køkkenet, tog kedlen frem uden et ord, hældte vand i, tilføjede malt kaffe, en knivspids salt som han kunne lide det. Vi har en kaffemaskine, men Mikkel elskede den kaffe, jeg lavede. »Du er så omhyggelig,« sagde han til mig aftenen før, da han kom sent hjem fra arbejde og så, hvordan jeg, efter bedstemoders skik, havde pakket maden omhyggeligt i et viskestykke, så den ikke skulle blive kold.
På det sidste var han altid sent hjem angiveligt på arbejde. Han byggede sin karriere. Forberedte sig på en forfremmelse. Og jeg jeg holdt mig i baggrunden. Stegede, strygede, tålte.
Hvilken guddommelig duft af denne nektar! sagde Mikkel, da han trådte ind i køkkenet og skubbede det våde hår væk fra panden. Han satte sig ved bordet og rakte ud efter koppen.
Lise, buddet kommer i dag jeg har bestilt et bilbetræk. Tag imod det, vil du? Betaling ved levering, sagde han og rørte en teske sukker i kaffen.
Selvfølgelig. Alt som sædvanlig, svarede jeg og satte mig over for ham.
Den her rejse kommer ikke på det rigtige tidspunkt, fortsatte han med et suk. Men jeg kan ikke sige nej. Du forstår det er en chance, måske den eneste. Senior manager det er ikke noget at kimse ad.
Nej, vel… Jeg havde ikke tænkt på, at en stilling som den ville kræve, at du skulle fare rundt i provinsen.
Cheferne har deres luner. Nå, jeg har en halv time tilbage, jeg arbejder fra telefonen.
Han rejste sig og gik ind i det andet værelse. Han tog ikke sin kop med. Intet problem. Hvad kan man forvente han er under pres.
Jeg rakte ud efter hans kop, og så vibrerede telefonen en besked. Jeg åbnede den.
*»Lise, Mikkel lyver. Der er ingen forretningsrejse. Han flyver til Italien med Freja Nielsen. Stop ham, før det er for sent. Han vil ødelægge sit liv på den her måde.«*
Ida. Hans lillesøster.
Der knækkede noget i mig. Han med Freja? Det kunne ikke passe. En joke? Men Ida var ikke typen, der lavede sjov med sådan noget. Og hun ville bestemt ikke lyve.
Alt drejede rundt for mine øjne. Luften blev tung som beton. Jeg kunne knap trække vejret, rejste mig langsomt, hældte vand i et glas og sank ned på stolen igen.
Jeg ville skrige. Smadre alt. Og det eneste, der blev hængende i mit hoved, var: *»Hvorfor?«*
Jeg knyttede hænderne i raseri. Jeg ville løbe ind til ham, lave en scene, rive masken af. Men jeg gjorde det ikke. Han var det ikke værd.
Lad ham rejse. Og jeg vil forberede en overraskelse til ham. Ikke med skrig med handling.
Jeg åbnede bankappen. På den fælles konto en million to hundrede kroner. Overraskende nok havde han fundet tid til at gøre noget tre hundrede tusinde var væk. Mine penge, for resten. Mine honorarer for projekter, nætter brugt på arbejde. Og han på mine opsparinger tog han sin første kærlighed på ferie.
Jeg kendte Freja. Mikkel havde selv fortalt mig om hende, og Ida havde nævnt det engang. Gymnasiekærlighed, en vild basse. Hun havde forladt ham to gange først for en ældre mand, så for en fyr med »fremtid«. Nu var hun tilbage. Og Mikkel faldt for det igen. Og løj igen.
Han kunne i det mindste have været ærlig: *»Lise, jeg kan lide en anden. Undskyld.«* Det ville have gjort ondt, ja. Men ikke så nedværdigende. I stedet opførte han sig som en rotte. Tog pengene, løj om rejsen, fyldte sin kuffert
Nå, men. Jeg vil tage resten af pengene. I dag. Indtil den sidste krone. Så skilsmisse. Hans ting med bud til forældrene.
Jeg tjekkede kalenderen i morgen ved middagstid var der en vigtig online præsentation. Hvis det gik godt tog jeg på ferie. Ikke til Italien, nej. Måske Spanien. Eller et sted, hvor han ikke havde sat sin fod.
Lise, jeg går, jeg besluttede at tage afsted lidt før, sagde han, da han kom ind i køkkenet, klædt pænt på, med slips.
God rejse. Må det blive en succes, svarede jeg og klemte koppen i hånden.
Hvad er det for en tone?
Det indbilder du dig.
Jeg vil savne dig
Det tvivler jeg på, du får tid til.
Hjælper du mig ikke med kufferten?
Jeg har vaskejobbing at tage mig af.
Nå, så går jeg.
Farvel.
Døren smækkede. Mikkel anede ikke, at han forlod hjemmet for sidste gang. I morgen skifter jeg låsene.
Jeg satte mig på stolen. Jeg brast i gråd. Bittert. Af smerte, af ydmygelse. Forræder.
Endnu en besked fra Ida:
*»Lise, er du okay?«*
Jeg tørrede tårerne og ringede til hende.
Ida, hvordan ved du det?
En veninde af Freja fortalte mig det. Hun klistrede sig til Mikkel igen. Og han faldt for det. Lise, jeg er så ked af det
Tak, fordi du fortalte mig det. Jeg stoppede ham ikke. Lad ham gå.
Han er en idiot. Hun vil sparke ham til tredje gang.
Hans valg. Ida, fortæl ham ikke, at jeg ved det.
Jeg har ingen lyst til at snakke med ham. Jeg er træt af ham!
Tak. Vores forhold skal bevares. Selv hvis vi bliver skilt.
Selvfølgelig, Lise. Hold ud.
Jeg åbnede bankappen igen. Hundertusind manglede stadig. I hast! Nej. Jeg tog mig sammen. Jeg ville overføre dem alle sammen til min mor.
Jeg sendte pengene til min mor, lukkede telefonen og stirrede ud ad vinduet, mens solen gik ned, vel vidende, at den i morgen ville stå op igen uden ham.
