*Du er i vejen for os,* sagde søsteren og stoppede med at tage telefonen.
*Du er i vejen for os,* sagde Astrid i røret, og Mette følte en kuldegysning løbe gennem hele kroppen. *Vi vil leve vores eget liv, forstår du?*
*Astrid, men jeg…* begyndte Mette, men søsteren afbrød hende.
*Hold op med de der “Astrid”. Jeg er femogfyrre, har min egen familie, mine egne ting. Og du hænger altid i telefonen, beklager dig, beder om det ene og det andet.*
*Men vi er søstre!* stemmen hos Mette rystede. *Vi har altid hjulpet hinanden.*
*Hjulpet?* Astrid fnøs. *Hvem har hjulpet hvem, spørger jeg dig? Hvor var du, da jeg havde problemer med Carsten? Da Nikolaj blev indlagt på hospitalet, kom du så overhovedet forbi?*
Mette klemte telefonen hårdere. En klump satte sig i halsen.
*Jeg arbejdede dengang, det ved du godt. Og så havde jeg selv…*
*Dig, dig!* eksploderede Astrid. *Der sker altid noget med dig. Enten er det blodtrykket, eller nervesystemet, eller naboerne, der driller. Men når andre har problemer, har du ikke tid.*
Mette sank sammen i den gamle sofa og lukkede øjnene. Tårerne løb ned ad kinderne.
*Astrid, hvorfor gør du sådan her? Vi er familie.*
*Familie, ja. Men det betyder ikke, at jeg skal høre på dine klager hver evige dag. Jeg har nok at se til selv.*
*Okay, jeg forstår, at jeg nogle gange er… påtrængende. Men lige nu har jeg virkelig brug for dig. Efter skilsmissen…*
*Hold op!* sagde Astrid skarpt. *Skilt for et år siden, og du hyler stadig. Har du ingen andre samtaleemner? Kun dit eget lidelser?*
Mette følte, at noget brød inden i hende. Toogfyrre år havde de været ikke bare søstre, men bedste veninder. Astrid var tre år yngre, men altid den stærke, den beslutningsomme. Til hende løb Mette med alle sine problemer, helt tilbage fra barndommen.
*Astrid, vær nu sød, bliv ikke vred. Jeg ringer mindre, bare ikke sig sådan.*
*Ikke mindre. Overhovedet ikke,* sagde søsteren koldt. *Jeg har brug for at tænke. Vi har alle brug for at tænke.*
*Hvad mener du med “vi alle”?*
*Carsten er også træt af dine opkald. Børnene brokker sig over, at tante Mette altid græder i telefonen.*
Ordene ramte hårdest. Nikolaj og Freja, hendes niece og nevø, som hun elskede, som hun købte gaver til hver højtid, som hun besøgte med hjemmelavede pandekager på deres fødselsdage.
*Sagde børnene det?*
*Ja. Nikolaj spurgte i går direkte: “Mor, hvorfor er tante Mette altid så trist? Er der sket noget med hende?”*
Mette bed sig i læben. Hun havde grædt ofte, når hun talte med søsteren. Men var det forkert? Måtte man ikke være svag overfor den nærmeste?
*Jeg ville ikke gøre børnene ked af det.*
*Men det gør du. Og ikke kun dem. Vi er alle trætte, Mette. Trætte af din depression, af dine endeløse problemer, af at du ikke kan tage dig sammen.*
*Men jeg prøver! Jeg har fået nyt arbejde, er begyndt hos psykologen…*
*Og hver eneste dag fortæller du mig om det. Om hvor hårdt arbejdet er, hvor dyrt psykologen er, hvor ensom du er om aftenen. Mette, jeg er træt af det!*
Der blev stille i røret. Mette kunne høre musik og latter i baggrunden hos Astrid. Livet gik videre, mens hun selv sad alene i sin eenværelseslejlighed og kæmpede for ikke at bryde sammen.
*Okay,* hviskede hun. *Jeg forstår.*
*Hvad forstår du?*
*At jeg er i vejen for jer. At jeg er en dårlig søster. At I er trætte af mig.*
*Mette, gør det ikke til en drama. Vi har bare brug for lidt afstand.*
*Hvor meget afstand? En uge? En måned? Et år?*
Astrid tav et øjeblik.
*Det ved jeg ikke. Indtil du lærer at klare dine problemer selv.*
*Og hvis jeg ikke lærer det? Hvis jeg altid har brug for at støtte mig til nogen?*
*Så finder du støtten et andet sted. Hos veninderne, for eksempel.*
Veninder. Hvilken ironi. Efter skilsmissen forsvandt veninderne bare. Det viste sig, de var venner med parret, ikke hende alene. Og nye bekendtskaber i fyrrene var svære at få.
