I fyrrerne er netop tiden!
“Inger, hvad tager så lang tid? Har du falet i søvn? Skynd dig, ellers kommer vi for sent på arbejde!”
“Jeg kommer nu!” Inger rystede let og kastede et blik mod badeværelsesdøren. Hun vidste godt, at hun havde taget længere tid end sædvanligt, men hun havde sine grunde. Hele ugen havde hun været kvalm om morgenen, og hvis hun først havde overset det, var det nu begyndt at skræmme hende.
Inger anede godt, hvorfor det kunne ske, men tanken om en graviditet var så overvældende, at hun ikke turde tænke på den. Hun jog tankerne væk og skyndte sig ud.
“Undskyld,” nikkede hun til sin mand. “Jeg kunne lige pludselig ikke få mine øjenbryn til at passe.”
“Men det gør du da altid i soveværelset!” Svend så irriteret på hende.
“Åh ja, selvfølgelig!” Inger gad ikke diskutere.
Hun skyndte sig ud i køkkenet for at lave kaffe til dem både. De elskede begge kaffen, men i dag fik lugten hende til at vende sig. Hun kunne slet ikke få den ned.
“Er der noget galt?” spurgte Svend bekymret.
“Nej, jeg har bare ikke lyst til kaffe i dag,” mumlede Inger.
“Jaså? Du så helt grøn ud! Er du syg?”
Inger holdt om sig selv. Det rystede i hende bare ved tanken om et barn. Svend satte sig tættere på og lagde en hånd mod hendes pande.
“Du har ingen feber Måske skulle du blive hjemme i dag? Ring på arbejde og sig, du har brug for at komme dig. Vi har brug for dig rask vi skal jo også have betalt vores realkreditlån”
Da Svend var gået, sank Inger ned på sofaen. Hun vidste, hvad hun burde gøre: gå i apoteket og få det bekræftet. Men hun havde så lyst til at lade være! Så ville barnet blive virkeligt
“Jeg har lige fået forfremmelse, og Svend har ret vi skal have betalt lånet af, og så ville vi jo også på færgen til Sverige” tænkte hun. Engang havde hun og Svend drømt om børn. Især efter brylluppet, da alt var rosenrødt, og de kun var i tyverne. Men dengang blev der ikke noget barn.
Med årene holdt Inger op med at tænke på det. Hun havde vænnet sig til livet med Svend og ønskede sig ikke andet. Han talte heller ikke mere om børn. Det var, som om han havde accepteret det. Og nu ville et barn bare komme i vejen! Ekstra udgifter, søvnløse nætter, skrig der forstyrrede roen
Inger stønnede ved tanken om, hvor dårligt tidspunktet var.
Men uden længere at kunne bære uvisheden gik hun i apoteket. Til hendes rædsel bekræftede testen hendes frygt: hun var gravid! Inger lagde hånden på maven hun kunne næsten sværge på, at den allerede var blevet større, selvom det var umuligt.
Pludselig greb en rystelse hende ved tanken om, at der inde i hende voksede et lille væsen, der helt afhang af hende. Hun var såret mellem frygt og glæde.
“Skatter, du skal blive den bedste!” hviskede hun.
Men så kom tvivlen igen. Hun var ikke ung længere. Og hvad ville Svend sige? Hvad hvis han blev vred? Måske ville han slet ikke have et barn nu? Han var også ældre.
Hun led hele dagen, gik i panik og vidste, hun måtte fortælle ham det. Men da Svend kom hjem, spurgte hun bare:
“Skal du have aftensmad?”
“Selvfølgelig! Er du bleven tosset? Jeg er sulten som en ulv!”
Svend fulgte hende med øjnene, da hun skyndte sig ud i køkkenet. Han kunne mærke, at der var noget anderledes ved hende. Hendes øjne lyste på en ny måde.
“Hvordan har du det?”
“Fint. Jeg tog en lur, det hjalp. Arbejdet sagde, det var okay det var en kort dag alligevel. Der er jo firmafest snart Jeg tror næppe, de savnede mig.”
“Hvornår er festen?”
“Egentlig i morgen. Den skulle have været i dag, men restauranten faldt igennem, og cheferne vil have det perfekt.”
“Tager du afsted?”
Inger var lige ved at sige “selvfølgelig”, men så huskede hun barnet.
“Nej, jeg bliver nok hjemme. Bedre at gå glip af en fest end at blive syg, ikke?”
“Som du vil,” svarede Svend eftertænksomt.
