Tak, far… farvel
Han skubbede hækken, den gav efter uden en lyd, som om hængslerne var smurt af en usynlig hånd.
“Godt arbejde, Poulsen…” mumlede han.
Selvfølgelig var det naboens håndværk hvem ellers?
Han gik gennem haven, satte rygsækken ved dørtrappet, gik en ekstra runde rundt om huset, og for en eller anden årsag rørte han ved den runde, brunmalet dørlås.
Nøglen…
Poulsen havde én, men han orkede ikke at gå over til ham, træt som han var fra rejsen.
Pludselig huskede han noget, famlede over døren, og der var den en nøgle dinglende i en sort snor.
Han drejede nøglen, låsen klikkede, og døren gik op uden modstand.
Inde på verandaen blafrede de fine broderede gardiner let i trækken. “Det var Tanja, der broderede dem,” tænkte han og gik ind i huset.
Uden at tænde lyset vandrede han gennem rummene. Huset lugtede af hjem hvor havde han savnet den duft.
Tårerne steg op i hans øjne, og hjertet hamrede vildt.
Åh nej, ikke nu. Han famlede i lommerne pokkers også, pillerne var i rygsækken.
Han gik tilbage, tog den glemte taske, lagde den lille livredder under tungen. Hjertet stoppede med at hamre, og lyden i ørene dæmpedes, men der dunkede stadig i tindingerne. Det går nok over…
Han satte sig… og følte sig så godt, så roligt…
Hjemme.
“Hvem er der?” lød en stemme fra den åbne dør. “Hva’?”
“Det er mig, Bo…”
“Egon, er det dig?”
“Ja.”
“Hvor kommer du fra? Din Nanna var her med nogle fremmede, sagde noget om hospitalet og at din far… ved ikke hvad, noget med at de måske skulle sælge.”
“De kan vente længe,” smilte han. “Hvem var de?”
“Aner det ikke, nogle byboere. Nanna gik rundt og viste dem alt… Vi tænkte, det måtte være købere.”
“Nå, men det gør ikke noget. Hvad med at komme over til os? Konen har lavet aftensmad eller skal du ikke med?”
“Nej, tak, Bo. Tak fordi du har holdt øje med huset.”
“Åh, det er da ingenting,” svarede naboen uroligt. “Kom nu, skal vi ikke?”
“Tak… jeg er hjemme.”
“Nå, men jeg er straks tilbage, vent lige.”
Som om han skulle væk? Han var jo hjemme.
Han satte sig ved vinduet og blev siddende til daggry. Solen skinnede allerede ind ad glasset.
Han rejste sig, strækte sig og gik ud i haven. Han gik rundt, rørte ved dørene på skuret, kiggede ind i vedskuret, gik ud i køkkenhaven.
Alt var rent.
Mod middag hørte han en motor. Han gik hen til hækken en bil.
Hvem var det? Nanna i en ny bil?
En flok løsslupne mennesker hev poser og kufferter ud. Hvem var det? Nanna? Hvordan? Havde hans datter solgt huset bag hans ryg?
Sådan en omgang.
“Goddag, hvad laver I her?”
“Vi skal bo her. Hvem er du, bedstefar?”
“Hvordan kan I bo her? Hvem har givet jer lov?”
“Vi har købt huset,” sagde en lille fyr på fire år og kiggede på ham med hovedet på skrå. De andre lod som ingenting, bare slæbte ting ind.
“Hvordan kan I købe det? Hvem har solgt det? Hvad er det for nogle nyheder?” Han smækkede døren lige for næsen på dem.
De åbnede den igen, snakkede om træk. Hvor skulle trækket komme fra? Alle vinduer var lukkede.
“Jeg ringer efter politiet!” råbte han og prøvede at lukke sig inde i huset, men de var for stærke. Døren gik op med et ryk.
“Hængslerne skal smøres, de knirker,” sagde en ubehagelig, stor mand.
Åh, Nanna, Nanna, du kunne ikke vente? Solgte huset hvor skal jeg bo nu, datter? Hvad har du gjort?
“Bedstefar, skal du bo hos os nu?”
