**Dagbogsnotat**
“Jeg gider ikke mere!”
“Jeg er ikke din tjener!”
“Hej, skat! Jeg har en stor overraskelse til dig! Lav din signaturret til aftensmad i dag!”
“Hvad er der sket?” spurgte Freja bekymret.
“Alt er fantastisk! Jeg fortæller det i aften!”
Opkaldet sluttede, og kvinden så tvivlende ud ad vinduet. Det var en bidende oktoberdag. Mandens opkald løftede ikke humøret, for i femogtyve års ægteskab havde han aldrig arrangeret overraskelser, især ikke store.
Dørklokken overraskede hende lige, da hun tog sin signaturkødret med hemmelig sauce ud af ovnen.
“Goddag, husmor! Det dufter lækkert!” jublede Niels og smækkede en flaske på bordet. “Dæk bordet! Jægeren er hjemme!”
“Hvorfor er du så opstemt? Åh, jægeren?” Kvinden skottede til ham.
“Jeg vasker lige hænder og kommer tilbage.”
Da han hældte vin i glassene, begyndte Niels højtideligt: “Jeg skål for verdens bedste mand og far! Og for os og for to ugers fantastisk ferie i en trestjernet hotel ved havet.”
Freja følte et glimt af glæde, men manden fortsatte:
“Ved du, at Mads kan dykke med snorkel?”
“Hvad?” spurgte kvinden forvirret.
“Altså, mor! Mads, vores kære datters mand.”
“Og hvad har Mads og Mathilde med det at gøre?”
“Hvad mener du, Freja? Sidder du for meget derhjemme? Vi tager afsted sammen, hele familien!”
Freja satte glasset fra sig uden at smage. Hun så træt på ham.
“Hvem har betalt turen?”
“Selvfølgelig mig!” bankede Niels stolt på brystet.
“Så du har lokket mig i tyve år med en drømmeferie, og nu vil du have, at vi skal med datteren og svigersønnen? Jeg ser dem allerede hver dag! De laver ikke mad, for de ved, de altid kan spise her! Du køber endda ind til dem og betaler deres leje. Fordi de ikke forstår ‘voksenansvar’.”
“Men Mathilde” begyndte Niels.
“Hvad med Mathilde? Jeg fødte hende som attenårig! Jeg lovede mig selv, at jeg engang skulle leve! Og nu? Jeg er femogfyrre. Jeg har ikke set noget eller været nogen steder. Jeg arbejder hjemmefra. Jeg slipper ikke fra komfuret og vasken.”
Tårer vældede op i hendes øjne. Bitterhed snørede halsen sammen.
Freja elskede sin datter, men var ligeglad med svigersønnen. Hun mente, voksne mennesker burde klare sig selv. Da hun som attenårig blev gravid og gift, hjalp ingen hende. Hendes mand, der arbejdede på forskningsinstituttet, bidrog lidt. Hun lærte bogholderi og konsulterer stadig flere virksomheder. Nogle gange føltes hele familiens velvære som hendes ansvar.
“Freja!” Mandens stemme blev skarp. “Hvorfor den attitude? Vi tilbringer allerede masser af tid sammen, mens børnene stadig finder sig selv. De har brug for hjælp.”
“Har du nogensinde tænkt på mig?”
“Selvfølgelig! Du kommer jo også med! Hvad er problemet?”
“Problemet er nok mig” hviskede hun og forlod køkkenet.
Næste dag kom Mathilde på besøg.
“Hej, mor! Ikke med tomme hænder,” vinkede hun med en frysepizza.
“Hej. Mikrobølgeovn derhenne,” svarede Freja og satte sig foran computeren.
“Mor, hvad er der? Mads kommer snart. Jeg tænkte, du kunne lave suppe til pizzaen og te.”
“Køkkenet er derhenne,” pegede hun uden at se op.
“Hvorfor er du så sur? Far sagde, du ikke sætter pris på hans gave.”
“For at forstå mig, skal du være mig,” svarede Freja stille.
“Hvad mumler du? Jeg er her på besøg, og du ignorerer mig! Jeg tænkte, vi kunne kigge i dit klædeskab og handle til ferien. Derfor bad jeg Mads om hjælp!”
Freja kunne ikke holde det ud og rejste sig.
“Hør her, datter. Hvis du ikke ser det, arbejder jeg. I syvogtyve år har jeg arbejdet for jer! Så din far kan sidde på sofaen uden ambitioner. Så min datter kan bruge mig som kok og dankort.”
Hun skulle til at fortsætte, men dørklokken afbrød hende. Mads ankom. En trediveårig mand med tykt overskæg, skæg og en hoverboard.
