Annemettes kjole
Annemette mærkede straks, at noget var galt, da hun trådte ind i restauranten. Der var for tomt til en fredag aften, lyset for blødt, og tjeneren smilede for ivrigt. Troels, der normalt var så rolig, klemte hårdt om hendes hånd.
“Deres bord,” sagde tjeneren og viste dem ind i et lille, intimt rum. Hundrede lys blinkede i halvmørket og kastede skygger på den snehvide dug. Midt på bordet stod en kæmpestor buket mørkerøde roser hendes yndlingsblomster. En blid melodi spillede i baggrunden.
“Troels,” hviskede Annemette, “hvad foregår der?”
I stedet for at svare knælede han ned på et knæ. I hans dirrende hånd glimtede en ring.
“Annemette Sørensen,” sagde han højtideligt, “jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kunne gøre dette øjeblik specielt. Men jeg indså, at det ikke handler om hvor eller hvordan. Det eneste, der betyder noget, er vil du være min kone?”
Hun så hans ophidsede ansigt, den stædige lok, der faldt ned i panden, og det genert smil. Hun mærkede, hvordan hjertet fyldtes med en umådelig varme.
“Ja,” hviskede hun. “Selvfølgelig, ja!”
Ringen gled på fingeren. Annemette klynkede sig ind til Troels, indåndede hans velkendte parfume, og tænkte dette er lykke. Enkel og klar som en solrig dag.
Men allerede en uge senere blev deres ro brudt.
“Hvad mener I selv?” spurgte Birgitte Troelsen og rettede nervøst på sit hår. “Det kan I ikke alene! Et bryllup er en alvorlig sag, det kræver erfaring, kvindelig visdom. Jeg har allerede fundet den perfekte restaurant…”
“Mor,” afbrød Troels blidt, “vi sætter pris på din hjælp, men vi vil gerne arrangere det selv.”
“Selv?” Birgitte Troelsen foldede bekymret armene over brystet. “I aner ingenting! Min niece…”
Annemette iagttog tavst, hvordan hendes kommune svigermor gik rundt i stuen. Birgitte Talte ustandseligt om traditioner, om anstændighed, om hvor vigtigt det var “ikke at gøre sig til grin foran folk.” Samtidig kastede hun hurtige, vurderende blikke omkring sig som om hun overvejede, hvad der skulle ændres.
“Mor,” prøvede Troels, “vi har allerede valgt restauranten. ‘Den Hvide Hyld’, har du hørt om den?”
Birgitte Troelsens ansigt fortrak sig, som om hun havde tandpine.
“‘Den Hvide Hyld’? Den moderne nye restaurant? Nej, nej, kun ‘Klassikeren’! Der er sådan et krystallysekrone, sådan servietter! Og ejeren en gammel bekendt…”
“Mor,” Troels’ stemme lød som stål, “vi betaler selv for brylluppet. Og vi fejrer det, hvor vi vil.”
Birgitte Troelsen tav. Hun standsede, løftede hagen:
“Nå, som I vil. Bare husk, at jeg advarede jer.”
Hun forsvandt i en duft af dyre parfume og en fornemmelse af en kommende storm.
“Undskyld,” smilede Troels undskyldende og holdt om Annemette. “Hun er lidt… passioneret.”
Annemette sagde ingenting. En indre stemme hviskede dette var kun begyndelsen.
Og sådan blev det.
De næste uger blev til en endeløs strøm af diskussioner, hentydninger og skjulte anklager.
Birgitte Troelsen fandt fejl i alt fra blomsterarrangementer til bordopstillingen.
“Rosenrøde ranunkler?” rystede hun på hovedet. “I september? Nej, kun hvide calla! Og buketbuerne skal være anderledes, mere pompøse. Og musikken… Gud, vil I virkelig have det amatøragtige orkester? Jeg kender en fantastisk kvartet fra konservatoriet…”
Annemette holdt ud, så længe hun kunne. Det eneste, der beroligede hende, var støtten fra hendes rolige, kloge mor, Mette Sørensen.
“Tænk ikke på det,” sagde hun, når Annemette, udmattet efter endnu en konflikt, kom forbi for at trøstes. “Du er ikke bruden, det er dig, der bestemmer. Din kommende svigermor kan bare ikke acceptere, at hendes søn er voksen.”
Men det virkelige kaos opstod over kagen.
“Nej, se blot!” Birgitte Troelsen bladrede ivrigt i en slikfolder. “Tre etager? Hvor er sukkerrosen? Hvor er brudeparrets figurer?”
“Mor,” Troels’ stemme lød træt, “vi vil have en simpel, elegant kage. Uden pomp.”
“Simpel?” Birgitte Troelsen var lige ved at græde. “Vil du gøre din mor til grin foran hele byen? At folk skal hviske se, den berømte arkitekts søn serverer en kage som fra kantinen!”
Annemette kunne ikke holde det ud længere:
“Birgitte Troelsen, lad os være klare. Dette er vores bryllup. Ikke dit.”
Der blev stille i lokalet.
Birgitte Troelsen blev bleg, derpå rød, rejste sig brat:
“Nå,” mumlede hun, “jeg kan se, at jeg ikke er velkommen her. Gør, som I vil!”
Hun stormede ud af lejligheden og smækkede
