»Hvorfor kom du? Vi troede ikke, du ville dukke op« mumlede svigerinden forvirret, da hun så Rita stå på trappen til sommerhuset.
Rita slukkede motoren og stirrede på det lille hus gennem forruden. Det lignede sig selv det samme blå tag, de samme birketræer langs grunden, den samme grønne hængselport, som hendes far engang havde malet. Kun lyset i stuen var underligt. Måske naboerne? Men nej de vidste godt, hun ikke havde været der i næsten et år.
Hun rakte ud efter tasken på bagsædet og frøs. Nogen gik rundt på grunden. En skygge pilede mellem æbletræerne, kom tættere på. En kvinde i t-shirt og shorts med et barn på armen.
»Hvad i alverden« mumlede Rita og steg ud af bilen.
Hun nærmede sig porten og standsede, som om hun var frosset fast. Stemmer og latter lød indefra, sammen med klirret af bestik. På terrassen hang babysutter til tørre. Under carporten stod tre cykler to voksne og en børnecykel. Og porten den var ikke låst. Rita skubbede til den, og den gik op med en velkendt knirken.
Fødderne bar hende af sig selv mod døren. Kun én tanke hamrede i hovedet: nogen boede i huset. Hendes hus. Døren stod også åben, og i entreen snublede hun næsten over en lille sandal. Fremmede jakker hang på knagerne, to kufferter stod i hjørnet, og en kurv med legetøj lå på gulvet.
Hjertet hamrede i halsen. Rita lyttede en kvindestemme fra køkkenet talte om en tur i skoven i morgen, børn lo, og tallerkener raslede. Lugten af stegte kartofler og dild fyldte luften.
»Mor, må vi tage til søen i morgen?« lød en drengestemme.
»Vi må se, Emil. Hvis det ikke regner«
Rita tog et skridt mod køkkenet. Endnu et. Standsede i døråbningen.
Ved bordet sad en mand i fyrreårsalderen i en ternet skjorte, ved siden af ham en kvinde på samme alder med lyserødt hår i en hestehale. På hendes skød sad en treårig pige, og overfor dem viftede en ældre dreng ivrigt med en gaffel.
Kvinden opdagede Rita først. Ansigtet stivnede, øjnene blev store. En kop te gled ud af hånden på hende og knustes mod gulvet.
»Hvorfor kom du?« mumlede hun forvirret. »Vi troede ikke, du ville dukke op«
Rita genkendte stemmen. Inge. Eksmandens søster. Svigerinden, der altid havde været venlig så længe Rita var gift med Viktor. Efter skilsmissen forsvandt hun pludselig.
»Inge?« Ritas stemme lød hæs. »Hvad laver I her?«
Manden Inges mand, måske rejste sig langsomt. Ansigtet var rødt af forlegenhed. Børnene tav og stirrede på den fremmede.
»Rita« begyndte han. »Vi troede Viktor sagde, du ikke kom her mere. At huset stod tomt.«
»Viktor sagde det?« Rita mærkede blodet strømme til kinderne. »Hvad mere sagde Viktor?«
Inge samlede kopstykkerne op, stadig med datteren på armen. Pigen klynkede og klamrede sig til hende.
»Vi troede bare« begyndte Inge hurtigt. »Vi har ferie, og det er dyrt at leje et hus. Viktor sagde, der var nøgler fra dengang vi alle kom her. Kan du huske det? Til din fødselsdag for tre år siden«
»Nøglerne var der stadig,« gentog Rita langsomt. »Så I besluttede bare at flytte ind i mit hus?«
»Vi ville have spurgt,« tilføjede Inges mand. »Men dit nummer vi vidste ikke, hvordan vi kunne nå dig.«
Rita blinkede. Tror de virkelig, problemet kun er, at de ikke spurgte? Som om hun med glæde ville have ladet en hel familie bo i hendes hjem?
»Hvor længe har I været her?« spurgte hun.
»En uge,« svarede Inge lavmælt. »Vi havde planlagt ti dage mere«
»Ti dage,« gentog Rita som et ekko.
Der blev stille i køkkenet. Drengen lagde gaffeln forsigtigt fra sig og kiggede på sine forældre. Pigen på Inges arm begyndte at gøre sig urolig.
»Hør, Rita,« sagde Inges mand. »Vi mente ikke noget ondt. Huset stod tomt alligevel. Vi har gjort rent, vandet planterne, slået græsset. Det er ikke værre end før.«
»Ikke værre?« Ritas stemme knækkede. »I er trængt ind i mit hus uden tilladelse, bor her som hjemme, og siger, det ikke er værre?«
»Vi trængte ikke ind!« protesterede Inge. »Nøglerne var hos Viktor! Vi troede«
»Hvad troede I? At jeg var død? At huset ikke tilhørte nogen?«
Inge holdt datteren tættere. Ansigtet var blegt.
»Du forstår ikke,« sagde hun med skælvende stemme. »Vi har kun to ugers ferie om året. Vi har ikke råd til at leje. Børnene har glædet sig så meget til det«
»Hvad har det med mig at gøre?« Rita tog et skridt ind i køkkenet, og familien veg instinktivt tilbage. »Dette er mit hus! Mit! Jeg arvede det efter min far!«
»Vi ved det« mumlede Inges mand. »Vi troede bare«
»I troede hvad? At man kan tage, hvad der ikke er ens?«
Drengen begyndte pludselig at græde højt. Rita følte et stik i brystet. Drengen var otte, tynd, med uredt hår. Tårer løb ned ad hans kinder.
»Mor, skal vi hjem nu?« hulkede han. »Hvad med søen? Og cykelturene?..«
Ritas hjerte knugede. Børnene var uskyldige. De ville bare nyde naturen. Men dette var hendes hjem! Det eneste sted, hun kunne finde ro.
»Rita« hviskede Inge. »Vær nu sød Lad os blive bare et par dage mere. Vi har købt ind, børnene glædede sig så meget«
»Hvor skal jeg så bo?« spurgte Rita. »På gaden?«
»Huset er stort,« foreslog Inges mand forsigtigt. »Der er flere værelser. Vi kan godt«
Rita så på ham, og han tav.
»Skulle I flytte jer? I mit eget hjem?«
Hun så sig om i køkkenet. Fremmede tallerkener på bordet, fremmede fade i vasken. En buket markblomster i en vase, hun kendte fra sin barndom. Kartofler duftede fra gryden.
De havde slået sig ned. Som om det var deres ret.
»Hvor er Viktor?« spurgte Rita pludselig.
Inge og manden udvekslede blikke.
»Viktor
