Nu er jeg 52 år. Og jeg har intet. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet job jeg har intet.
Jeg hedder Søren Larsen. Min kone og jeg var gift i 30 år. Jeg var altid den, der sørgede for økonomien, mens min kone, Mette, passede hjemmet. Jeg ville ikke have, at hun skulle arbejde. Jeg var glad for, at hun var derhjemme. Men med tiden begyndte det at irritere mig.
Vi levede sammen med respekt for hinanden, men kærligheden døde ud. Jeg troede, det var normalt. Jeg syntes, det var fint. Men så ændrede alt sig. En aften på en bar mødte jeg Freja. Hun var 20 år yngre end mig. Smuk, venlig, sjov. Som en drøm, der gik i opfyldelse.
Vi begyndte at ses, og snart blev hun min elskerinde. Efter to måneder indså jeg, at jeg ikke længere ville bedrage min kone. Jeg havde ikke lyst til at komme hjem efter arbejde. Jeg forstod, at jeg elskede Freja og ville have hende som min kone.
Få dage senere fortalte jeg sandheden til Mette. Hun lavede ikke en scene. Hun forblev rolig. Jeg troede, hun heller ikke elskede mig, derfor accepterede hun det så let. Men nu forstår jeg, hvor meget jeg sårede hende.
Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden, hvor vi havde tilbragt så mange år sammen. Freja insisterede på, at jeg ikke skulle lade Mette beholde den. Og det gjorde jeg. Mette købte en lille studiebolig. Jeg brugte mine opsparinger til at købe en to-værelses til Freja.
Jeg hjalp ikke min ekskone, ikke engang en eneste krone. Jeg vidste, hun ingen penge havde og ikke lige ville finde et job. Men på det tidspunkt ragede det mig ikke. Vores børn, Magnus og Lukas, ville ikke tale med mig. De følte, jeg havde forrådt deres mor, og de kunne ikke tilgive mig.
På det tidspunkt betød det ikke så meget for mig. Freja var gravid, og vi ventede ivrigt på barnet. Snart blev en søn født. Men drengen lignede hverken mig eller Freja. Mine venner tvivlede på, at han var min. Jeg ville ikke høre på dem.
Livet med Freja gik dårligt. Jeg måtte arbejde hårdt, passe huset og barnet. Freja ville kun have penge og var altid ude. Huset var rodet, og der var aldrig mad klar. Hun kom hjem ved tre-fire-tiden om natten, stank af alkohol og lavede scener over ingenting.
Til sidst mistede jeg mit job. Jeg var træt, sur og lavede dårligt arbejde. Sådan levede jeg i tre år. Så overbeviste min bror, som aldrig havde godkendt Freja og tvivlede på, om barnet var mit, mig om at tage en DNA-test. Det viste sig, han ikke var min søn.
Vi blev skilt med det samme, da sandheden kom frem. I den tid havde jeg ikke haft kontakt med Mette eller mine børn. Efter skilsmissen med Freja besluttede jeg at vende tilbage til min første kone. Jeg købte blomster, vin, en kage og tog hen til hende. Men Mette boede der ikke længere. Den nye ejer gav mig hendes adresse.
Jeg tog derhen. En mand åbnede døren. Det viste sig, at Mette havde fået et godt job og var gift med en kollega. Hun var lykkelig og havde det godt.
Senere mødte jeg hende på en café. Jeg bad hende om at komme tilbage til mig. Hun så på mig, som om jeg var en idiot, og gik. Nu forstår jeg den fejl, jeg begik. Hvad ville jeg? Hvad opnåede jeg? Hvorfor forlod jeg min kone for at gifte mig med en ung pige?
Nu er jeg 52 år. Og jeg har intet. Ingen kone, intet job, ikke engang mine børn vil tale med mig. Jeg mistede alt, der betød noget for mig. Og det var kun min egen skyld. Desværre kan jeg aldrig rette op på denne fejl