*Jeg har ingen veninder, Astrid. Kun dig.*
*Så må du skaffe dig nogle. Eller gå til psykologen oftere. Du betaler jo for det.*
Vrede blandede sig med smerte. Forstod Astrid hende virkelig ikke?
*En psykolog kan ikke erstatte familie.*
*Og familie er ikke din personlige grædepude.*
Efter de ord lagde Mette bare på. Hænderne rystede, hjertet hamrede. Hun havde aldrig før afbrudt en samtale med Astrid.
Telefonen ringede med det samme. Astrids nummer lyste på skærmen. Mette stirrede på den, men turde ikke tage den. Opkaldene stoppede. Så kom en besked: *Lad vær’ med at blive sur. Jeg siger kun sandheden. Du skal lære at klare dig selv.*
Mette slettede beskeden uden at svare.
Aftenen trak ud i det uendelige. Normalt ringede hun til Astrid nu, fortalte om dagen. De snakkede om serier, nyheder, weekendplaner. Nu var der kun en trykkende stilhed i lejligheden.
Hun prøvede at læse, men bogstaverne dansede. Tændte fjernsynet intet gik ind. Gik tidligt i seng, men sovnen udeblev. Tankerne flakkede mellem vrede og skam, mellem raseri og fortvivlelse.
Om morgenen vågnede hun med opsvulmede øjne og en tung hovedpine. På arbejdet spurgte kollegerne, hvad der var galt, men Mette sagde bare, hun havde sovet dårligt.
I frokostpausen var hun lige ved at ringe til Astrid. Hun ville fortælle om den nye opgave chefen havde givet hende, brokke sig over den ubehøvlede kunde. Men så huskede hun samtalen og lagde telefonen væk.
Arbejdsdagen sluttede. Mette sad i bussen og stirrede ud på menneskerne, der havde travlt med deres egne liv. Alle havde deres glæder og sorger. Men hvad havde hun? En tom lejlighed, en fjernsynskanal og tanken om, at hun var til besvær for alle.
Derhjemme besluttede hun at lave noget lækkert til aftensmad. Måske ville det trække tankerne væk. Hun tog ingredienserne frem, tændte for musikken. Men efter en halv time indså hun, at hun kun lavede mad til én, at hun kun spiste alene, og at der ikke var nogen at fortælle, hvor godt det var blevet.
Tårerne pressede på igen.
Telefonen tav. Astrid ringede ikke.
Næste dag besluttede Mette selv at ringe. Måske var Astrid kølet ned, klar til en sober samtale. Hun holdt telefonen længe, tastede nummeret og afbrød. Til sidst besluttede hun sig.
Optagelsen. Lange, endeløse ringetoner. Så telefonsvareren.
*Hej, det er Astrid. Efter bipet kan du indspille en besked.*
Mette afbrød uden at efterlade noget. Måske var Astrid optaget. Ringede igen en time efter. Stadig telefonsvarer. Og to timer senere det samme.
Til aften var det tydeligt Astrid tog bare ikke telefonen.
Mette skrev en besked: *Astrid, lad os tale sammen. Jeg vil ikke skændes.*
Der kom intet svar.
Næste dag prøvede hun at ringe fra arbejdstelefonen. Måske genkendte Astrid ikke nummeret. Men så snart Mette sagde *Hallo*, hørte hun kun en lyd Astrid havde lagt på.
Det gjorde ondt. Meget ondt.
Hun prøvede at kontakte Carsten, Astrids mand. Måske kunne han forklare, hjælpe dem til at forlige sig. Men Carsten svarede heller ikke.
En uge gik. Så to. Mette tjekkede telefonen hver dag, håbede på et misset opkald eller en besked fra Astrid. Intet.
Hun prøvede at fokusere på sig selv. Tilmeldte sig engelskundervisning, begyndte i fitnesscenteret. Købte endda nyt tøj. Men glæden udeblev. Hun havde altid lyst til at dele sine små sejre med nogen.
Hun lærte ti nye ord ingen at fortælle det til. Tabte to kilo ingen at glæde sig med. Fik en bonus på arbejdet ingen at fejre med.
Mette indså, at Astrid ikke bare var en søster. Hun var centrum i hendes liv. Alle begivenheder, alle følelser, alle planer kredsede om deres kontakt. Og nu, hvor den var brudt, var der kun et tomrum.
Måske havde Astrid ret? Måske var hun virkelig for afhængig? Men var det forkert at være tæt med sin familie?
En måned senere mødte Mette Freja på gaden, sin niece. Pigen var fjorten nu, havde vokset sig større, næsten voksen.
*Tante Mette!* jublede Freja. *Hej!*
*Freja, skat,* Mette krammede hende. *Hvordan går det? Hvordan er skolen?*
*Fint. Hvorfor kommer du ikke mere på besøg? Mor sagde, I er uvenner.*
Hjertet knugede sammen.
