**Dagbog**
Jeg besluttede mig for at tage en beslutning: Var det tabt kærlighed eller midlertidige vanskeligheder? Mette kunne ikke holde det ud længere. Hun forstod ikke, hvorfor Esben var blevet så ligeglad mon han ikke elskede hende mere? I aften kom han sent hjem igen og sov på sofaen i stuen.
Næste morgen ved morgenmaden satte Mette sig over for ham.
“Esben, kan du ikke fortælle mig, hvad der foregår?”
“Hvad er der galt?”
Han drak sin kaffe og undgik at se på hende.
“Du har ændret dig helt, siden drengene blev født.”
“Det har jeg ikke bemærket.”
“Esben, vi har levet som naboer i to år har du ikke lagt mærke til det?”
“Hør, hvad vil du have? Der ligger legetøj overalt, det lugter af mælk, og børnene skriger Tror du, nogen kan lide det?”
“Esben, det er jo dine børn!”
Han sprang op og begyndte at gå nervøst rundt i køkkenet.
“Alle normale kvinder føder ét normalt barn, som kan lege stille i et hjørne. Men du skulle føde to med det samme! Min mor sagde det, men jeg hørte ikke efter kvinder som dig vil bare føde og føde!”
“Kvinder som mig? Hvad er jeg så, Esben?”
“En uden mål i livet.”
“Men du ville have, at jeg droppede universitetet, så jeg kunne ofre mig for familien!”
Mette satte sig ned. Efter et øjebliks tavshed tilføjede hun:
“Jeg tror, vi skal skilles.”
Han tænkte sig om og svarede:
“Fint med mig. Bare vi bliver enige om, at du ikke kræver børnepenge. Jeg giver dig selvfølgelig noget.”
Han vendte sig om og forlod køkkenet. Hun ville græde, men så hørte hun larm fra børneværelset. Tvillingerne var vågne og krævede hendes opmærksomhed.
En uge senere pakkede hun sine ting, tog drengene med sig og flyttede ind i en lille lejlighed i en boligblok, hun havde arvet fra bedstemor.
Naboskabet var nyt, så Mette besluttede at lære alle at kende. På den ene side boede en sur, men ikke gammel mand, på den anden side en energisk dame i treserne. Først bankede hun på mandens dør.
“Hej! Jeg er din nye nabo jeg har købt en kage, vil du ikke komme ind på en kop kaffe?”
Hun smilede anstrengt. Manden så hende op og ned og mumlede:
“Jeg spiser ikke sødt.”
Så smækkede han døren i hovedet på hende. Mette trak på skuldrene og gik hen til fru Jensen. Hun ville gerne deltage, men kun for at sige sit.
“Jeg hviler om dagen, for om aftenen ser jeg tv. Jeg håber, dine børn ikke larmer. Vær sød at holde dem fra at løbe i gangen og rø
