**Dagbogsnotat**
Regnen trommede mod ruderne, og dråberne løb ned som tårer. Mette lyttede til Cæsars sang: »Hvad skal man gøre, når man møder en anden«, mens tårerne uvilkårligt løb ned ad hendes kinder. Hun lagde knap nok mærke til dem. Den sang kunne hun aldrig høre med ro i sindet, den mindede hende alt for meget om hendes egen skæbne.
Bitterheden over en uberettiget krænkelse ætsede sig fast i sjælen, og når man ikke kan ændre situationen, søger man trøst og forståelse selv i en melodi.
Mette boede i en lille provinsby, hvor alle kendte hinanden. Engang var hun ankommet fra en landsby for at studere på sygeplejeskolen og så blev hun hængende.
»Skatter, kom ikke hjem efter endt uddannelse,« havde hendes mor sagt. »Ikke fordi vi ikke vil have dig, men fordi der ikke er noget for dig her. Ungdommen drager til byen, så bliv du der. Og hvis Gud vil, finder du en lokal dreng og gifter dig.«
»Ja, mor, jeg har selv tænkt det samme. Det gør ondt at skulle skilles, men jeg må jo begynde mit eget liv.«
Sådan endte Mette i byen, hvor hun fik job som sygeplejerske på sygehuset. Hun var smuk mørkt, fyldigt hår, blå øjne og fyldige læbber, der fik mange til at misunde hende. En morgen, da hun kom ind på mændenes stue med en dropstander, så hun en ung fyr med gips om armen. Han stirrede på hende med åbenlys interesse.
»Godmorgen,« hilste hun på alle, men det føltes for Lasse, som om det kun var til ham.
Han var blevet indlagt aftenen før, mens en anden sygeplejerske havde vagt. Men i dag var det hende. Lasse arbejdede på det lokale fabrikskompleks, den eneste store virksomhed i byen. Efter endt uddannelse var han blevet sendt der som nyuddannet, og så var der sket det uventede: Han var gledet ud på gulvet, fægtet med armene og landet hårdt på betonen. Resultatet? En brækket arm.
Mette satte droppen op, mens han i tavshed iagttog hendes dygtige hænder. Han vidste allerede, at han måtte lære hende bedre at kende. Hun sagde ingenting, men kiggede også tilbage med nysgerrighed.
»Så, nu er du klar,« sagde hun.
»Kommer du igen?« spurgte Lasse det første, der faldt ham ind. »Og hvad hedder du?«
»Selvfølgelig, jeg er jo på arbejde. Og jeg hedder Mette.«
»Mette« tænkte han, da hun forlod stuen. »Nu er jeg slet ikke ked af den brækkede arm. Sådan en sygeplejerske gør tiden mere interessant. Men hvad nu hvis hun har en kæreste?«
Mette kunne ikke lade være med at synes om Lasse, men hun ville aldrig vise det først. Selvom hun gennemskuede hans blikke, mens hun arbejdede med droppen, og forstod, at han også var tiltrukket af hende.
»Nå, men det betyder jo ingenting. Måske har han en kæreste sådan en flot fyr er nok ikke alene.«
Hun holdt øje med, hvem der besøgte Lasse. Der kom venner og kolleger, men ingen piger. Det beroligede hende lidt. Imens drømte Lasse allerede om, hvordan de ville gå ture sammen, når han kom ud.
Hvis Mette ikke dukkede op på stuen, gik han ud i gangen for at snakke med hende. Om aftenen sad de nogle gange derude og talte.
»Jeg er ikke fra byen,« fortalte han. »Jeg kom hertil efter uddannelsen. Først boede jeg på kollegiet, men for nylig fik jeg en lejlighed fra fabrikken. Som nyuddannet. Det er fantastisk at have sit eget sted. Der skal laves lidt renovation, men det ordner sig med tiden.«
»Det lyder dejligt,« sagde Mette. »Jeg bor stadig på kollegiet. Det er ikke altid nemt så mange forskellige mennesker, og nogle gange er det virkelig højlydt.«
Lasse blev snart udskrevet, men han kom tilbage til klinikken for kontrol. De begyndte at ses, men på en eller anden måde turde han ikke fri til hende. Måske var han ikke helt klar, måske var der andre årsager. Det tog over to år, før de giftede sig.
Mette elskede ham med en usædvanlig hengivenhed. Hun var bange for at trække vej, når han var der, end ikke for at kigge på andre. Men hun ventede spændt på hans frieri. Og så kom dagen. Uden pomp og pragt sagde han bare:
»Mette, vi har været sammen længe. Skal vi ikke giftes?«
»Ja,« svarede hun øjeblikkeligt og lo lykkeligt. Han forstod, at hun havde ventet længe.
Brylluppet var enkelt, men det var dengang. Hendes mor kom fra landsbyen, og Lasses to søstre var der. Det blev en fest. Venninder og kolleger misundte hende:
»Mette, hvor har du fundet sådan en mand klog, omsorgsfuld og flot!«
De boede i hans toværelseslejlighed, fik renovationen færdig sammen, og senere fik de to døtre.
»Mette, jeg kunne godt tænke mig en søn,« sagde han engang, men hun havde besluttet sig for ikke at få flere børn. To var nok, og nu skulle de opdrages.
