“Søster smed mig ud af huset og skiftede låsene”
“Helle, skat, hvornår bestemmer du dig endelig?” spurgte Mette nervøst, mens hun sad ved køkkenbordet og nappede i dugen. “Ejendomsmægleren har ringet for tredje gang denne uge. Køberne er seriøse og har kontanter klar.”
Helle rørte tavst sukkeret i sit glas uden at løfte blikket. Teskeens klirren mod glasset lød monotont og irriterende.
“Hører du overhovedet efter?” sagde Mette og hævede stemmen. “Eller vil du igen lade som om, det ikke angår dig?”
“Det angår mig,” svarede Helle stille. “Meget endda. Men det er dig, der bestemmer, ikke mig.”
Mette sukkede og masserede sine tindinger. Efter skilsmissen fra hendes mand var livet vendt på hovedet. Børnepengene kom uregelmæssigt, hun måtte arbejde to jobs, og nu havde deres mor efterladt dem en toværelses lejlighed i arv. Én lejlighed til to søstre.
“Forstår du, Helle, jeg har brug for pengene nu. Billånet, Mads skal på universitetet, privatundervisning… Hvad foreslår du? At blive siddende i denne gamle lejlighed til pensionen?”
Helle løftede endelig blikket. I hendes øjne lå en træthed så dyb, at Mette selv rystede.
“Hvor skal jeg dog hen, Mette? Du har i det mindste et job, en løn. Jeg blev fyret for et halvt år siden. Prøv at finde noget ordentligt, når du er 45.”
“Så led da efter det! Bliv ikke hængende herhjemme som en våd klud!” brød Mette ud. “Mor elskede os lige højt, lejligheden er vores begge to. Vi sælger, deler pengene, og så må vi klare os, som vi kan.”
Helle rejste sig og gik hen til vinduet. Gården, hun kendte siden barndommen, den lille park, hvor de engang legede “hop”, den gamle bænk, hvor mor plejede at sidde om aftenen…
“Kan du huske,” sagde hun lavmælt, “hvordan mor lå på hospitalet inden hun døde? Hun holdt min hånd og sagde: ‘Helle, du er min hjemmepige, lejligheden betyder mere for dig. Mette er stærk, hun klarer sig overalt, men du…'”
“Det var pga. medicinen!” afbrød Mette hurtigt. “Morphin påvirker jo hjernen. Hun efterlod intet testamente, alt blev delt efter loven.”
“Det ved jeg. Derfor siger jeg heller ikke mere,” sagde Helle træt.
Mette stirrede på sin søster og mærkede, hvordan alt indeni hende kogte. Sådan havde det altid været Helle var stille og undergiven, mens problemerne altid blev hendes, Mettes, ansvar. I skolen blev Helle mobbet, Mette forsvarede hende. Da hun ikke kom ind på universitetet, fandt Mette hende et job via bekendte. Da hun giftede sig forkert, løb hun grædende til sin søster.
“Okay,” sagde Mette skarpt. “Jeg giver dig en måned. Finder du et job, lejer du et sted fint. Hvis ikke, sælger vi lejligheden. Jeg kan ikke vente længere.”
Helle nikkede uden at vende sig om.
Måneden fløj forbi. Helle gik til jobsamtaler, svarede på annoncer, men alle ønskede sig unge, energiske folk med computererfaring. Hendes erfaring var kun fra den gamle tid tyve år i et planlægningsinstitut, der for længst var lukket.
“Nå?” spurgte Mette, så snart hun trådte ind i lejligheden.
“Ikke noget endnu,” sukkede Helle. “Men i morgen skal jeg til biblioteket, de søger…”
“Det er nok!” bankede Mette hånden i bordet. “I morgen underskriver vi købsaftalen. Køberne har allerede betalt depositum.”
Helle blegnede.
“Mette, vent nu lidt endnu. Måske finder jeg noget…”
“Nej! Besluttet!” Mette trak papirer frem fra tasken. “Her er dokumenterne, klokken ti hos notaren. Og vær ikke forsinket, vi kan ikke gøre det uden din underskrift.”
Den nat sov Helle ikke. Hun gik rundt i lejligheden, rørte ved de velkendte ting, kiggede på mors billeder. Her havde hele hendes liv fundet sted, her var hver en krog kær. Og i morgen…
Om morgenen gik Mette på arbejde og kastede et:
“Jeg er her klokken ni, så kører vi sammen.”
Helle sad på køkkenet med en kop kold te, da der ringede på døren. På trappen stod naboens, tante Karen.
“Helle, skat,” sagde den ældre dame, “hvorfor skifter Mette låsene? Der var en låsesmed, der satte nye i. Han sagde, at husets frue havde bestilt det.”
Helles hjerte hamrede. Hun løb til døren, prøvede sin nøgle den passede ikke. Den nye lås blinkede hånligt.
Mettes telefon svar
