**Dagbog**
Hun skulle føde hver dag nu. En kæmpe treårig rottweiler ved navn Freja. Men for dem, der kendte hende, var hun bare Sølvi. Jeg kan ikke huske, hvem der først kom med det mærkelige, kærlige navn. Men det blev hængende ved hende. Sådan levede hun med to navne ét for dem, der var tætte på hende, og ét for alle andre. Og hun protesterede ikke: Sølvi var Sølvi. Det gjorde ingen forskel.
Tante Birthe, hendes ejer, var den sødeste sjæl, gæstfri og blød af natur, vanvittigt forelsket i sin firbenede skat. Rottweileren vidste det og udnyttede fuldt ud hendes godmodighed. Selvom Freja havde gennemført min “Almindelige Hundeuddannelse” og endda bestået eksamen i lydighed, tillod hun sig selv en del, når ejerne ikke holdt hende tilbage. Hun sov udelukkende i sengen sammen med sine ejere og ignorerede ofte alle gæstfrihedsregler: om morgenen skubbede hun simpelthen husets herre, onkel Henrik, ud af sengen med sine kraftige poter, strakte sig ud på den ledige plads og snorkede højt, mens hun færdiggjorde sin søvn. Hun spiste som et ægte familiemedlem på køkkenet med alt pomp, mens hun lagde sin tunge hoved i tante Birthes skød. Hun kunne også direkte stjæle en bid fra tallerkenen, hvis den tiltalte hende, uden at føle skyldfølelse. Ejerne tillod hende alt, og ved det mindste tegn på ubehag satte de halvdelen af byen i alarm. Sådan gik det også denne gang.
Der var ingen mobiltelefoner dengang, men hvis man kendte adressen på den rigtige person og havde adgang til en taxa, fandt man ud af det. Så da tante Birthe bragte mig hjem til min patient, prøvede hun som sædvanlig at samle sig selv. I døren mødte vi Sølvi. Tyktfed og oppustet, men i fuldkomment god sundhed, selvom hun åndede tungt. Det var forståeligt hun var lige ved at føde, og efter min hurtige vurdering skulle hun gøre ejerne glade med et dusin hvalpe. Ikke færre.
“Hvad siger du?” spurgte tante Birthe bekymret. “Sker det snart?” Hendes bekymrede blik flak mellem mig og hunden.
“Tante Birthe,” sagde jeg forlegen, “vil du ikke lade mig tage jakken af og vaske hænder, før jeg undersøger din hund?”
Sølvi, der allerede glædede sig til al opmærksomheden, gav en lille gøen og log med hele sit brede fjæs, mens hun viftede med halen. Der var mindst tolv til fjorten timer til fødselen. Der var ingen tegn på patologier eller problemer, der krævede min umiddelbare indgriben, hvilket jeg skyndte mig at fortælle hende.
“Hvad?” udbrød tante Birthe og slog hænderne sammen. “Forlader du os alene i nat? Hvad hvis hun føder før tid? Hvad hvis en hvalp kvæles eller sidder fast?” Hendes øjne var stive af skræk. Hunden mærkede frygten fra sin elskede ejer og gav en bekymret gøen, mens hun så bedende på mig.
“Jeg gentager hunden har det fint. Hun føder i morgen, ved middagstid.”
“Lene,” tiggede den ældre dame, “hvis noget sker med Sølvi, overlever jeg det ikke. Du husker, da hun var syg?” Jeg nikkede.
“Du husker, da hun var ved at dø?” Jeg nikkede igen. “Jeg var selv ved at dø med hende. Vil du have en gentagelse?” Hun løftede øjenbrynene og så spørgende på mig. For at være ærlig havde hendes hysteriske opførsel dengang skræmt mig, da hun lå på gulvet ved siden af den forkrøblede hvalp med enteritis. At reagere så panisk på en hunds tilstand? Det var første gang i min karriere. Det krævede stor indsats at få hende til at tage sig sammen, så jeg kunne hjælpe patienten. Jeg ville ikke gennemleve det igen.
“Nå, men så er det jo godt,” sagde den beroligede dame og gik glad ud i køkkenet for at lave te, fordi det havde været så let at overtale mig til at blive over natten. Pludselig fik Sølvi hukommelsen tilbage. Hun huskede, at en velopdragen hunds plads var i gangen, ikke på køkkenet.
“Hvor er Sølvi?” spurgte tante Birthe bekymret ved bordet, da hun ikke så hunden ved sin side. Hun rejste sig og gik ud i gangen. Hunden lå på måtten med hovedet sænket mellem labberne.
“Sølvi,” kaldte hun. Hunden kiggede op med sit altfor forstående blik, men rejste sig ikke.
“Åh,” gik det op for tante Birthe, “er du bange for Lene? Se, sådan er hun hun vil ikke have dig på køkkenet. Ond lærer.” Hun lo næsten barnligt.