Nu var han sikker: der var noget galt. Inger plejede at elske fester. Hun ville aldrig gå glip af en hyggelig aften med pigerne.
“Fik du ikke forfremmelse for nylig? Vil du ikke fejre det med veninderne?” spurgte han.
“Nej, jeg har ikke lyst,” svarede Inger. “Lad os hellere gå en tur sammen i morgen?”
Svend nikkede og bad om te.
“Selvfølgelig!” Inger rejste sig og begyndte at rode med koebægrene.
Svend iagttog hende. Normalt var hun hurtig og effektiv, men nu bevægede hun sig langsomt og forsigtigt.
Der kunne kun være én grund til forandringen, og det gjorde ondt. Han elskede sin Inger. Men hun elskede ham måske ikke længere
Han kunne ikke holde det ud, rejste sig og spurgte med grødet stemme:
“Hvem er han?”
“Hvad? Jeg forstår ikke!” Der kom frygt i Ingers øjne, og det bekræftede kun Svends mistanke.
“Hvem er den mand, du er forelsket i?”
“Mig? Svend, hvad snakker du om?”
Hendes forvirring lød ægte, men Svend troede hende ikke. Han gik mod døren, men stoppede og besluttede at få det afsluttet.
“Har du set dig selv? Du stråler! Du danser nærmest! Inger, jeg elsker dig, men hvis du har fundet en anden så held og lykke!”
Han forsvandt ud af køkkenet. Inger stod et øjeblik forfjamsket, før hun løb efter ham.
Hun havde tænkt sig at fortælle det på en mere romantisk måde, men nu var der ikke tid til at forberede ham.
Svend var allerede ved at tage jakken på, da Inger kom farende ud i entreen og udbrød:
“Svend, jeg er gravid!”
“Hvad?” Nu var det hans tur til at stå helt stille.
Han gik langsomt mod hende, der så på ham med både forventning og frygt. Inger var bange for hans reaktion.
“Jeg er gravid! Jeg tog en test i dag, og den var positiv. Svend, vi skal have et barn!”
Hun så ham ind i øjnene, tog hans hånd og lagde den på sin mave.
“Derinde vokser din søn eller datter,” hviskede hun.
En række følelser jog over Svends ansigt. Så trak han hånden til sig, vendte sig og forsvandt ud af døren.
Inger stod tilbage, forvirret og såret. Engang havde Svend drømt om at blive far nu var han løbet sin vej.
Hun gik langsomt ud i køkkenet og begyndte at rydde op. De mekaniske bevægelser holdt gråden tilbage. Uden Svend vidste hun ikke, hvordan hun skulle klare sig med et barn.
Men et lille håb blev i hende: måske kom han tilbage, og de kunne være tre.
En halv time senere sad hun i mørket i stuen og stirrede tomt frem for sig, da der ringede på døren.
“Hvem kan det være?”
Klokken var sent, og de ventede ingen. Svend havde sin egen nøgle. Inger tørrede hurtigt tårerne væk, forsøgte at smile og åbnede døren.
Først så hun blomster et kæmpe bundt af hendes yndlingsroser. Og så Svends glade ansigt.
“Værsgo, Inger!” Han smilede, mens hun stirrede forbløffet.
Da han kom ind, sagde han:
“Undskyld, at jeg løb. Jeg var i chok og kunne ikke sige noget. Jeg er så glad, Inger! Vi skal have et barn! Hvis det er en dreng, bliver han Mads, en pige Freja, vi skal ringe til forældrene, komme til lægen”
Han fortsatte, men stoppede pludselig, da han så hendes tårer.
“Hvorfor græder du? Hvad er der galt?”
Svend tog blomsterne fra hende og holdt hende tæt. Inger gemte sin i skulderen og hviskede:
“Jeg var så bange for, at du ikke ville have barnet At det var for sent, nu hvor vi er i fyrrerne!”
“Glem det, Inger! Jeg går ingen steder! Og hold op med at tale sådan. I fyrrerne er netop tiden!”
“Hvad med realkreditlånet, min forfremmelse, alle vores planer?”
Svend sukkede, trak hende lidt fra sig og så hende fast i øjnene.
“Inger, tro mig et barn er vigtigere end alt det! Lånet betaler vi. Du kan arbejde efter fødslen, hvis du vil Mine penge rækker! Søvnløse nætter skræmmer mig ikke!”
Inger sukkede lykkeligt og trykked sig ind til ham igen. Hun var så lettet over hans reaktion. I hans arme vidste hun, at de kunne klare alt sammen sammen, toget Tre!.
