Bedstemoder holdt ikke af Valdemar, hun anerkendte ham ikke.
“Han er ikke vores, ikke vores,” sagde Anna Kirsten i købmanden til de andre kvinder.
“Men Kirsten, hvordan kan han ikke være jeres? Se dog, han er din Vagns ægte kopi!”
“Jeg kan ikke, veninder. Forstanden siger mig, det er Vagns søn, men hjertet føler det ikke. Mine datterbørn, dem elsker jeg. Men sønnen kan jeg ikke acceptere. Og han vokser jo heller ikke op hos os. Selvom han løber rundt og pludrer ‘bedste, bedste’… Nej, jeg kan bare ikke! Når jeg ser ham: ren Sønderjysk afstamning, ikke mit eget kød og blod.”
“Det er nu engang sådan, piger,” sagde en anden kvinde. “Min afdøde mor kyssede min Lise overalt, forkælede hende, gjorde alt for hende, men Jens’ børn… dem var hun ikke så glad for. Men de var da børnebørn. Jens blev undertiden såret og sagde noget. Men hun svarede: ‘Vær ikke vred, min dreng, fra din søster ved jeg, de er mine, men fra dig… undskyld.'”
“Det har jeg også prøvet!”
“Også hos os…”
“Åh, piger, jeg er selv skyldig. Datterens lille en er så smuk, en ægte drøm. Øjnene, næsen, ørerne, de små smilehuller. Bedstefar og jeg kan ikke få nok. Men svigerdatterens barn… Jeg ved godt, det er min søns, men jeg kan ikke. Ikke nok med, at det ligner deres slægt, det er altid snottet og beskidt. Når jeg siger, hun skal passe bedre på barnet, fnyser hun og siger, hun ikke har tid. ‘Din søn vil have rent hus og varm mad. Hvornår skal jeg så passe barnet?'”
Hvad med de andre? De andre arbejder jo også. Pigerne kom tidligere til malkningen klokken fire. Jeg satte dej til brød, lod den hæve, kom den i ovnen allerede opvarmet og løb så til morgemmalkningen.
Jeg vækkede Annemette, men hun sov halvt. En gang lod jeg hende alene med bedstefar, han var svag. Tænkte, han kunne hjælpe hende med at sætte brødet i ovnen.
Mit hjerte anede uråd, så jeg bad Dorte dække mig, hvis nødvendigt, og løb hjem.
Der lå hun, min stakkel, sov så sødt med hovedet på armen, mens dejen dryppede ned af bordet. “Far, hvad laver I?” sagde jeg. “Hvad mener du?” svarede han. “Hvorfor passede I ikke brødet?” “Hvorfor skulle vi det? Det løber da ikke væk.”
Han gik bare, kun i underbukser. Mærkeligt…
Samtalen om børn fra sønner og døtre gled over i noget andet.
Anna Kirsten gik stille hjem, klar over, at hun ikke var den eneste kvinde, der ikke kunne acceptere svigerdatterens børn.
Valdemar derimod holdt af bedstemoderen. Det føltes, som om han blev tættere på far. Far var rejst nordpå for længst, da Valdemar var lille, for at arbejde med nye projekter. Han kom ikke tilbage. Men Valdemar ventede og elskede ham. Han skrev breve og bragte dem til bedste Anna.
Mor sagde, at den gamle kælling var den eneste, der vidste, hvor hans uansvarlige far færdedes. Men Valdemar vidste, mor elskede far. Hun var bare såret, fordi han ikke tog hende med til de nordlige projekter.
Hvordan kunne han det? Hvad med Valdemar? Hun burde forstå det.
Nogle gange råbte mor, at Valdemar og hans far havde ødelagt hendes liv. Hun kunne være gift med Ivan Spangenberg, få en masse børn og leve i sus og dus.
Valdemar prøvede at lægge ost i smør og rulle det med sin legetøjslastbil, en fødselsdagsgave fra bedste Anna. Mor ville smide den ud, men Valdemar klamrede sig til den. Det føltes, som om far havde givet den. Det var sandt lastbilen var dyr, far havde sendt penge til bedste Anna til gaven. Mor skreg: “Smid den ud!”
Valdemar forstod ikke, hvorfor hun ønskede det liv.
Når far kom hjem, ville de leve bedre end Spangenbergs, og mor ville ikke længere ønske, hun havde giftet sig med Ivan.
Valdemar besøgte bedstemoderen, men der var også Gitte, hans kusine. Forkælet, men hun var yngre.
“Bedste gav mig en dukke. Se, mæh!” Hun rakte tunge. Valdemar legede ikke med dukker.
“Bedste laver pandekager til mig med flødeskum!” sagde pigen.
“Til alle,” mumlede bedstemoderen. Hun holdt alligevel af Valdemar hun satte pigen på plads.
Valdemar drak te og spiste pandekager. Han tilbød at hjælpe, men gik så.
“Puha, endelig gik han,” hørte Valdemar, mens døren lukkede.
“Hold mund, din lille frække!”
Bedstemoderen tog hans parti, og Valdemar følte sig elsket.
Bedste Anna skældte ud:
“Hvad vrøvler du om? Han er ikke engang ude af døren! Snakker du sådan, spreder rygtet sig i landsbyen, og så får du at føle en nældekur…”
“Nej, du tør ikke!”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi du elsker mig. Jeg er din eneste, dejlige barnebarn. Din skønhed, din kloge pige.” Hun kravlede op i bedstemoders skød.
