MADS OG FREJA
Mads og Freja blev gift, da de begge var 19 år. De kunne ikke leve eller trække vejret uden hinanden. Det var en slags vanvittig kærlighed. Derfor besluttede deres forældre straks at legalisere børnenes forhold, så der ikke skulle ske noget uanstændigt…
Brylluppet blev stort og uforglemmeligt. Der var alle de traditionelle elementer: dukke på bilens kølerhave, et hav af blomster, fyrværkeri, festlokale og råb af “Skål!”…
Frejas forældre deltog ikke økonomisk i deres datters fest, da de ikke havde råd. Deres indkomst rækkede kun til beskeden mad og… spiritus. Alle udgifter blev dækket af brudgommens mor. Hun hed Mette Mikkelsen.
Da det var svært at udtale hendes fulde navn, bad hun alle om at kalde hende Metta.
Metta havde selvfølgelig advaret sin søn Mads mod at blive sammen med en pige, hvis forældre drak så meget. Men kunne han lytte? Mads forsikrede hende om, at det ikke ville påvirke Freja, at deres kærlighed var større end arv og miljø.
Metta prøvede at advare ham:
“Se dig for, min søn. Æblet falder ikke langt fra stammen. Jeg håber ikke, jeres kærlighed bliver kortere end en spurvs næb…”
Freja og Mads stod på tærsklen til et liv fuldt af lykke. Dengang troede de, at fremtiden kun ville bringe kærlighed, uendelig glæde og uhemmet fest. Verden lå for deres fødder.
Men livet havde andre planer.
Metta og hendes mand gav dem en lejlighed som bryllupsgave. “Lev og vær glade, børn!”
I starten gik alt godt. Skæbnen smilte til dem.
Freja fik to døtre, Ida og Emma. Mads elskede dem højt. I sin familie følte han sig som herren i huset og var stolt af det.
Men inden for fem år begyndte Freja at forsvinde fra hjemmet uden forklaring. Når hun kom tilbage, kunne Mads tydeligt lugte spiritus på hende. Han bad hende om en forklaring. Først tav hun, men senere erklærede hun frækt, at hun aldrig havde elsket Mads. Det havde kun været en ungdommelig forelskelse, ikke mere.
Nu havde hun endelig fundet manden i sine drømme og forlod ham. Det betød ikke noget, at manden var gift og havde tre døtre. Mads var lammet. En tung tåge lagde sig om hans hjerte. Han følte sig forrådt af den kvinde, han elskede.
Imens løb Freja væk med sin elsker til en afsides landsby. Hun sagde: “Med den rette er paradis overalt, men med den forkerte er selv marken trang.”
Børnene blev efterladt til skæbnen.
Metta var kvik og energisk som en myre i en storm. Hun tog pigerne til sig. Metta og hendes mand elskede deres børnebørn og forkælede dem.
Mads, efter at have tumlet rundt i sorg, meldte sig i fortvivlelse ind i en religiøs sekt på anbefaling af en ven. Snart blev han gift med en enke, der havde to sønner, og senere blev de viet efter sektens love.
Han havde ingen tid til sine egne døtre. Hans nye kone, Lise, fyldte hans liv med hendes egne problemer. Hver gang han nævnte sine piger, sagde hun:
“Mads, de har en mor! Lad hende passe dem. Du skal hjælpe Niklas med lektier og fodre Sebastian…”
Mads adlød uden protest.
Han elskede stadig Freja, men vidste, at vejen tilbage var lukket.
…Syv år senere dukkede Freja uventet op hos Metta.
Hun holdt en fireårig pige i hånden. Metta granskede sin eks-svigerdatter kritisk.
“Ja, Freja, livet har behandlet dig hårdt. Man kan knapt genkende dig. Er det din datter?” spurgte Metta spidst.
“Ja, det er Maja. Må vi bo hos dig et stykke tid?” bad Freja, mens hun skiftede vægt fra den ene fod til den anden.
“Det havde jeg ikke regnet med. Er du blevet smidt ud?” spurgte Metta.
“Nej, jeg gik selv. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Han slår mig og drikker uden stop,” klynkede Freja.
“Du valgte ham selv. Ingen tvang dig. Hvorfor tager du ikke hjem til dine egne forældre?” drillede Metta.
“Jeg savnede mine piger. Må jeg ikke se dem?” Freja blev dristig, for hun kendte Mettas bløde hjerte.
“Nå, så nu husker du dem! Du er en forløber, Freja!” sagde Metta bittert.
Men dørklokken ringede, og samtalen blev afbrudt. Pigerne kom hjem. Ida og Emma var teenagere nu. De stirrede mistænksomt på gæsten. De vidste, det var deres mor, men følte ingen tilknytning. De bar nag over, at hun havde forladt dem. Metta beklagede ofte, at hendes børnebørn var forældreløse, selvom deres forældre levede.
Selvfølgelig lod Metta Freja og Maja blive. Hun kunne ikke sætte dem på gaden.
Men en måned senere kom “overraskelsen”.
Freja forsvandt.
Senere fandt de ud af, at hun var vendt tilbage til sin “elsker” i landsbyen. Maja blev hos Metta. Nu havde hun tre børnebørn at passe. Pigerne elskede deres bedsteforældre og behandlede dem med respekt. Der herskede varme og kærlighed i hjemmet.
Tiden venter på ingen…
Årene fløj forbi.
Bedstemor Metta, og senere bedstefar, forlod denne verden.
Ida blev gift, men fik ingen børn.
Emma blev siddende til hendes hår blev gråt og valgte til sidst et liv i ensomhed.
Maja fik et barn som 17-årig ingen vidste, hvem faderen var og flyttede til sin mor i landsbyen.
…Ungdommen forsvandt uden et farvel, og alderdommen kom uden en hilsen.
Freja levede længe alene, fordi hendes mands døtre tog ham tilbage til byen. Han var blevet syg og endte som inval
