For længe siden, i en lille by ved Limfjorden, levede en kvinde ved navn Birthe. Hendes historie var en af mod og nye begyndelser, præget af en kærlighed, der lovede men ikke holdt.
“Lille Mikkel, jeg er gravid!” sagde Birthe straks, da hun kom ind ad døren, uden at give plads til tvivl. Mikkel standsede, så væk og sukkede: “Nå det er jo sket nu” mumlede han og gav hende et hastigt kys på kinden, som om han ville skjule, hvad han virkelig følte.
Birthe forelskede sig i Mikkel, mens hun stadig studerede ved Aarhus Universitet. Han arbejdede på kontoret, hvor hun havde praktik. Elegant, ambitiøs, allerede afdelingsleder han virkede som fra en anden verden. En simpel pige fra Vestjylland kunne ikke drømme om, at han ville lægge mærke til ham. Men på hendes sidste dag trådte han frem, rakte hende en æske med wienerbrød og inviterede hende ud til middag. Sådan begyndte deres romance.
Ved det første møde fortalte han, at han var vokset op uden forældre. Hans mor var gift igen og rejst, efterlod ham hos bedstemor. Birthe fortalte ikke, at hendes egen opvækst også havde været kærlighedsløs og kold. Barndommen var ensom, uden varme. Måske var det derfor, de fandt sammen så hurtigt.
En måned senere flyttede Birthe ind i Mikkels lejlighed. Så kom ægteskabet. Enkel, uden fest, men fyldt med håb. De drømte om et hus, et roligt liv. Kun én ting skilte dem: barn. Hun ville, han tøvede. “Vi har det fint, hvorfor haste?”
Da testen viste positiv, ventede hun med at fortælle det. Hun frygtede hans reaktion. Men en dag samlede hun mod.
“Vi skal blive forældre, er du glad?” spurgte hun.
“Jeg troede, det ville komme senere” svarede han, uden at skjule sin skuffelse.
Ved den første scanning kom han ikke med. Han ventede i bilen. Hun kom ud med tårer og glæde det var tvillinger. To hjerter, der slog inde i hende.
“Tvillinger?!” Mikkel blegnede. “Det var ikke planen. Du må afbryde.”
“Hvad siger du? Jeg så vores børn Jeg kan ikke” græd Birthe.
Hun håbede, han ville acceptere det, forstå. Men han trak sig længere og længere væk. Han kritiserede hendes krop, sagde, hun ikke var den samme. Hun gik det udenom. Da børnene kom, blev det værre.
Lille Mads og Lise tvillingerne blev hendes verden. Mikkel? Han kom sent hjem, undgik at hjælpe. Hun holdt ud, for børnenes skyld, for kærligheden, for familien.
Da børnene blev halvandet, nævnte hun at ville tilbage på arbejde. Mikkel satte sig ved bordet, stirrede i gulvet:
“Du finder det alligevel ud af Jeg har fundet en anden. Jeg går. Jeg svigter dem ikke, men jeg vil leve med hende.”
Birthe frøs til is.
“Du sagde, du ald
