Den unge kvinde Liva Møller lå på hospitalet. Først fik hun fjernet blindtarmen, men så gik noget galt der kom en lille betændelse og nogle komplikationer. Derfor blev hun ikke udskrevet endnu. Men hvorfor skulle hun også skynde sig? Hun var sygemeldt, så arbejdet kunne vente. På værelset i syfabrikkens kollegium, hvor hun boede, ville hendes værelseskammerat Bente helt sikkert glæde sig over at være alene, så hendes kære Mikkel kunne besøge hende helt til morgen.
Liva havde ingen bejler. Hun var ikke så smuk som den lyse Bente, men stille og tilbageholdende, næsten for meget for en på seksogtyve. Livet havde bare ikke rigtigt fundet sted for hende. Bente ville snart blive gift, og så ville de sætte en ny ind til hende. Boligforholdene var dårlige på fabrikken de byggede ikke noget nyt, men arbejderne var nødvendige.
Alt dette tænkte Liva på, mens hun stirrede ud på den blå himmel gennem vinduet og så til sin ældre sengekammerat Gerda Nielsen. Hun sov for det meste, men når hun var vågen, talte de roligt sammen og fortalte hinanden om deres liv. Liva fortalte, hvordan hun var endt alene. Forældrene var døde, og den ældre bror havde drukket alt deres ejendom op, ødelagt forældrenes hjem og sad nu i fængsel for tyveri.
»Jeg er helt alene, tante Gerda,« klagede Liva sørgmodigt.
»Har du ingen mand?« spurgte Gerda og så nærgående på hende. »Har du aldrig haft en?«
»Nej, aldrig. Jeg er alene. Min eneste veninde skal snart giftes. Har du familie?«
»Selvfølgelig!« svarede Gerda stolt. »Ingen slægtninge, men mine drenge er altid der. Hvis der skal laves noget, ordner de det maler, reparerer, hvad der nu er brug for.«
Og så fortalte hun en historie, der fik Liva til at føle sig mildt forvirret.
Gerda boede i et hus i byens udkant. Huset var hendes eget, gammelt, arvet fra forældrene. Manden var død for længe siden, og de fik aldrig børn. Men af godhed og fordi hun altid havde ønsket sig børn, begyndte hun at tage sig af nabolagets drenge.
»Jeg bagte pandekager eller kartoffelkager og kaldte på dem. De kom løbende og satte sig om bordet, fem-seks stykker, og spiste det jeg havde lavet. Deres forældre arbejdede hele dagen på fabrikken lige i nærheden. Drengene var overladt til sig selv.«
»Var din mand ikke misundelig på den gæstfrihed?«
»Tja, han knurrede lidt. Men drengene hentede vand til tønden i gården og stableved brænde. Så han fandt sig i det, for han slæbte ikke selv med de tunge ting.«
»Hvor er de drenge nu? De må være voksne. Kommer de og hjælper?«
»Selvfølgelig gør de det!« sagde Gerda. »De kommer med deres egne børn. Nogle af dem kommer selv. Og det gør mig så glad. Pandekagerne er altid klar. De har været her på hospitalet og besøge mig.«
Liva huskede, at et par besøg havde været, men dengang havde hun ikke rigtigt lagt mærke til dem.
»Jeg har ikke langt igen, min pige,« sagde Gerda pludselig. »Men der er to forældreløse drenge, Mads og Villiam. Ikke helt forældreløse den ene bor hos sin mor, den anden hos sin far. De arbejder på fabrikken i flere skift uden pause, og drengene er alene.«
»Og du fodrer dem?« undrede Liva sig.
»Ikke kun det. De laver lektier hos mig og er gode hjælpere. Ellers ville gaden hive dem til sig. Det gør mig ondt for dem.«
Et par dage efter kom der besøg til Gerda. To drenge på omkring ti, Mads og Villiam, stormede ind på værelset, fulgt af deres forældre: en stærk mand med en let hæmning og en kvinde med et ansigt træt af arbejde og søvnløshed.
Liva kunne allerede gå, så hun listede ud for at lade dem være alene. Da hun kom tilbage, sov Gerda, og på natbordet lå frugt, en pakke kiks og en flaske kærnemælk.
Hun så på den sovende kvinde og undrede sig over, hvor hun fandt kræfterne til at tage sig af fremmede børn alle disse år. Kunne hun selv gøre det samme? Og så huskede hun en anden dreng, Dennis-ballademageren. Hans forældre drak så meget, at han nogle gange måtte sove på gaden. Gerda tog ham med hjem.
Dennis far kom engang og råbte af Gerda, fordi hun »forkælede« hans søn og ikke måtte lokke ham hjem.