“Åh, din lille røvertos, min elskede!”
***
Valdemar ventede forgæves. Far blev nordpå. Mor giftede sig med onkel Klaus Spangenberg, Ivans fætter. Han var god, behandlede Valdemar ordentligt. Ikke som sine egne to, men han var retfærdig. Selv bedstemoder, onkel Klaus’ mor, var venlig.
Alt var godt. Valdemar løb stadig til bedstemoderen, men skrev ikke længere breve.
Før militæret fandt han ud af, far havde sin egen familie. Bedste Anna besøgte ham nordpå.
Valdemar følte sig forrådt. Hvorfor sagde hun det ikke? Han havde ventet, skrevet breve…
Bedste viftede det væk. Brevene lå i skuffen. Far havde sendt børnepenge, men mor brugte dem på en anden mands børn.
Valdemar blev vred. Han drak for første og sidste gang. Han skældte mor, bedste og far ud.
Mor råbte, kaldte ham alkoholiker, men onkel Klaus tog ham med i garagen. Valdemar græd. Som barn havde han ikke grædt, men nu… Han fortalte onkel Klaus alt. Hvordan klassekammeraterne drillede ham, kaldte ham far-løs og sagde, mor havde fået ham udenom.
Valdemar lærte at slås. For at bevise, han også havde en far og bedstemødre, besøgte han Anna Kirsten. Han mærkede, hun ikke ønskede ham, men gik alligevel.
Onkel Klaus tørrede hans tårer:
“Hør her, Valdemar. Du er som en søn for mig. Nej, du ER min søn, den ældste. Jeg har levet med din mor og dig i ti år. Så…”
De sad, hoved mod hoved, og græd.
“Søn!”
“Far!”
“Min dreng!”
“Far!”
Mor så dem, ville skælde ud over sprutten, men gik. Hun sagde til de yngre, far og bror havde en mandesnak.
Valdemar besøgte bedstemoderen inden militæret. Hun nikkede stift, ønskede ham god tjeneste. Gitte, den lille frække, sagde: “Tak gud, onkel slipper for børnepenge til fremmede børn.” Bedste sagde ingenting.
***
Militæret fløj forbi. Valdemar blev mand mor og far var glade. Siden garagen havde han kaldt onkel Klaus for far. Og han kaldte ham søn med stolthed. Ingen undrede sig.
Bedstemoder Tove, fars mor, var også stolt. Valdemar var håndværksmæssig begavet. Lige hjemme fra militæret reparerede han hendes hegn…
Gitte boede hos bedste Anna og forbød Valdemar at komme.
“Far har sin egen familie. Hvem ved, om du er hans? Hvem fik egentlig børnepengene?”
Bedstemoder tav. Valdemar kom ikke igen.
Han blev gift, arbejdede hårdt. Forældrene hjalp med huskøb i provinsbyen. De flyttede selv dertil med bedste Tove. De købte bil, fik to børn. Livet var godt.
En dag fik han rygsmerter. Far havde advaret ham mod at løfte for tungt. Nu gik han som en “gammel mand til behandling” på hospitalet og hørte en kvinde skrige:
“Hvad rager det mig? I er læger, så behandl hende! Hvor skal jeg tage hende hen?”
“Frøken, hvis din bedstemoder får god hjemmepleje, bliver hun rask.”
“Ja, ja. Jeg har da ikke tænkt mig at slæbe potter. I skal behandle hende!”
“Vi kan ikke beholde Anna Kirsten længere. Hvis du nægter, må hun på plejehjem…”
“Med levende børn og børnebørn, så skamløst,” sagde en tredje stemme. “Er du ikke flov, Gitte? Bedstemoder passede dig, og nu…”
“Send hende på plejehjem,” sagde Gitte koldt.
Valdemar trådte ind:
“Det skal I ikke. Jeg tager hende med!”
“Hvem er De, unge mand?”
“Barnebarnet.”
“Har De dokumenter?”
“Selvfølgelig,” smilte Valdemar ironisk.
Gitte så ned på ham:
“Åh, der dukkede du op. Lugter du penge? Du får ingenting! Bedstemoder har givet mig huset…”
Hun forsvandt.
Valdemar tog bedstemoderen hjem. Mor rystede på hovedet hun huskede, hvordan han som barn troede, bedstemoder elskede ham, mens hun fortalte alle, hun ikke kunne lide ham.
Bedstemoderen kom sig, gik selv. Hun bad om tilgivelse, passede oldebørnene, elskede dem begge.
Da hun døde, kom Gitte ikke engang. Mor og far sendte en telegram og penge til Gitte, som beholdt dem.
“Sådan kan det gå,” sagde de i købmanden. “Den ikke-elskede barnebarn passede hende.”
De, der favoriserede børnebørn, tænkte sig om: Kunne det ske for dem?
“Væg lidt ekstra slik, Katrine. Jeg skal have noget til mine børnebørn…”
***
Sådan kan livet være. Hun gav sin elskede datterdatter alt. Men sønnesønnen intet. Selvom han lignede hendes søn, kunne hun ikke overvinde sig. Alligevel tilbragte hun sine sidste år med ham. Og han fulgte hende på sidste rejse.