*Hvad sagde mor præcis?*
Freja tøvede.
*Nå… at du er meget ked af det på grund af onkel Jens. Og at du har brug for tid til at komme over det.*
Så det var den version, Astrid havde fortalt. At det var Mette, der ikke ville snakke, ikke omvendt.
*Freja, savner du mig?*
*Selvfølgelig gør jeg det! Du er den bedste tante. Og dine pandekager elsker jeg.*
Tårerne trængte på igen.
*Jeg savner også jer. Dig og Nikolaj.*
*Tante Mette, skal jeg sige til mor, at jeg har mødt dig? Måske ringer hun så?*
*Nej, Freja. Mor bestemmer selv, hvornår hun er klar.*
Pigen nikkede, selvom det var tydeligt, hun ikke forstod de voksnes problemer.
*Okay. Men vær ikke ked af det, hører du? Og hvis du vil ring til mig. Jeg har min egen telefon nu.*
Freja dikterede nummeret, og Mette gemte det. I det mindste var der en forbindelse tilbage.
Efter mødet med Freja besluttede Mette sig. Hvis Astrid mente, hun var for afhængig, måtte hun bevise det modsatte. Hun måtte vise, hun kunne klare sig uden konstant støtte.
Hun begyndte at skabe nye relationer. Talte med naboen i opgangen, som hun før syntes var en sladderkælling. Det viste sig, fru Nielsen bare var en ensom pensionist, der også manglede selskab.
På arbejdet begyndte hun at deltage i personalefester, som hun før springede over. Mødte kvinder fra andre afdelinger. De inviterede hende i teateret, på udstillinger.
Livet begyndte langsomt at rette sig. Men Astrid manglede stadig.
To måneder efter skænderien tog Mette det endelige skridt. Hun tog til Astrids hus. Stod bare under vinduerne og kiggede op på lejlighedens lys. Derinde var hendes familie Astrid, Carsten, børnene. De spiste aftensmad, så fjernsyn, fortalte om deres dag.
Og hun stod derude, som en fremmed.
Mette gik til hoveddøren og ringede på.
*Ja?* Carstens stemme lød gennem samtaleanlægget.
*Carsten, det er Mette. Må jeg komme op?*
Der blev stille længe.
*Mette, det er ikke et godt tidspunkt…*
*Vær nu sød. Jeg har brug for at tale med Astrid. Kun fem minutter.*
*Hun vil ikke tale.*
*Carsten, please. Jeg er ikke jeres fjende. Jeg er hendes søster.*
Atter en pause. Så hørte hun stemmer, en diskussion.
*Okay, kom op. Men ikke længe.*
Mette gik op ad den velkendte trappe med bankende hjerte. Hvor mange gange havde hun ikke løbet her! Med fødselsdagskager, julegaver, bare for at besøge.
Carsten åbnede døren. Han så akavet ud, undgik hendes blik.
*Kom ind,* mumlede han.
Mette tog jakken af og gik ind i stuen. Astrid sad på sofaen med en pude i armene. Ansigtet var udtryksløst.
*Hvad vil du?* spurgte hun koldt.
*Snakke. Forsone os.*
*Jeg troede, vi havde talt ud.*
Mette satte sig overfor hende. Carsten blev stående ved døren, tydeligt urolig.
*Astrid, jeg har forstået, du havde ret. Jeg var for afhængig af dig. Klagede for meget, spurgte for lidt ind til dig.*
Astrid blødte lidt op, men holdt afstand.
*Og hvad nu?*
*Nu har jeg ændret mig. Jeg har nye bekendte, nye interesser. Jeg tager kurser, træner. Klarer mine problemer selv.*
*Det er godt,* nikkede Astrid. *Glad på dine vegne.*
*Men jeg savner dig alligevel. Ikke som en skulder at græde på, men som min søster. Min nærmeste.*
Astrid så ned.
*Mette, jeg savner dig også. Men jeg er bange for, at alt går tilbage, som det var.*
*Det gør det ikke. Det lover jeg. Jeg ringer ikke hver dag, klager ikke over livet. Lad os bare være søstre igen. Som før.*
Astrid tænkte sig om.
*Hvad hvis du græder i telefonen igen?*
*Så må du sige det til mig. Og jeg forstår.*
Søsteren sukkede og lagde puden fra sig.
*Okay. Vi kan prøve.*
Mette følte en vægt løftet fra sine skuldre.
*Tak, Astrid.*
*Og drop “Astrid”,* sagde hun strengt, men et smil strejfede hendes øjne.
De omfavnede hinanden. Hårdt, ægte. Og Mette forstod, at familie ikke kun er støtte i svære tider. Det er også at give hinanden plads til at vokse.
Og nogle gange skal man næsten miste den nærmeste for at lære at elske rigtigt.