De levede godt. Lasse tjente godt, og de tog på ferie til stranden. Ofte besøgte de Mettes mor i landsbyen, hvor de plukkede svampe og badede i åen med børnene. Om vinteren stod de på ski. Tiden gik, og intet varslede ulykke.
Lasses arbejde var ansvarsfuldt. Nogle weekender blev han kaldt ind, og han bandede, men tog afsted. Men en dag kom han hjem så træt og vred, at han brød ud:
»Jeg siger op. Jeg skal også have lov at slappe af i weekenden. Nu skal jeg derind igen!«
Chefen kunne knap nok undvære ham, for Lasse var dygtig. Han fandt et nyt job, men der var én ulempe: Han skulle på forretningsrejser.
»Mette, der er ikke andet at gøre. Jeg bliver nødt til at rejse, men lønnen er god.«
»Nå, men så må vi klare det. Det er vel ikke i en hel måned?«
Tiden gik. Lasse rejste ofte nogle gange i tre dage, andre gange en uge. Men for nylig havde Mette lagt mærke til, at han var begyndt at drikke mere. Han blev senere hjemmefra, også efter rejser. Han begyndte at gå i spinat.
Femten år var de blevet gift. Døtrene blev større. Mette brokkede sig:
»Lasse, hvad er der sket med dig? Du var aldrig sådan før og fordømte dem, der drak. Nu kommer du selv hjem beruset.«
»Lad mig nu være. Livet er for kedeligt, så jeg må finde min egen underholdning.«
Byen var lille, og der var altid nogen, der vidste noget.
»Mette, har du ikke lagt mærke til din mands opførsel? Han har det vist sjovt for sig selv,« sagde hendes kollega Tina en dag. »Min veninde Rikke mødte ham i saunaen. De har været sammen længe han besøger hende direkte efter rejserne, før han kommer hjem.«
»Tina, er det sandt?« Mette var chokeret. »Jeg har bemærket, at han nogle gange kommer sent hjem, men jeg troede, han var sammen med nogle venner. Åh Gud, hvor er det klamt«
Flere fortalte hende det samme. Hun skændtes med Lasse, men han råbte bare:
»Jeg er træt af dine mistanker. Jeg lever, som jeg vil.«
Den sidste dråbe var, da han slog hende.
»Jeg vil skilles,« sagde Mette, da tårerne var forsvundet.
Da hun kom ind i stuen, så hun Lasse pakke sine ting. I baggrunden spillede Cæsars sang: »Hvad skal man gøre, når man møder en anden« Ordene skar hende i hjertet. Hun satte sig på sofaen. Lasse tog sin taske og sagde roligt:
»Jeg forlader dig. Jeg går til en anden. Lejligheden bliver hos dig og pigerne. Jeg ved, det bliver svært for dig hvor skulle du ellers tage hen?« Så gik han og lukkede døren stille bag sig.
Mette troede, hun ikke havde flere tårer, men nu brød de frem igen. Tiden gik.
»Jeg skal have en skilsmisse,« tænkte hun. »Hvem er jeg nu? Hverken gift eller enke.«
Mange foragtede Lasse. Mette var alene med børnene, ung og smuk. De første måneder var hårde, men tiden læger alle sår. Årene gik. Døtrene blev voksne den ældste giftede sig og flyttede til en større by.
»Mor, jeg bliver hos dig,« sagde den yngste. »Du bliver ensom uden mig.«
»Nå, men lad os nu se,« svarede Mette. »Livet er uforudsigeligt. Måske forelsker du dig i en fremmed fyr, og så«
Og sådan gik det.
»Mor, du havde ret,« sagde den yngste glad. »Poul har friet til mig, og jeg har sagt ja. Vi elsker hinanden.«
»Det er dejligt, jeg er glad for jer,« sagde Mette, men datteren tøvede. »Hvad er der mere?«
»Mor, men vi flytter til Pouls by. Der er flere muligheder der.«
Mette lod, som om hun ikke mærkede datterens fryd, og mindede hende om deres tidligere samtale:
»Rejs du bare, min skat. I må komme på besøg. Bare du bliver glad. Poul virker som en ordentlig fyr.«
Til brylluppet inviterede den yngste også sin far. Han havde holdt kontakten, mens den ældste aldrig tilgav ham. Da Mette gik forbi Lasse og den nye svigersøn, hørte hun sin eksmand sige:
»Poul, jeg siger det af oprigtigt hjerte: Lev med én familie, og lad være med at finde en anden. Uanset hvad skal du holde fast. Det er af bitter erfaring, jeg taler.«
Mette tænkte:
»Så han har også fået sin del af sorg. Det har ikke været let for ham heller«
Tiden gik. Mette kom sig. Nogle støttede hende oprigtigt, andre lod som om de forstod, måske for at grine bag hendes ryg. Men hun klarede det.
Nu er hun pensionist, og Lasse er også blevet ældre. De mødes af og til, for de bor i samme by. Det, der engang føltes som en tragedie, blev til en dramatisk periode, men nu er hun ligeglad nogle gange smiler hun endda til det.
Men den sang »Hvad skal man gøre, når man møder en anden« den kan hun stadig ikke høre uden at græde. Men nu er det bare nostalgi.