Jeg bliver altid overrasket over hundenes intelligens. Hun var jo hjemme, hvor de forkælede hende hver dag og lod hende slippe afsted med alt. Men alligevel huskede hun, at der var ingen skåne hos træneren. Godt gået, Sølvi.
Min bekendts lejlighed var ret stor efter lokale standarder. To lyserumme med sydvendte vinduer. Anden sal i et træhus med god isolering. Efter en let aftensmad, som jeg alligevel fik bugseret ned, blev jeg vist til et værelse, hvor jeg kunne sove. Der var også badeværelse med varmt og koldt vand. Ikke alle huse i byen havde det dengang, så jeg kunne ikke sige nej.
Jeg kom ud af bruseren, dampende og afslappet og der stod Sølvi.
“Holdt du vagt?” spurgte jeg alvorligt. Hun stod ubeslutsom. “Og hvad vil den kommende mor?” Hun stirrede på mig med kærlige øjne.
Sølvi sprintede ind til ejerne, men nåede døren og så tilbage på mig. Som om hun spurgte om tilladelse til at sove hos dem. Snedig tæve. Men i sidste øjeblik vendte hun tilbage til gangen.
Snart kom husets herre hjem fra arbejde. Mere te og hyggesnak. Hunden nægtede at sove hos ejerne, til deres store overraskelse.
Ude truede en snestorm. Mørke skyer dækkede himlen, klar til at lade sneen falde. Månen forsvandt, før den overhovedet nåede at vise sig. Kort sagt vinter.
Ved midnatstid gik alle i seng. Jeg var nattugle og kunne ikke sove. I stedet for at tælle får tog jeg en tidsskrift fra natbordet. Da øjnene blev tunge, slukkede jeg lampen og lagde mig til rette. Jeg lod døren stå åben hvis hunden gav lyd fra sig.
Om natten blev jeg dårlig. Vågnede af en skarp smerte, der strålede fra nakken og ned mod hjertet. Jeg huskede, at min taske med medicin var i det andet rum. Smerten voksede så hurtigt, at jeg ikke kunne rejse mig. Jeg kunne ikke få luft, blev svimmel og svag. Jeg måtte gøre noget nu.
Jeg råbte på tante Birthe, men stemmen svigtede. Sølvi kom ind.
“Sølvi,” hviskede jeg, glad for overhovedet at kunne kommunikere. “Hent Birthe.” Hun så på mig et øjeblik, tænkte sig om og sprintede væk. Jeg hørte hende kradse på deres dør. De havde lukket den. Uheldigt.
Hunden kom tilbage, klaprende med kløerne. Hendes bekymrede blik fortalte mig, at redningsmissionen var mislykket.
“Sølvi. Åbn døren,” hviskede jeg med tørre læber. Smerten voksede. Hvis jeg besvimede, var det slut.
Tredje gang lykkedes det hende at skubbe døren op med sin vægt. Hun sprang op på sengen og vækkede tante Birthe.
“Sølvi, skal du ud? Det er tidligt,” mumlede hun søvnigt. Men hunden insisterede.
Endelig rejste tante Birthe sig men i stedet for at komme til mig, tog hun snorremmen og trak hunden ud på gangen. Jeg hørte det hele, men kunne ikke sige noget. Sølvi spændte ben og kæmpede imod.
Pludselig ruskede hun sig fri og slæbte tante Birthe tilbage ind i lejligheden lige ind til mig, stadig i overtøj. Forvirret stirrede hun på mig og hunden.
“Lene, er du syg?”
*Nej, for fanden, jeg laver sjov,* tænkte jeg sarkastisk. Men hjertet hamrede, og smerten var uudholdelig.
*Hvis jeg ikke får den sprøjte, er det forbi.*
“Min taske,” fik jeg presset frem.
Tante Birthe hentede den hurtigt. “Skal vi ringe efter en ambulance? Naboerne har telefon.”
Jeg ignorerede hende og fandt medicinen. Tid var afgørende. Men jeg kunne ikke åbne ampullen. Heldigvis hjalp hun uden spørgsmål. Jeg stak sprøjten i låret uden at blinke.
*Hvis jeg overlever, lover jeg at få en helbredstjek.*
Smerten svandt. Tante Birthe sagde, jeg fik farve igen hun løj ikke. Men hun var rystet over episoden.
Vi drak te på køkkenet, og jeg takkede min redningshund for hendes vedholdenhed. Hunde har virkelig intelligens.
Sølvi bad flere gange om at gå ud, og tante Birthe hev sne ind på skuldrene.
Ved ellevetiden næste morgen startede veerne. Nu var det min tur til at hjælpe. Sunde, kraftige hvalpe kom én efter én. Freja så på sin skat og var målløs. Det forbløffede blik i moderens øjne sidder fast i min hukommelse. Hun blev mor, og det betyder noget.
Hun er længe væk nu. Hun levede et langt, lykkeligt liv hos dem, der elskede hende. Men nu og da husker jeg min redningshund. Dyr kan være taknemmelige. Men mennesker? Hvor ofte husker vi dem, der reddede os?
