Det er aldrig for sent at vende tilbage
Kærlighed kan få en til at miste hovedet, glemme alt, og kun den elskede fylder ens tanker. Sådan gik det også for Mads, der blev forelsket i Freja og glemte alt om verden, selv om sin samvittighed og sin pligt som søn. Valget mellem bekvemmelighed og samvittighed er svært.
“Maddike, hvor skal vi bo sammen?” sagde Freja listigt og kærligt, mens hun så ham dybt i øjnene.
“Hvad mener du? Hos mig selvfølgelig.”
“Øh du bor da sammen med din mor,” sukkede hun og lagde læberne i en sur mine.
“Ja, og hvad så? Min mor er sød og rolig, du skal ikke bekymre dig,” forsikrede Mads sin elskede.
Mads var ingen dreng længere han var godt over tredive, og det her ville være hans andet ægteskab. Hans første kone havde ikke været den rigtige; de var simpelthen for forskellige. Hun havde regnet forkert, troet, han tjente godt, og ville have ham til at starte en virksomhed. Men Mads manglede startkapital, så hun forlod ham. Heldigvis fik de ikke børn.
Freja mødte Mads på en café. Han og hans ven Nikolaj var gået derhen efter arbejde for at fejre Nikolajs søns fødsel. De drak en øl og lagde mærke til en trist, ensom pige.
“Pige, hvorfor sidder du og er ked af det?” spurgte Mads smilende, da han gik hen til hendes bord. “Kom over og sid hos os min ven har en god grund til at fejre. Hans søn vejede næsten fire kilo da han blev født.”
Freja tøvede ikke længe før hun flyttede sig over til deres bord.
“Tillykke,” sagde hun og så på Nikolaj. “En søn det er godt. En arving.”
Efter caféen gik Nikolaj hjem, mens Mads fulgte Freja til hendes kollegieværelse. Hun arbejdede på en tøjfabrik og boede ikke langt derfra. Hun kom fra en lille by og var ti år yngre end Mads. Den aften blev han hos hende.
De datede, gik ture, og på et tidspunkt førte Freja selv samtalen hen på, at det måske var på tide at tænke på ægteskab og børn.
“Mads, du er over tredive og har stadig ikke børn. Det må vi få rettet,” sagde hun og grinede. Hun var træt af det larmende kollegieværelse og ville gerne bo i en rigtig lejlighed.
Mads forstod det godt han var dybt forelsket og friede til Freja.
“Ja, ja, jeg vil gerne!” jublede hun. “Hvornår skal vi indgive papirerne?”
“Snart. Men indtil da kan du flytte ind hos mig og min mor.”
“Nej, Mads, jeg vil ikke bo sammen med din mor. Jeg har hørt for mange historier om svigermødre og svigerdøtre, og jeg vil ikke starte mit liv sådan. Lad os leje en lejlighed sammen i stedet”
“Men Freja, jeg har ikke råd til at leje en lejlighed. Vi ville ikke have noget tilbage til mad og andre ting efter huslejen. Okay, vi finder en anden løsning.”
Else sad ved køkkenvinduet og så de første snefnug sænke sig langsomt ned udenfor. Hun havde det ikke godt. Hun var pensioneret, havde arbejdet som matematiklærer i skolen og måtte stoppe. Hun ville gerne have arbejdet længere, men helbredet svigtede, og hun var blevet kørt på hospitalet med ambulancen flere gange.
Den dag kom Mads hjem med Freja. De havde mødtes et par gange før pigen havde været på besøg et par gange, men hun ville ikke rigtig tale med Else. Hun hilste bare og gik ind på Mads’ værelse. Derefter lød hendes latter derindefra. Når Freja gik, sagde hun ikke farvel til Else eller så hendes vej.
“Mor, Freja og jeg har besluttet os for at blive gift, så hun flytter ind her” Han tav lidt, men tilføjede så: “Og Freja vil ikke have, at du bor sammen med os. Jeg har undersøgt det vi flytter dig til et plejehjem. Der er gode forhold, og der er altid medicinsk personale Du forstår det godt, ikke mor? Vi har brug for privatliv.”
Verden er hård. Nogle gange kan man vende ryggen til sine aldrende forældre der er jo plejehjem. Man kan glemme om sin familie og fokusere på sin egen komfort. Man kan glemme sin pligt over for dem, der engang holdt nattevagt ved ens sygeseng, gav alt og troede på deres barn. Det tænkte Mads ikke over.
“Jeg forstår, min dreng,” sagde moren og følte, som om noget knækkede inde i hendes bryst.
Hun pakkede sine beskedne ejendele i en gammel kuffert, og sønnen sendte hende af sted til et plejehjem uden for byen.
Nu var al hendes liv koncentreret i det hjem, i det lille værelse, hvor hun altid sad ved vinduet. På natbordet stod et falmet foto af hendes søn Mads det eneste, der var tilbage fra hendes tidligere liv.
I hendes hjerte var der stadig en lille smule håb om, at sønnen en dag ville komme og hente hende. Else blev enke som 36-årig og opdragede Mads alene. Hendes liv handlede kun om ham hun tog sig af ham og levede for ham. Hun arbejdede to jobs, bare for at hendes lille dreng ikke skulle mangle noget.
“Maddike” græd Else ofte, mens hun stirrede på fotografiét.
Tiden gik, men Mads kom ikke for at besøge hende. Han og Freja levede et festligt liv. Indenfor et halvt år begyndte Freja at komme hjem beruset, ofte sent om aftenen.
“Freja, jeg forstår ikke, hvorfor du skal hænge ud hele tiden, når din mand venter derhjemme?”
“Mig og pigerne tager lige en øl efter arbejde. Det er Lises fødselsdag,” sagde hun ugenert, uden at bekymre sig om sin mand.
“Jeg giftede mig for at få en hustru, der kunne tage sig af mig ikke en, der løber rundt hele tiden.”
“Åh, hold op med at belære mig. Det er for sent at opdrage mig nu. Jeg er ikke et barn. Og hvad er der galt? Du er ikke død af sult du kan selv lave mad,” grinede hun og lagde sig til at sove.
Præcis et år senere blev Mads skilt fra Freja og huskede pludselig sin pligt som søn.
“Gud, det er straffen for, at jeg sendte min mor væk uden at spørge, hvordan hun havde det”
Hun vendte sig og troede ikke sine egne øjne.
Der kommer åbenbart et tidspunkt, hvor man i stilheden i sit eget komfortable liv pludselig hører samvittighedens stemme. Mads følte det endelig. En dag, mens Else sad i sin gamle lænestol ved vinduet og stirrede på den grå himmel udenfor, blev døren til hendes værelse uventet åbnet.
“Mor”
Else vendte sig og kunne ikke tro sine øjne. Der stod hendes søn Mads slanket, med mørke ringe under øjnene.
“Maddike, hvad er der sket? Er du syg?” spurgte hun forskrækket og glemte straks alle sine fornemmelser.
“Mor, undskyld mig, mor Jeg skulle ikke have gjort det,” stemmen knækkede, “mor, jeg var en skurk. Jeg behandlede dig uretfærdigt. Undskyld mig, mor”
Han faldt på knæ foran hende.
“Freja hun var ikke den rigtige. Hun mødtes med andre mænd, tænkte kun på sine venner. Hun stoppede med at arbejde, kom