“Hvad? Nej, jeg skal ikke bo hos jer, og I skal heller ikke bo her. Hvorfor tager I de ting? Er I blevet skøre?” Han greb fat i albummerne, i de gamle fotografier, samlede dem forsigtigt.
“Vi må ringe til den tidligere ejer, Andreas, luk døren, trækket blæser alting væk!”
“Mor, skal bedstefaren bo hos os?” Drengen pegede på et portræt.
“Lad være, Mikkel, gå nu og sæt dig. Vi skal tage det billede ned det er sikkert den gamle ejer. Saml alle tingene i en kasse, vi giver dem tilbage.”
“Hvad mener du med at samle tingene? Jeg er ejeren!”
Den gamle mand smækkede døren til soveværelset og satte sig på sengen.
“Bedstefar, hvorfor er du sur?” Drengen rakte ham en slik.
“Tak, lille ven. Hvorfor hører de ikke efter?”
“Ved ikke,” trak drengen på skuldrene, “de hører heller ikke efter mig. Jeg må ikke blande mig.”
De ringede til nogen Nanna? Godt, så kom hun og forklarede, at det hele var en fejl. Han ville ikke være vred, bare bede hende om at give pengene tilbage.
De samlede billederne, Nannas tegninger. Han greb en hun havde tegnet den til ham på Forsvarets Dag. Og nu? Nu havde hun solgt huset, mens han endnu levede.
Hendes fars hus! Deres hjem. Hans, Tanjas og Nannas.
Hun kom kørende, han skyndte sig hen.
“Nanna, skat…” Hun gik forbi ham hvor lignede hun sin mor. “Nanna!” Han fulgte efter. “Nanna… jeg er her.”
“Hun hører dig ikke, bedstefar. Hun ser dig ikke, ligesom de andre.”
“Hvordan? Du kan jo høre og se mig.”
“Ja, men de kan ikke. De bliver sure og siger, jeg lyver.”
“Hvordan kan det være?”
“Se… Mor! Mor, kan du se bedstefaren?”
“Mikkel, hold op, ellers får du skældud!”
“Se? De kan ikke se dig,” sagde drengen alvorligt.
“Men… du kan?”
“Ja.”
“Vent… Nanna kan heller ikke se mig?”
“Nanna?”
“Ja, min datter, den der står i den røde frakke… hun kan ikke se mig?”
“Jeg spørger.” Drengen løb hen til hende.
“Nanna, kan du se bedstefaren?”
“Hvilken bedstefar, lille ven?”
“Mikkel, det er nok! Gå ind og sæt dig!”
“Jeg er hendes far! Sig, at jeg er her!”
“Han siger, han er din far,” råbte Mikkel. “Han forstår ikke, hvorfor du solgte huset. Han spørger, hvordan du kunne…”
“Vent, vent… Mikkel, ser du ham virkelig?”
Drengen nikkede.
“Hvordan ser han ud?”
Mikkel beskrev ham.
“Det er jo et barn… vi kondolerer, men det må være fantasier…”
“Kan du sige til hende, hvad jeg siger?”
Drengen nikkede.
“Nanna, husker du, da vi fløj i fly, og du så skyerne indefra? Du råbte, at du kunne se bagsiden af dem?”
Drengen gentog det.
Hun stivnede.
“Husker du, hvor bange du var for gæs? Og da du sad under æbletræet og ventede på, at et æble skulle falde på dit hoved, så du kunne opdage noget? I femte var du forelsket i Mads, du slog ham hele tiden… hans mor kom og skældte os ud, og jeg genkendte min første kærlighed i hende. Husker du det, Nanna?”
“Far… det er sådan, han kaldte mig. Hvor er han, Mikkel?”
“Her, ved siden af dig. Han har ikke sagt det vigtigste, så han kom tilbage… Jeg elsker dig, min pige… jeg er altid her…”
Familien stirrede. Kvinderne græd, mændene tørrede øjnene og vendte sig væk.
“Det er et mirakel…”
Kvinden i den røde frakke satte sig på bænken, drengen sad ved siden af med alvorligt ansigt. De hviskede.
“Sk
