Kai fortalte sine forældre, at han ønskede at introducere dem for sin kæreste, blev de glade.
Mikkels mor og far blev helt oppe at køre, da han sagde, han ville præsentere dem for sin pige. De havde altid vidst, at deres søn en dag skulle flytte ud og stifte familie. Han var jo snart 25 en alvorlig alder for at begynde et seriøst forhold.
Mikkel boede stadig hjemme, men ikke fordi han var en mødrengst eller manglede penge til husleje. Han sparede op til en lejlighed og ville helst undgå banklån. Forældrene støttede ham. De boede i en rummelig lejlighed, hvor der var plads til alle. Og de blandede sig ikke i hinandens liv. De stillede aldrig spørgsmål til, hvor han havde været eller hvorfor han kom sent hjem.
Mikkel var heller ikke krævende. Han forventede ikke, at hans mor lavede mad eller vaskede hans tøj. De levede alle bekvemt og sparede penge sammen. Og nu var der så denne pige den første, han nogensinde ville introducere for sine forældre.
Hvad skal jeg lave til middag? spurgte hans mor. Hvad kan din Astrid lide?
Mor, du behøver ikke lave noget særligt. Hun passer på sin figur, smilte Mikkel. Hun spiser ikke friturestegt eller fed mad, og hun drikker heller ikke alkohol.
Nå, det er da flot, nikkede moren. Så laver jeg noget sundt.
Astrid gjorde et godt indtryk. Klog, veluddannet. Men hun spiste næsten ingenting, og Mikkels mor blev lidt irriteret, da hun nægtede at smage på den lette dessert, moren havde lavet. Astrid sagde, at sukker var gift, og alle burde tænke over det.
Hun bemærkede også lige pludselig, at sofapolstringen burde skiftes.
I har et flot hjem, men det ser ud til, at katten har lavet ridser i sofaen. Det er ikke dyrt jeg kan give jer kontakten til en møbelpolstrer.
Der var egentlig ikke noget galt med det. Men indtil nu havde Mikkels mor ikke tænkt over sofaen. Den havde blot nogle få ridser fra dengang katten, Mikkel, var lille og havde prøvet sine kløer. Men han lærte hurtigt, at det ikke var tilladt. Hvis man ikke kiggede efter, så man dem knap.
Men efter Astrid var gået, kunne Mikkels mor ikke lade være med at stirre. Pludselig syntes de få ridser at skrige til hende.
Astrid var ellers sød og venlig. Hun opførte sig pænt, takkede for gæstfriheden, og forældrene besluttede, at der ikke var noget galt i, hvad hun sagde. Hun mente det jo godt. Og kostvaner er en meget personlig sag.
Parret datede i et par måneder. Astrid besøgte dem et par gange mere, men uden store middage.
Så sagde Mikkel til sine forældre:
Mor, far, jeg vil flytte sammen med Astrid. Jeg elsker hende, og vi vil udvikle vores forhold.
Forældrene udvekslede et blik. De syntes, det gik lidt hurtigt. Men det var ikke deres beslutning.
Jeg ved, det måske ikke er praktisk, hvis jeg tager Astrid med her. Så jeg tager et boliglån. Jeg har halvdelen allerede, så afbetalingen bliver ikke stor.
Nå, hvis det er det, du vil, nikkede moren.
Ja. Men lejligheden skal lige have lidt renovering. Kan Astrid og jeg bo her, indtil det er færdigt? Kun en måned.
Selvfølgelig, min dreng, svarede moren. Hun mente det oprigtigt. Astrid var jo en god pige.
Snart flyttede Astrid ind. Forældrene tog imod hende varmt og sagde, hun skulle føle sig hjemme.
Men det var bare en høflig sætning. Astrid tog det bogstativt. Og det blev et problem.
Efter et par dage kunne Mikkels mor ikke finde solsikkeolien.
Astrid, har du set olien? spurgte hun.
Jeg smed den ud, smilede Astrid.
Hvorfor?
Jeg tænkte, det var bedre, hvis vi begyndte at spise sundt. Og ærligt, så bliver jeg kvalm af duften af stegt mad.
Moren sukkede. Måske havde hun ret, men de var vant til en anden livsstil. Mikkels far elskede fx hans mors karbonader, og hele familien spiste gerne stegte kartofler.
Astrid, vi er vant til at spise stegt mad. Jeg tvinger dig ikke til at spise det, men du må heller ikke tvinge os til at ændre vores vaner.
Undskyld, det var ikke meningen, sagde Astrid. Jeg tænkte bare på sundheden.
Moren følte sig dårlig tilpas.
Det er fint. Men vi er, som vi er. Du behøver ikke ændre os.
Okay, jeg forstår.
Selvfølgelig købte moren ny olie, men nu føltes det som om, hun gjorde noget forkert hver gang hun stegte.
Men det var bare begyndelsen. Da hun kom hjem fra arbejde en dag, var de smukke gardiner i stuen erstattet af nogle lysegrå, tynde stykker stof.
Hvor er gardinerne? spurgte hun.
Åh, de var så gamle. Jeg satte mine op I må beholde dem. Det ser meget lysere ud nu, synes du ikke?
Moren sukkede. Ikke lysere bare gråt og kedeligt.
Astrid, jeg kan godt lide de gamle. Hvor er de?
Jeg troede, I ville synes om disse, svarede Astrid.
Det er ikke min smag, sagde moren roligt. Tag dem med, når I flytter.
Senere opdagede hun, at nogle tallerkener var forsvundet fra skabet. Hun vidste godt, hvem der havde gjort det.
De var gamle, så vi giver jer et nyt servic
Da sønnen fortalte sine forældre, at han ville introducere dem til sin kæreste, blev de helt henrykte
