Familien blev forladt pludseligt og udfordrende: han besluttede sig for skilsmisse uden at fortælle sin kone.
Gustav forlod huset på en grim måde, uventet, uden at give Lise den mindste anelse om, at han overvejede skilsmisse. Da hun kom hjem som sædvanlig, så Lise de tomme bøjler i entreen og de tømte skabe. Hun gik gennem lejligheden i chok, forvirret og fuldstændig ude af balance. At Gustav var forsvundet, var en fuldstændig overraskelse, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Efter at have skiftet tøj, varmede hun suppe og spiste i tavshed, mens hun mindedes og smilede bittert. “Nå… Gustav, jeg kendte dig slet ikke! Hvilken mand du er du siger ikke engang farvel!” tænkte hun, mens hun vaskede op.
I næsten tredive år havde de boet sammen i Århus. Deres eneste søn, Morten, var vokset op, giftet sig og flyttet til Spanien. “Nu er Morten også væk, huset føles så tomt bare Gustav ikke begynder på eventyr,” sagde deres gamle veninde, Birthe, bekymret. Lise lo afvæbnende: “Åh, du er så bekymret! Er du bange for mig? Eller måske kender jeg dig slet ikke, Birthe!”
“Du griner forgæves,” svarede Birthe fornærmet. “Jeg kender en million historier som denne! Børnene flytter hjemmefra, manden får øjnene op, og konen står tilbage alene glemt af alle!” Lise lo igen: “Birthe, du var altid en dramaqueen som barn, og det har ikke ændret sig! Hvis vi ikke havde siddet på potten sammen, ville jeg overhovedet ikke lytte til dig!”
Efter Mortens afrejse begyndte ægteparret at tilbringe mere tid sammen. De gik i biografen, spadserede i parken, besøgte køkkenhaven, inviterede venner og grillede. Det var hyggeligt og roligt. Det føltes, som om livet begyndte et nyt kapitel, fyldt med glæde og tillid til fremtiden. Gustav fyldte seksogtres, Lise var lige over tres. De kunne nyde deres liv, blive gamle sammen, besøge deres søn og vente på børnebørn.
“Din Morten og hans kone har slet ikke travlt med børn…,” bemærkede Birthe, da parret kom hjem fra Spanien, og Lise nævnte, at de nygifte havde det fantastisk. “Birthe, Birthe, du kan simpelthen ikke bare være glad for dem! Du skal altid mase din mening ind!”
“Er det forkert, hvad jeg siger? Det er tredje år, de har været gift, og de er stadig kun to,” insisterede Birthe. “De vil udforske verden, lære hinanden bedre at kende! Synet på børn er ikke det samme som i vores tid,” sukkede Lise.
Halvandet år senere fik Morten tvillinger en dreng og en pige. Alma og Aksel. Børnene var smukke og sunde, og det var en fryd at se på dem. Hver aften ringede deres videoopkald med billeder af børnene, og da de blev otte måneder, stærkere og mere livlige, rejste Lise og Gustav for at møde dem, holde deres børnebørn i armene.
“De er så fantastiske!” udbrød Lise begejstret og viste Birthe billederne. “Se, hvor meget Alma ligner Morten! Og Aksel han er ligesom Mette!” “Pfft, ‘ligner’!” fnøs Birthe. “De er for små til at ligne nogen! Når de begynder at gå og tale, så kan vi snakke om det.” “Hvorfor er du altid så piget? Hvis du ikke vil se på dem, så lad være!” Lise samlede billederne sammen og gemte dem i en skuffe, så hun senere kunne lægge dem i fotoalbum. Hun foretrak de klassiske albummer frem for digitale billeder.
Birthe levede bevidst alene, som hun selv sagde. Hele livet havde hun haft elskere, mest gifte mænd. “En gift mand behøver ikke meget til konen skal der mad og vasketøj, til mig opmærksomhed og kærlighed,” deklamerede Birthe.
Hun havde arvet en hyggelig en-værelses lejlighed med altan nær metrostationen fra sin bedstemor. Birthe flygtede fra sine forældres kontrol, så snart hun kunne. “Jeg vil leve, som jeg vil!” erklærede hun og gjorde det. Efter flytningen farvede hun håret ildrødt, købte skrigende læbestift og sit første par højhælede sko. “Kom, Lise, jeg inviterer dig til husflytning. Der kommer så mange mænd, du bliver chokeret!”
Det var netop til denne husflytning, at Lise mødte Gustav og kort efter giftede sig med ham. “Er du ikke blevet kedelig!” sagde Birthe, da hun modtog bryllupsinvitationen. “Den første fyr, og så lige til alteret! Har du ikke lyst til at sammenligne? At tænke dig om? Du er så forudsigelig!” Men Lise troede fast på Gustav hun var sikker på, at de var hinandens for livet.
I mange år var det sandheden, indtil pludselig…
“Birthe, hej,” ringede Lise til sin veninde. “Gustav har forladt mig. Han er bare gået taget alle sine ting… Han sagde ikke noget, ikke engang et brev, telefonen er stille.” “Har du været på ferie for nylig?” spurgte Birthe uventet. “På ferie?!” Lise stirrede målløs. “Hører du overhovedet efter? Gustav er gået, han har forladt mig! Hvad har det med ferie at gøre?” “Skriv en ansøgning, Lise. Vi tager til Grønland min tante bor der, ved du nok?” Lise tav, tænkte sig om et øjeblik og nikkede. “Ja, Birthe, lad os tage til Grønland!”
I Grønland, hvor gæstfriheden er så varm, at man aldrig glemmer den. Birtes tante, den smukke Karen, havde engang giftet sig med en grønlænder, Malik, og flyttet med ham til Nuuk. En efter en fik de fire sønner, hver smukkere end den forrige. Drengene voksede op, giftede sig, fik børn, og børnene fik børnebørn familien blev kun større. Og ind i denne store, larmende og lykkelige familie ankom Birthe og Lise for at slappe af.
Denne ferieidé var så god, at allerede efter få dage holdt Lise op med at bebrejde sig selv eller spekulere på, hvorfor Gustav var gået.
“Det er simpelt,” tænkte hun, mens hun sad i haven og nød duftene af hjemmelavet mad. “Han forelskede sig i en anden, men turde ikke sige det. Og det handlede slet ikke om mig. Sådan er livet.”
“Drik noget saftevand!” Birthe satte et glas frisk hyldeblomstsaft foran Lise. “Hvad er der med dit ansigt?” spurgte hun og studerede nysgerrigt sin veninde. “Hvad mener du?” Lise tog en slurk af den syrlige, lækre drink.
“Dit ansigt… Det ser så… glat ud og ungdommeligt.” I Nuuk, en by, man ikke kan undgå at elske, mødte Lise David. Manden var kommet for at besøge en af Birtes fætre. De sad længe omkring et stort træbord i haven. De drak stærk øl, spiste hjemmelavet spegepølse og frugt, sang grønlandske sange med forskellige stemmer, og Lise nød Davids blikke, mens hun besvarede hans smil fra hans fyldige læber. Han var på hendes alder, høj og slank, med tykt, sølvgråt hår. Den aften var så magisk, så speciel, at Lise ville huske den resten af livet.
“Tak,” hviskede hun og bøjede sig ned mod Birtes øre. Uden et ord trykkede Birthe hendes hånd.