“Hej, tante Freja! Jeg har en lille gave! Fra hele teamet. Niels bidrog også!” sagde han og trak en blender frem. “Undskyld, uden æske. Den passede ikke i rygsækken. Men alle tilbehør er her.”
“Er det ikke fantastisk, mor? Du elsker at lave madperfekt til en husmor!”
Freja smilede skuffet og forlod stuen.
“Hvad er der galt med hende?” hørte hun Mads hviske.
“Jeg ved det ikke. Far har måske gjort noget. Lad os gå.”
“Skal vi ikke engang spise?”
“Tag pizzaen. Spis derhjemme.”
“Jeg hader frysepizza. Jeg vil have friskbagt.”
“Så bag det selv!” knurrede Mathilde.
Da døren lukkede, gemte Freja ansigtet i hænderne:
“Måske er jeg en dårlig mor og kone”
En flod af tunge tanker overskyggede hendes søvn.
Hun drømte om lille Mathilde med ondt i maven. Om, hvordan drenge mobbede hende i gården, og Freja forsvarede hende. Om, hvordan Niels fik lønnedgang, og hun tog ekstra arbejde. Så drømte hun om at løbe. Mads jagtede hende på hoverboard.
Pludselig blev alt stille. Hun stod på en bakketop. En flod snoede sig nedad, bjergkæder tegnede sig i horisonten, og solnedgangen farvede toppene gyldne.
Da Freja vågnede, vidste hun, hvad hun skulle gøre.
“Hej, skat! Jeg er hjemme! Hvordan går det? Mathilde sagde, du ikke ville handle, og du ikke kunne lide gaven.”
“Jeg har ikke brug for noget fra butikken.”
“Hvad med badedragt og solhat? Skal jeg have shorts og t-shirt?”
“Tag afsted og køb. Jeg kommer ikke med! Hverken på shopping eller til stranden! Jeg har mit eget hav. Klar jer selv. Forstyr mig ikke! Jeg har masser af arbejde.”
Niels stivnede.
“Hvad med pengene? Jeg har allerede betalt alt.”
“Betragt det som erstatning for mine nerver.”
Niels snøftede højlydttegn på dyb fornærmelseog tav. Freja var ligeglad.
To dage senere afsluttede hun sit arbejde, pakkede varmt tøj og sin bærbare og ringede til manden.
“Halløj. Har du fortrudt? Jeg er ikke sur mere.”
“Jeg er ligeglad med dine følelser, Niels,” svarede hun roligt. “Jeg ringer for at sige, jeg tager på arbejdsrejse. Jeg ved ikke, hvor længe. Husk at tjekke posten og betale huslejen. Det var alt.”
Da hun lagde på, føltes det lettere at trække vejret. Hun smilede til sig selv i spejlet og forlod lejligheden.
Den lange flyvetur ødelagde ikke glæden ved ankomsten. Hotellet og servicen føltes som en drøm.
Og der var det! Det øjeblik! Rygende vulkaner på den ene side! Det uendelige hav på den anden! Freja inhalerede dybt og så, hvordan solnedgangen farvede Skagens sanddigene røde!
På den anden side af kloden, på en varm strand, led Niels og Mads af madforgiftning for fjerde dag. Mathilde plejede dem, mens hun skældte faren ud for at være nærig. Hotellet lignede slet ikke den luksus, hun havde forestillet sig. Hun råbte af ham, og han beskyldte hende for egoisme. Mads havde det forfærdeligt. Hans skæg kløede
“Skal jeg virkelig barbere mig?” stønnede han på vej til toilettet. “Gør noget!”
“Hvad?”
“Giv mig medicin!”
“Jeg ved ikke, hvilken”
“Ring til mor! Hun ved det!”
“Mor har slukket telefonen.”
De beklagede alle Frejas fravær og hendes slukkede telefon. Ferien var bogstaveligt talt “fløjet i toilettet.”
Freja kom hjem en måned senere. På bordet stod småkager og en forkullet kage.
“Jeg flytter til Skagen,” meddelte hun. “Hvis nogen vil med, taler vi om det. Resten er ikke til diskussion.”
“Nej nej, vi besøger dig bare, mor” Mathilde var irriteret, men lod hende gå.
Niels prøvede at tale, true, råbe. Men Freja levede ikke længere i fortiden. To måneder senere blev de skilt.
På jordens ende fandt livet sin rigtige smag! Havvindens salt på læberne Og måske vil hun endnu finde sin sande lykke
Jeg arbejder ikke længere for jer!
