Ulykkelige tallerkener: tre dages prøvelser.
Mads vaskede op. Tre dage havde han kæmpet, men stadig var der ikke én ren tallerken eller kop. Så da han kom hjem fra arbejde, tog han ikke engang sin jakke af. Han bandt forklædet om livet og gik i gang. Han havde lyst til at lave suppe, for han kunne ikke rigtig huske, hvordan rigtig suppe smagte længere…
Madtallerkenerne var så beskidte, at de skulle blødgøres. Kaffekopper mindst ti. Kunne man virkelig ikke lige tømme én selv? En klump steg op i halsen. Han var sulten, men køleskabet rummede kun et par agurker og tomme hylder. Pludselig nåede duften af Lises kage hans næse. Der plejede altid at dufte af bagværk hjemme hos dem, for hans kone elskede at bage. Lige så snart hun kom hjem fra arbejde, bredte vanilje- eller kanelduften sig i køkkenet. Mixeren brummede, ovnen blev varm…
Nu mindedes han hende så smukt. Dengang syntes han, hun ikke så andet end køkkenet og børnene (arbejde tællede ikke). Hun var altid i gang vaskede tøj, polerede vinduer eller rystede tæpper. Om sommeren forvandledes køkkenet til en konservesfabrik. Mads nåede knap at bære glassene ned i kælderen.
En aften kom han hjem, og Lise, som sædvanlig, stod og dampede noget ved komfuret, mens hun sad på kanten af bordet en dårlig vane hun havde og skrællede æbler, mens hun så en eller anden koncert i fjernsynet.
“Jeg vil skilles,” sagde Mads utrolig roligt, uden engang at sige hej.
Hans kone gjorde en lille bevægelse, men vendte ikke hovedet.
“Jeg har en anden kvinde,” forklarede han. “Jeg elsker hende og kan ikke bedrage dig længere.”
Lise lagde kniven, drejede langsomt hovedet mod ham med et ansigt både rødt af damp og af nyheden, og sagde bare stille og adstadigt:
“Tag en snitter med, for vi når aldrig at spise dem allesammen.”
Selvfølgelig tog han ikke en snitter, selvom han altid elskede dem med hasselnødder og hindbær… Han pakkede det mest nødvendige og tog hen til den anden kvinde, som ikke lignede Lise det fjerneste. Hun gik aldrig i jeans som Lise kun korte nederdele og kjoler. Hun gik aldrig i sportslige sko, kun højhælede. Hun kunne sige, hun skulle til frisøren, på en måde som om det var et vigtigt forretningsmøde. Og hele verden måtte vente.
Lise gik aldrig til frisør. Hun kunne ikke lide at gå i butikker eller på torvet. Hvis hun skulle handle, lavede hun en liste, gik ud og kom tilbage med poserne lynhurtigt. Hun læste ikke blanke modeblade, drak ikke kaffe, farvede ikke håret, dyrkede ikke sport. Men hun var altid smuk, velholdt og slank. I sine smalle jeans og korte bluser, med håret i en fletning, lignede hun en skolepige.
Mads ville have en rigtig kvinde ved sin side. Og så fandt han sig Anne. Nu stryger han selv skjorter, laver mad og vasker op. Om natten drømmer han om Lises snitters og kager. Drømmene dufter af vanilje, og i dem hører han Lises latter…
Da han havde ryddet op i køkkenet, gik han ind i stuen. Anne lå på sofaen, elegant støttet på albuerne. Foran hende lå et blad, og på bordet stod der tre brugte kaffekopper.
“Du er så sej, min lille kanin. Hvad skulle jeg gøre uden dig?” kvinkede hun og rakte armene ud mod ham.
“Jeg kom lige hjem fra neglebehandling. Åh, jeg er så træt! Se, perfekte negle, ikke? Mine egne, vel? Kom her, skat, lad mig kramme dig…”
Mads følte vreden stige. “Det må være sulten,” tænkte han og gik ud i køkkenet for at skrælle kartofler.