»Hvad kan jeg gøre?« sagde Gerda. »Han kommer alligevel, spiser og hjælper. Sidst bankede han en hylde op, der var faldet ned. Fejede gulvet, for jeg kunne ikke bøje mig. Jeg kunne ikke engang give ham mad den dag. Men han sagde, han ikke kom for maden, men for at hjælpe.«
Gerda tav et øjeblik og sagde så: »Drenge er langt mere følsomme end nogle voksne. De er ikke grådige eller hårde. De er bare alene hele dagen.«
Liva skulle snart udskrives, men Gerda kunne slet ikke stå op længere. Hun bekymrede sig om, hvordan drengene ville klare sig uden hende. Snart kom der endnu en besøgende: en ung, veltrænet mand med en lædermappe. Liva ville gå, men Gerda stoppede hende.
»Liva, det her er min Nikolaj. Han er næsten vokset op for mine øjne. I skal hilse på hinanden.«
Liva hilste, sagde sit navn og gik. Ja, Nikolaj var flot. Men hun var bleg og tynd efter sygdommen. Hun var aldrig smuk, og nu var benene som pinde, håret uordnet, og den grå hospitalskjole hang på hende som på en bøjle.
Han blev længe hos Gerda. Da Liva kom tilbage, lagde hun sig med en bog, men i øjenkrogen så hun, at han kiggede på hende. Hun rødmede. Da han gik, omfavnede Nikolaj Gerda og standsede så ved Livas seng.
»Det var rart at møde dig,« sagde han. »Bliv rask, så kommer jeg igen.«
Han gik, før hun nåede at svare. Han kom tilbage næste dag og satte juice på hendes natbord. Men Gerda sov efter en indsprøjtning, så han gik igen med tårer i øjnene. Han bad om at sende hilsner og gaver.
Om aftenen vågnede Gerda og nægtede at spise. Liva sad ved siden af hende og holdt hendes hånd.
»Hør godt efter, min pige,« sagde hun med en svag stemme. »Nikolaj er notar, og da han kom første gang, fik jeg lavet en gavebrevtil dig. Jeg tog dit pas fra natbordet undskyld. Bo i mit hus, det er ikke noget slot, men bedre end kollegiet. Gør mig bare én tjeneste: Glem ikke drengene.«
Liva kunne næppe tro sine ører. Hun følte sig som forstenet.
»Hvorfor siger du ikke noget, Liva? Der er kun tre tilbage: Mads, Villiam og Dennis-ballademageren. De har brug for nogen, så gaden ikke tager dem, som den gjorde med din bror. Du fortalte det selv. Lover du?«
Liva kunne ikke holde tilbage og græd.
»Jeg glemmer dem ikke, tante Gerda. Jeg passer på dem. Men du må blive lidt endnu.«
Men Gerda sov allerede, og et svagt smil lyste op i hendes syge ansigt.
Liva blev hentet af Nikolaj. Hun blev udskrevet to dage efter, hun for altid havde måttet sige farvel til den gode, vidunderlige kvinde og grædt hele dagen efter hendes død. Nikolaj ventede ved udgangen, nedslået og trist. Selv var hun også ked af det, trods den længe ventede udskrivelse.
Sammen med Gerdas venner begravede de hende.
Så skulle der arbejdes med ejerskiftet. Nikolaj hjalp, og snart flyttede Liva ind i det hus, hun på mirakuløs vis havde fået i gave.
Men ingen af drengene kom. Nikolaj besøgte hende dog af og til, og hun bad ham introducere dem. En aften bragte han dem alle sammen.
Fra da af blev de hyppige gæster. Men hvordan kunne hun overholde sit løfte, når hun arbejdede hele dagen?
Alligevel tilbragte de ofte aftenerne sammen, især de regnfulde efterårsaftener, hvor vejret var koldt og uindbydende. Hun bragte pandekager fra fabrikkens kantine, nogle gange med ost, andre gange med kød. De spiste med appetit, så fjernsyn, spillede Matador og løb så hjem, glade og ophidsede. De boede alle i nærheden.
Nikolaj kom nogle gange. Han hjalp hende med at få afdrag på husets skatter, som ikke var høje. Og hendes taknemmelighed for hans hjælp blev langsomt til varme og ømme følelser.
Men han svarede ikke på dem endnu. Han forblev ven og hjælper. Til gengæld dukkede Dennis far op, og til Livas overraskelse råbte han ikke af hende, som han havde gjort ved Gerda. I stedet takkede han hende for at passe på hans søn.
»Bare forkæl ham ikke for meget. Eller sætter han sig på nakken af dig,« sagde han strengt, men ikke ondskabsfuldt.
Sådan var hendes nye liv nu. Et eget hus og nye mennesker omkring sig. Bente giftede sig med sin Mikkel, og de kom på besøg sammen med en af hans venner. Men Liva reagerede ikke på den fremmede mands tilstedeværelse. Hendes hjerte var optaget af en anden. Ubesvaret endnu, men håbet om lykke levede stadig.
Og hun huskede Gerda, og hvert hjørne af det varme hus mindede hende om hende.
Hvor ville hun dog ønske, hun kunne være lidt som Gerda. Så hun værgede om mindet om den gode, almindelige kvinde.
For Gerda havde ikke bare efterladt hende et hus, men også en godhed, som hun nu selv ville dele med dem, der havde brug for den.
