Døren var ikke til dig: en historie om kærlighed, forræderi og arv
Mette var lige ved at lægge sig, da hun hørte et uventet bank på døren. Modvilligt kastede hun en morgenkåbe over skuldrene, gik hen og åbnede. I døråbningen stod han hendes eksmand, Jakob.
“Dig?” udbrød hun overrasket og kneb øjnene sammen. “Hvad vil du?”
“Vi skal tale. Må jeg komme ind?” sagde han med et falskt smil. “Det er jo trods alt ikke fremmedt her.”
Mette trak sig tøvende tilbage. Jakob trådte ind, gik direkte til stuen, satte sig i sofaen og så sig omkring.
“Det ser ud til, at intet har ændret sig,” mumlede han. “Ikke en eneste renovering, ikke en smule komfort. Som om tiden er stået stille.”
“Jeg kan lide det sådan her. Er du kommet for at inspicere? Eller måske vil du sponsorere noget maling og gips?”
Længe siden var det, hun var bange for at være direkte over for ham. Før kunne hun bide det i sig, tie stille, lade hans bemærkinger glide af. Men nu? Hvorfor? De havde ikke været andet end fremmede i årevis måske endda fjender. Og deres datter, Freja, var allerede voksen hun havde sit eget liv og talte knap nok til sine forældre længere.
“Det dufter godt,” skiftede Jakob pludselig emne. “Har du lavet mad? Inviterer du mig?”
Mette fnøs stille. Hun vidste, at han for få måneder siden var blevet skilt fra sin nye kone den samme Malene, han havde forladt familien for halvandet år siden.
Familiespil
Den aften stod brændt ind i hendes hukommelse. Jakob var kommet hjem fra arbejde og begyndt at pakke sine ting i stilhed.
“Det er slut, jeg går. Jeg har haft en affære i lang tid. Du vidste det, men du lod som ingenting. Jeg er træt af det.”
Mette var blevet stående som lammet, ikke troende sine egne ører. Men hun havde vidst det. Malene, den tyveårige praktikant fra hans kontor, havde fået ham til at miste forstanden på få uger. Hendes bedste veninde, som arbejdede i samme firma, havde fortalt hende alt. Men hun havde slugt sin stolthed og besluttet ikke at ødelægge familien for en kortvarig affære. Hun havde troet, det ville gå over. Det gjorde det ikke.
Jakob var gået, havde lejet en lejlighed og indgivet skilsmissepapirerne. Som en “ærlig mand” havde han afstået sin andel af deres fælles lejlighed.
“Bo du med Freja. Jeg har ikke brug for noget.”
Familiespil…
Mette havde grædt hele nætter. Hun havde prøvet at få ham til at vende tilbage. Men han var forblevet kold og selvtilfreds.
“Endelig er jeg forelsket,” havde han svaret. “Det her er ægte. Mellem os var der ingenting.”
I den svære tid havde kun hendes svigermor, Birthe Nielsen, støttet hende. Hun var allerede syg, og Mette havde hjulpet hende så godt hun kunne: til læger, med huset, på apoteket. Jakob dukkede kun sjældent op han havde en “ny familie”.
Birthe Nielsen havde taget Mettes side åbenlyst. Hun var blevet skuffet over sin søn og ville ikke længere se ham. Så døde hun. Mette havde været der til hendes sidste åndedrag og havde arrangeret begravelsen. Jakob kom kun til vielsen.
To uger efter begravelsen fik han at vide om testamente
