Mine forældre bad mig om at være tålmodig, da jeg sagde, at jeg ikke elskede Freja, og de insisterede på, at jeg skulle vente. Hvor endte det med at føre hen?
Ægteskabet med Freja var et mareridt i fuldt dagslys. Hun var krævende, højlydt, men min far havde valgt hende til mig. Han havde set sin vens datter og mente, vi var perfekte sammen. Da jeg ikke havde en anden kæreste og allerede var tredive år, måtte jeg gifte mig. Freja styrede alt i vores ægteskab alt skulle gå efter hendes planer og ønsker. Først fik vi vores første barn, så det andet, lige som hun havde besluttet.
Livet gik sin gang i fattigdom og modgang. Der var mange mørke øjeblikke, der gjorde det til et levende helvede. Jeg hadede min kone, mine børn, og jeg skændtes bittert med min svigerfar. Jeg troede ikke, jeg kunne klare det uden at blive skilt.
Min mor støttede mig altid, men både hun og min far sagde, at jeg bare skulle vente og være tålmodig. Det var, som om de vidste noget, nu hvor de var blevet ældre, og var sikre på, at jeg også ville forstå sandheden med tiden.
Så voksede børnene op og drog ud i verden. Jeg er stadig sammen med Freja. Vi har vænnet os til hinanden, fundet en fælles rytme, og jeg kan ikke forestille mig livet uden hende. Økonomien er stabil, og vi har endelig fundet en stille lykke, der gør hverdagen som et eventyr. Vi er sunde, mangler intet, elsker hinanden, og bekymringerne er få. Alt er, som det skal være. Længe har vi ikke haft noget at klage over.
Det tog lang tid at nå hertil, men jeg tænker… er det virkelig først, når man bliver gammel og ikke længere har steder at flygte hen eller grunde til at løbe, at man finder lykken? Måske er det sådan for os alle at sand tilfredshed kommer, når stormen er gået.
