Drengen havde bare ikke leget nok.
“Okay, skat, jeg smutter drengene venter på mig! Jeg har slet ikke tid! Ses, hej!”
Efter de ord kollapsede ikke bare aftenens planer. Noget inden i Helene sank dybt. I går havde hun stået ved komfuret hele aftenen, og i dag havde hun hastet hjem efter en lang dag på arbejde, bare for dette? En hurtig middag og et skyldbetynget kys på kinden?
“Hvad mener du med ‘smutter’? Mads, det er min fødselsdag i dag!” mindede hun ham om.
Mads, der allerede havde taget skoene på, rettede sig op og stirrede forvirret på hende. Det var, som om han virkelig ikke forstod, hvad problemet var.
“Men vi har da spist sammen,” sagde han og nikkede mod tallerkenerne. “Vi har fået mad, drukket vin. Jeg gav dig den nye hårglattejern. Det er jo kun tirsdag. Vi fejrer det ordentligt lørdag, når gæsterne kommer.”
“Men jeg ville have dig for mig selv! I aften! Nu!” protesterede Helene og mærkede skyggen af ensomhed vælte ind over hende.
Mads sukkede bare og slog ud med hænderne.
“Skatter, hvad er der nu? Jeg går ikke i byen det er bare til brætspil med drengene. De venter på mig, vi har planlagt hele aftenen.”
Hans ord lød som hån. *De* ventede… Men hvad med hende? Havde hun ikke ventet? Helene havde håbet, at de kunne få bare én aften for sig selv, uden hans “kammerater.” Men åbenbart var det for meget at bede om.
“Gå du bare ad helvede til, Mads,” fnøs hun og vendte sig væk. “Men husk: Det her betød noget for mig. Meget. Vi lever som to fremmede i samme lejlighed.”
Han trak bare på skuldrene, som om de talte om, hvilken film de skulle se. Men Helene talte ikke engang om fødselsdagen længere. Det var et råb fra hjertet. De seneste måneder havde hun aldrig følt sig så alene, selv når han var der.
…Det hele startede for længe siden. Hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun selv bedt om det. Dengang hun valgte Mads, var det fordi han var sjov og afslappet. Men det, der virkede perfekt under deres datingtid, fungerede ikke i et ægteskab.
Da de mødtes, tog han hende med til brætspilscaféer og arrangerede game nights. Ikke de steder, hvor cocktails flød, men hyggelige steder med terninger og kort. Der var ingen drama, ingen fulde tilnærmelser. Alle var høflige, næsten lidt for korrekte.
Helene var vokset op i et hjem, hvor faren drak sig fuld hver aften, og moren klagede fra morgen til aften. Ved Mads’ side følte hun for første gang, at verden kunne være rolig og tryg. Hun havde ikke haft en barndom, så hun indhentede den ved hans side.
Da han friede, var hun lykkelig. Han virkede som den rigtige til at bygge et liv med. Positiv, nem at leve med, klog. Økonomisk stod han også stærkt han havde arvet nok fra sin mor til at kunne arbejde deltid, bare fire-fem timer om dagen. Oven i købet hjemmefra, uden transporttid.
De første uger af ægteskabet føltes som et eventyr. Mads arrangerede en hel bryllupsrejse. Ture rundt i Danmark, strande, sol, lange samtaler om natten… Helene følte sig som en prinsesse.
Men da de kom hjem, forsvandt trylleriet. Allerede den første aften smuttede Mads ud for at mødes med vennerne, mens hun stod alene med kufferterne og middagsmad.
“De begynder at undre sig, hvor jeg bliver af,” sagde han. “Jeg smutter bare forbi og viser dem billeder.”
Helene tog det næsten ikke ilde op. *Næsten*. Hun tænkte: Han har nogle gode venner, det må vi kunne leve med. Det er da godt, han er social.
Men det gentog sig igen og igen. Hver gang blev hun alene tilbage med sin illusion om et ægteskab.
Hun mindedes de seneste måneder.
Hver dag kom hun hjem udmattet. Ni timers arbejde, trafikken, kampen for at nå alt… Selvfølgelig orkede hun ikke fest mere. Hun åbnede døren til lejligheden og så Mads i hans gamingstol, med headset på, mens han lo højt. På bordet ved siden af ham: en beskidt tallerken og tomme sodavandsdåser.
“Mads, vil du tage skraldet ud?” spurgte hun stille, mens hun samlede tallerkener op.
“Lige om lidt, skat! Vi er lige ved at vinde, så rydder jeg op,” lovede han.
“Lige om lidt” blev til en time, to, og til sidst tog hun selv posen ned. Fordi *hun* skulle lave mad. Fordi *hun* ikke kunne lugte affaldet.
Og sådan var det med alt.
Han gik i seng ved daggry, når hun stod op. Nogle gange vågnede hun af hans stemme, mens han diskuterede ivrigt med vennerne over heads
