“Jamen, Mette! Mette, du står der jo som en stok! Skynd dig nu, ellers kommer vi for sent til biografen! Vi skulle jo også lige have popcorn” råbte Signe efter sin veninde Mette.
“Hvad? Åh” Mette så forvirret på Signe og mærkede, hvordan hendes hjerte hamrede.
“Hvad er der med dig? Kom nu! Drengene venter allerede!” sagde Signe lidt irriteret.
“Signe, jeg har det virkelig ikke godt. Gå du bare, jeg tror jeg går hjem til kollegiet,” svarede Mette.
“Skal vi ringe efter en læge? Du er helt bleg,” spurgte Signe bekymret.
“Nej, nej Sig undskyld til Mads fra mig, okay?” Mette prøvede at lyde rolig, men det lykkedes ikke helt.
“Okay, så går jeg. Du skal bare ligge dig lidt. Måske er det eksamenerne, der gør dig nervøs?” foreslog Signe.
“Ja, måske,” sagde Mette med et lille smil.
Signe gik, men vendte sig et par gange. Mette satte sig på en bænk, tog en flaske vand frem, drak et par slurke og tørrede sit ansigt. Det hjalp lidt.
Hun havde ikke sagt til Signe, hvad der gjorde hende så rystet. Det havde ikke noget med eksamenerne at gøre. Lige før var der gået en gravid kvinde forbi med en barnevogn og to børn. Signe havde nok ikke lagt mærke til hende, men Mette Hun tørrede sine kinder og huskede tilbage til ti år før
—
“Mette! Hvad laver du med det service? Skynd dig nu. Jeg skulle jo have dig til at hente bleer,” råbte hendes mor, da hun kom ind på køkkenet.
Mette tabte en tallerken, som klirrede ned i vasken. Fra soveværelset begyndte den lille Anton at græde.
“Åh, hvor er du klodset! Gå ind og vug ham nu! Jeg har lige lagt ham, og så vækker du ham! Kan du ikke holde på noget?” skreg moren.
“Ja, ja” hviskede Mette og gik ind til barnesengen.
Mette var den ældste i en familie, hvor faren var gået, før hun blev to. Hendes mor skiftede kærester og fik et barn med hver af dem. Alt husarbejdet og pasningen af de mindre Lærke, Freja, Emil og Anton faldt på Mette.
“Har han sovet?” spurgte Lene, mens hun åbnede en glas syltetøj.
“Mmh” svarede Mette stille og gik til at vaske op.
“Lad det service stå, gå nu efter bleer. Du kan vaske op i aften, når du kommer hjem fra skole,” beordrede Lene.
“Mor, jeg når det ikke. Jeg kommer allerede for sent, klassen bliver sur,” protesterede Mette.
“Det gør ikke noget at komme ti minutter for sent. Du taber da ikke livet af det! Jeg var tit væk fra skolen, og se mig nu jeg lever jo,” svarede Lene.
Mette gik ned efter bleer. På vejen hjem mødte hun nogle klassekammerater, der spiste is.
“Næh, se, der kommer vores lille mor!” sagde den ene pige.
Øgenavnet “mor” hang ved Mette, efter hun begyndte at skubbe barnevogn med sine små søskende. Hun ville gerne være som de andre gå på café, se film, læse bøger og snakke om drenge ikke slæbe bleer rundt. Hun hadede ikke sine søskende, men hun var bitter på sin mor
Da hun blev 18, drømte Mette om frihed at komme på universitetet og flytte til Aarhus. Da Anton blev større, fik moren et arbejde.
En varm majmorgen så Mette, at moren var bleg.
“Mor, er du okay?” spurgte hun.
“Næh. Jeg har det skidt. Steg mig et par æg. Jeg kan ikke holde mad ud” svarede Lene med en raspende stemme.
“Hvad er der galt?” hviskede Mette.
“Åh, Mette, du er da så barnlig. Jeg er gravid. Lars og jeg skal have et barn,” sagde Lene.
“Hvorfor, mor? Du er jo 40” sagde Mette forvirret.
“Tror du, det er mig, der vil det? Lars insisterede. Han flytter forresten snart ind. I må lige rykke jer. Gå nu og lav æggene,” svarede Lene.
Mette besluttede sig hun skulle væk. I august bestod hun sine eksamener og rejse i vrede.
I byen begyndte et nyt liv. Mette fandt et studiejob, fik veninder. Hun lovede sig selv aldrig at få børn hun ville leve for sig selv.
—
“Frøken! Hører De mig?” en mands stemme trak hende ud af tankerne.
“Hvad? Undskyld” svarede hun.
“Har De det ikke godt?”
“Ikke godt? Nej, jeg er bare træt, har nok ikke sovet nok”
“Ikke sovet? Måske vil De drikke en kop kaffe for at få lidt energi? Der er en hyggelig café lige hernede,” foreslog manden venligt.
Mette sagde ja. Manden hed Henrik. De kom godt ud af det sammen og begyndte at date. Men jo længere deres forhold varede, jo mere greb en uforklarlig fortvivlelse hende. Måske ville hun giftes, men tanken om børn var ren panik.
En aften inviterede Henrik hende på restaurant og antydede et alvorligt snak. Mette vidste, han ville fri, og havde allerede besluttet at sige nej.
Ved bordet tog han en lille fløjlsæske frem med en forlovelsesring.
“Mette, jeg elsker dig, og jeg vil gerne gifte mig med dig. Men før du siger ja, er der noget, jeg skal fortælle dig,” begyndte han.
“Og hvad er det?” spurgte Mette, mens tårerne pressede på.
“Mette, jeg kan ikke få børn. Det er sikkert. Hvis du vil giftes med mig, skal du vide, at vi aldrig får et barn. Jeg tror ikke, jeg kan adoptere” stemmen var lige ved at knække.
“Jeg siger ja,” svarede Mette og kunne ikke holde tårerne tilbage.
“Er du sikker?” spurgte Henrik.
“Ja. Og der er også noget, jeg skal fortælle dig om mit liv Men ikke nu. Kun én ting jeg vil ikke have børn. Aldrig.”
Mette og Henrik blev gift og flyttede til en ny by. Moren og søskendene ved ikke engang, hvor hun bor nu. Hun afbrød kontakten med familien og nyder livet med Henrik.
Endelig har hun fundet lykken. For nogen er det måske underligt, men som man siger, er lykken forskellig for alle. I deres lille hus er der altid varme og ro. Henrik arbejder i en stor virksomhed, og Mette har åbnet et lille kunstværksted, som hun altid har drømt om.
Om aftenen sidder de ofte på altanen, drikker te og snakker. Deres liv er simpelt og roligt, uden drama. Selvom nogle ikke forstår deres valg, ved Mette det er præcis, hvad hun har ønsket sig.
Nogle gange husker hun sin barndom, men nu er det ikke længere smertefuldt. Det er en del af hende, der førte hende til lykken i dag. Og når hun ser Henrik smile, ved hun hun tog det rigtige valg.
