**Dagbogsnotat**
Jeg hørte noget i dag, der fik mit hjerte til at bløde. Min gamle veninde, Mette, som normalt er rolig som en sø, kom farende ind til mig med et ansigt så forpint, at jeg straks vidste, noget var galt.
“Hvad er der sket?” spurgte jeg, mens jeg skænkede te i to porcelænskopper. Æblekagen duftede lækkert fra bordet.
Mette sukkede dybt. “Hvor skal jeg begynde?” Hun så ud i luften, som om svaret lå der.
“Begynd fra starten,” foreslog jeg.
Hun nikkede. “Kan du huske Lene Sørensen? Den gamle børnelæge fra klinikken?”
“Selvfølgelig! En engel af en kvinde. Hun redtede min søns liv. Alle elskede hende hun var så dygtig og omsorgsfuld. En ægte godhjertet sjæl.”
Mette lukkede øjnene et øjeblik. “Hun er død.”
“Nej!” Jeg kunne knap tro det. “Hun så så sund ud sidst jeg så hende. Hun sang i kirkekoret, ikke?”
“Jo. Men det var ikke alderen, der tog hende.” Hendes stemme knækkede. “Det var hendes egne børn.”
Jeg stirrede. “Hvad mener du?”
Mette fortalte mig så historien om Lene, en kvinde, der havde givet alt for sin familie uden nogensinde at få tak.
Lene mødte sin mand, Jens, da hun var færdig som læge. Han var kadet, og de flyttede fra garnison til garnison, indtil de endelig slog sig ned i Aarhus. De fik to børn: den ældste, Freja, klog og distanceret, og den yngste, Mads, en livsnyder, der hellere spillede guitar end læste.
Lene arbejdede hårdt både som læge og som mor, mens Jens var væk på missioner. Men så, en dag, forlod han hende uden et ord. Han flyttede ind hos en enke i nabolaget og forsvandt senere helt.
Børnene beskyldte Lene for at have jaget ham væk. Freja tog til København for at studere og blev gift med en forretningsmand. Hun kom sjældent hjem. Mads blev en doven alkoholiker, der dumpede hos Lene efter to mislykkede ægteskaber.
Selv da han stjal hendes pension og smed hende ud af lejligheden, tilgav hun ham. “Han har brug for mig,” sagde hun.
Freja lod hende bo i en lejlighed, hun ejede, men da Lene ikke kunne betale huslejen, smed hun hende ud. En veninde tog hende ind, men endte med at sende hende videre til et plejehjem, hvor hun døde alene og glemt.
Ingen ved, hvor hendes aske er spredt. Men folk husker hende den læge, der redtede så mange børn, mens hendes egne ikke engang kom til begravelsen.
**Lærdommen:** Nogle gange giver vi alt for dem, der ikke fortjener det. Og nogle gange er kærlighed ikke nok til at redde dem, der ikke vil reddes.
