Klokken i hallen slog tre gange, men lyden druknede i den tætte, mælkeagtige tåge, der omgav huset fra alle sider. Den lå i haven, klyngede sig til æbletræernes grene, sivede ned ad de røde tegltag, trængte ind gennem vinduesrevnerne og gjorde verden udenfor uskarp og uvirkelig. Vinden syntes at undgå dette sted, som om også den mærkede, at det ikke var et sted, man burde opholde sig. Kun en enkelt, tør klapren fra skodderne afbrød den tykke stilhed, en påmindelse om, at huset stadig levede og åndede.
Signe sad ved pejsen med en kop afkølet te mellem hænderne. Hendes fingre dirrede let af kulde eller forventning. Hun stirrede på døren, som om hun kunne tilkalde øjeblikket ved tankekraft alene. Hun vidste, han ville komme i dag.
Ikke fordi nogen havde lovet det. Ikke fordi der var kommet breve eller opkald. Hun bare vidste det ligesom man ved, at sneen vil falde om natten, når luften er klar, stjernerne for skarpe, og stilheden for tyk.
Huset var gammelt, og det knagede altid gulvbrædder, bjælker, vindueskarme. Men i dag var lydene anderledes: dæmpede, langsomt trækkende, som om nogen forsigtigt trådte på våd jord lige uden for væggene, ind imellem stille for at lytte. Signe forsøgte at overbevise sig selv om, det var fantasi, men hvert nyt knag var et skridt tættere på det, hun både ventede og frygtede.
For tre år siden var huset fuldt af liv. Her blev der grinet, diskuteret, smækket med døre. Der var altid en, der satte vand over, og dampen fra kanden overdøvede radioen, som nogen altid havde for højt. Duften af friskt brød og tobaksrøg hang i gangene, i haven blev der sparket til en bold, og i køkkenet faldt der altid skeer. Så forsvandt de alle nogle rejste, nogle døde. Og stilheden fyldte hvert rum, sugende sig fast i væggene, gulvene, de gamle fotos på væggene. Kun hun blev tilbage. Og minder, der ikke lod sig undgå, uanset om de var tunge eller varme.
Signe lukkede øjnene og hørte igen den stemme. Dæmpet, med en svag hæshed, som om den kom langvejs fra. Han havde sagt dengang: “Jeg kommer igen. Men vent ikke på mig om dagen.” Hun spurgte hvorfor ikke om dagen. Han kippede let med hovedet, smilede halvt og svarede: “Fordi jeg ikke er her om dagen.”
Et bank. Enkelt, kort, som en forsigtig forespørgsel om, hun var hjemme. Så et mere bestemt. Og igen stilhed, hvor hendes eget hjerte lød for højt. Signe rejste sig, satte koppen på pejshylden, stirrede på de udbrændte kul og gik langsomt mod døren. Hvert skridt på de knirkende gulvbrædder gav genlyd i brystet. Dørhåndtaget var iskoldt og let fugtigt som om nogen lige havde rørt ved det. Hun drejede det med besvær.
I døren stod en mand. I en grå frakke med vanddråber på skuldrene, som om han netop var gået gennem en vedvarende regn eller tåge. Hans ansigt var næsten skjult under den brede skygge fra hatten, men under den så hun læberne blege, let blålige, uden et smil.
“Du kom,” sagde Signe, og stemmen var svagere, end hun havde ment.
Han nikkede og trådte indenfor. Uden at tage hatten af, uden at tørre sine sko, som om han bragte en fremmed kulde med sig. Hans tilstedeværelse fyldte rummet, så væggene syntes at trække sig tilbage, og luften blev tungere.
“Jeg vidste, du ville vente,” sagde han, stille, men ordene syntes at blive hængende i luften. “Du venter altid.”
Signe svarede ikke. Hendes blik faldt på hans hænder lange, slanke, med bleg hud som hos dem, der ikke har set solen i lang tid. Fingrene var ubevægelige, men i deres ro var der noget foruroligende, som om de huskede, hvordan de engang havde grebet hende så hårdt om skuldrene, at der lå mærker i uger efter, mørke og varme at røre ved.
“Hvorfor er du her?” spurgte hun endelig, mens stemmen svigtede.
“Du ved det godt.”
Han tog et skridt frem, og gulvbrædderne knagede under hans vægt. Pejsen flammede pludselig højere, selvom hun ikke havde lagt mere brænde på. Skyggerne krøb langs væggene, og Signe syntes, der gik mennesker lydløst bag dem.
“Jeg troede, jeg havde mere tid,” hviskede Signe uden at vige.
“Der er aldrig nok,” svarede han, og der var hverken bebrejdelse eller trøst i ordene kun en konstatering.
De sad længe ved pejsen, og ilden spejlede sig i hans ubevægelige øjne. Han fortalte om steder, hvor der ikke var lys, men hvor vandet altid plaskede, en lyd, der ifølge ham var mere beroligende end stilhed. Om dem, han havde hentet, og dem, der var gået selv, som om de mærkede hans ankomst. Nogle gange tav han, og i pauserne hørte Signe brændet knitre og vinden udenfor drive tågen som usynlige bølger.
Hans stemme var blød, uden trusler, og Signe opdagede, at hun ikke var bange. Tværtimod der var noget tiltrækkende ved hans ord, der fik hende til at ville høre resten, som en historie, hvis slutning man kender, men alligevel må få at vide.
“Er du klar?” spurgte han og lænede sig lidt frem.
Signe så sig om i stuen. Koppen på pejshylden, den gamle lænestol med den sammenfaldne pude, fotografiets forslidte sølvbilledramme. Alt var, som det havde været for tre år siden, som om tiden stod stille herinde. Kun hun var forandret.
“Ja,” svarede hun, og stemmen var uventet rolig.
Han rejste sig, rakte hånden frem. Hun tog den. Iskold. Men den brændte ikke den lullede, som om den lovede, at frygt kunne blive tilbage, ved pejsen.
Da naboerne om morgenen så, at der ikke kom røg fra skorstenen, antog de, at Signe var rejst. Døren var låst, nøglen var væk, og vinduerne var stadig stængt med mørklægningsgardiner. Stilheden indenfor føltes ekstra tyk. I pejsen glødede de sidste kul, en smal askeplamage bevaredes endnu en svag varme.
Kun på bordet stod der to kopper den ene tom med en læbeafdruk på kanten, den anden halvfuld, hvorfra der stadig steg en svag, næsten usynlig damp.
