**Altid en udvej**
*”Annemette, Annemette!”* bankede Trine desperat på døren til sin nabo, hænderne rystede, og tårerne trillede ned ad kinderne. *”Annemette, åben døren, der er sket en ulykke!”*
Annemette sprang ud af sengen, og Erik fulgte efter – de havde lige lagt sig til at sove. Det var mørkt; efterårsnatten faldt tidligt på. I bare natkjoler åbnede hun døren.
*”Hvad er der, Trine? Hvad er der sket?”*
*”Det er Mikkel, jeres Mikkel… han er kørt galt…”*
*”Hvad mener du, kørt galt?”* Annemette vaklede, og Erik greb hende om skuldrene, hans blik fuld af angst mod naboen.
*”Hvordan? Lever han?”* spurgte Erik, mens han holdt sin kone op, og Trine hjalp Annemette ind i huset.
*”Ved broen… Mikkel kørte lige ind i et træ, jeg ved ikke, hvad der skete… Min Lærke kom løbende hjem fra klubben, hun er helt ude af den.”*
Erik trak bukserne på, greb en jakke fra knagerækken og smed den over sin bare overkrop, før han styrtede ud i natten. Gaderne lå mørke, kun oplyst af enkelte lygtepæle. Floden lå ikke langt væk, og snart så han en lille forsamling af landsbyboere. Mikkel lå i en blodpøl, mens motorcyklen lå smadret et stykke derfra.
*”Onkel Erik, vi har ringet efter en ambulance… han svarer ikke,”* sagde hans søns ven, Anton, mens han ængsteligt trippede på stedet.
*”Mikkel… Mikkel, min dreng…”* Erik knælede ved sin søn, stemmen knækkende af gråd, men der kom intet svar.
Ambulancen ankom, og lyskeglen lyste på Mikkel, men han reagerede ikke. Efter en undersøgelse rystede sygeplejersken på hovedet. *”Han er død.”* De løftede ham ind i ambulancen og kørte mod byen.
*”I må komme til hospitalet i morgen,”* sagde sygeplejersken og holdt fast i Eriks ærme, da han forsøgte at følge med. *”Din søn er død.”*
Annemette kom aldrig ud af huset. Trine gav hende beroligende dråber og sad ved hendes side, mens de ventede på Erik.
*”Hvad… hvad skete der med Mikkel?”* spurgte Trine, da han trådte ind, mens Annemette bare stirrede på sin mand, ude af stand til at få en lyd over læberne.
*”Mikkel er død… vores dreng er væk,”* brød Erik ud i hulkende gråd, som om virkeligheden først nu ramte ham. *”De har taget ham til byen…”*
Nyheden chokerede hele landsbyen. Ingen kunne forstå, hvordan Mikkel kunne være kørt galt. For det første var han altid forsigtig på motorcyklen. For det andet stod træet langt fra vejen. For det tredje drak han aldrig. Det gav ingen mening.
Alle respekterede ham. Han var kommet hjem fra militæret for to år siden, havde fået et godt arbejde i byen og boede i en lille lejlighed der, men kom hjem i weekenderne. Han var venlig, høflig og respekteret af både unge og gamle.
Det var sket en lørdag aften. Han havde hjulpet sin far med at hakke brænde, været i bad, spist aftensmad og ville derefter tage i klubben. Men ingen havde set ham der. Han kom hjem, startede motorcyklen og kørte væk.
*”Jeg troede, han skulle i klubben?”* havde Annemette tænkt, da hun hørte motorlyden. *”Hvorfor tog han motorcyklen, hvis han skulle derhen?”*
Ingen vidste, hvad der var sket i den tid.
Næste morgen kørte Erik og Niels, Trines mand, ind til byen. *”Erik, lad mig køre dig til hospitalet. Du skal ikke være alene,”* havde Niels sagt.
De fik ikke mange svar. På en søndag var der ikke mange at spørge. De blev blot fortalt, at Mikkel lå på lighuset. Alt praktisk skulle ordnes mandagen efter.
Hele landsbyen fulgte Mikkel til hans sidste hvile. Kvinderne græd, mændene røg ustandseligt, og alle var mørke i blikket. Alle syntes, det var en tragedie, at en så ung mand skulle gå bort så tidligt.
*”Han har gjort det med vilje,”* hviskede folk. Men hvorfor?
*”Det var en synd mod Gud,”* sagde gamle fru Nielsen. *”Han giver livet, og han tager det.”*
Alle spekulerede. Var det en skænderi med forældrene? Hans ven, Søren, rystede på hovedet. *”Han talte aldrig om problemer. Og hans forældre elskede ham højt.”*
Måske en pige? Landsbyen tænkte på alle de unge piger, der havde kigget på Mikkel.
F.eks. hans tidligere klassekammerat, Tina. Hun havde altid været forelsket i ham, men han lagde ikke mærke til hende. Da han kom hjem fra militæret, fulgte hun efter ham overalt, endda ind i huset for at hjælpe Annemette. Men hun nåede aldrig hans hjerte.
Eller Lærke, Trines datter. De havde været i klubben sammen, set film, siddet på bænken ved hendes hus. Men for Mikkel var hun stadig bare den lille nabo-pige, han havde leget med som barn.
*”Lærke, sagde Mikkel noget til dig?”* spurgte Trine. *”Var der en pige, han holdt af? Eller en, der ikke ville have ham? Hvem ved det nu?”*
Ingen kunne forstå det. Der var ingen grund til en så frygtelig handling.
Men der *var* en grund. Kun Katrine, landsbyens smukkeste pige, vidste det. Men hun tav.
Da Mikkel kom hjem fra militæret, mødtes de i klubben. Han fulgte hende hjem. Men ingen lagde mærke til det, for Katrine var altid omgivet af bejlere.
Hun havde altid bemærket, hvordan han så på hende. Men den aften, da han fulgte hende hjem, fandt han modet.
*”Katrine, jeg har altid holdt af dig,”* sagde han og trak en lille æske frem. I den lå en guldring. *”Jeg købte den langt væk fra, mens jeg var i militæret. Jeg drømte om at give den til dig. Vil du gifte dig med mig? Du betyder alt for mig.”*
Under gadelampen prøvede Katrine ringen og smilede. Ingen havde nogensinde givet hende sådan en gave. Hun tog imod den – men hun elskede ham ikke.
Katrine var den type: hun flirtede med én, lovede noget til en anden, lod en tredje kysse hende. Hun nægtede ikke Mikkel direkte, men gav ham håb:
*”Jeg kan ikke svare nu. Lad det være en hemmelighed mellem os. Når tiden er inde, skal jeg nok sige det.”*
Mikkel troede på hende. Han så ingen andre, selv om mange piger i byen smilede til ham.
