**Dagbog**
Morgenen før hun fyldte halvtreds, vågnede Lene Kristensen i dårligt humør. Ingen ville bebrejde hende det, hvis de kendte de seneste begivenheder i hendes liv. Hun lå i sengen med lukkede øjne og talte med sig selv eller rettere konstaterede, at hun befandt sig i en kæmpe lortesituation.
»I morgen bliver jeg halvtreds! Det er så gammelt! Og hvad har jeg? Jeg var flink til skole. Giftede mig tidligt. Var aldrig utro. Opdragede en dygtig datter, som også giftede sig tidligt. Jeg har arbejdet på samme skole i att være år. Jeg underviser børn i geografi fortæller dem om steder, jeg aldrig har set og aldrig kommer til. Medmindre en skide orkan pludselig flytter Østersøen og Den Kinesiske Mur lige uden for mit vindue. Men det håber jeg ikke, for så bliver havet fyldt med affald og muren med graffiti. Jeg har tre anerkendelsesbreve fra borgmesteren og et forværret hæmorroideproblem. Mesteparten af mine elever hader mig og mit fag. Hvad skal de med geografi? Hvorfor spilder jeg deres ungdom på at fortælle om steder, de aldrig kommer til? Geografilærere er en ubrugelig del af skolesystemet, og de skjuler det ikke engang. Jeg er smuk på den måde, man ikke taler højt om. Når en kvinde er smuk på den måde, siger man bare, at hun er »en god sjæl« eller »en dygtig husmor«. Jeg er en lyserød tomat, eller måske en rød en, hvis jeg tilfældigvis får lidt sol. Mine hår er grå ikke engang fugle har så kedeligt et fjerdragt. Og min mand har spist for mange pærer. Nej, ikke billedligt bogstaveligt talt. Min ægtefælle, Peter, besøgte sin mor, som bor i en anden udkantsby, lige så langt væk som muligt. Han spiste umodne pærer direkte fra træet og missede toget på grund af diarré. Næste tog går om en uge. Min datter og svigersøn er i Japan, fordi »mor, du fejrer det ikke alligevel, og det var en gratis ferie«. Så jeg skal fejre min fødselsdag alene. Kort sagt: Min mand er en idiot, min datter vægter en gratis ferie højere end sin mor. Ingen elsker eller respekterer mig. De vil bare have mad og gode karakterer.«
Med disse mørke tanker rejste Lene sig og listede i sine ludende hjemmesko ud i køkkenet. Lige bag hende trippede en lille, buttet hund ved navn Gucci en gave fra datteren. Det var det eneste Gucci, Lene nogensinde havde ejet.
Da vandet kogte, åbnede hun sin Facebook og så først en reklame: »KUN I DAG: Webinar »Find din indre prinsesse«. Første gang i Danmark! Afholdes af den selverkendte »ikke-læge« Victor Løgnhals. Han lærer dig at elske dig selv og skide på alle andre. Men succes er ikke garanteret. Efter webinaret føder hver deltager sin prinsesse live på skærmen. Begynder om en halv time.«
»Der! Der er min chance! Det kan ændre mit kedelige liv, og jeg har alligevel ikke andet at lave!« tænkte Lene og begav sig ind i den eventyrlige verden af at udfolde sin indre prinsesse.
Hvad der skete under webinaret, ved vi ikke vi betalte ikke for det. Men da det sluttede, og »ikke-lægen« sagde: »Du fortjener at genføde dig selv«, så Lene ud, som om hun havde fundet en ret stor prinsesse inde i sig og trækket hende ud gennem et meget ubehageligt sted.
Lene var forvandlet.
Ideal
