To År i Tavshed: Hun Udslettede Mig Fra Hendes Liv, Mens Jeg Nærmer Mig de 70
To år er gået. I hele den tid har min datter ikke sendt et eneste ord. Hun har udslettet mig fra hendes liv. Og her sidder jeg, snart 70
Alle i kvarteret kender min nabo, Margrethe Sørensen. Hun er 68 år, bor alene. Jeg kommer nogle gange forbi med en lille ting til kaffenbare for at være venlig. Hun er rar, dannet, smiler altid, elsker at mindes turene hun tog med sin afdøde mand. Men hun taler sjældent om familien. Så, lige før jul, da jeg som sædvanlig kom forbi med nogle peberkager, overraskede hun mig med en bekænnelse. Det var første gang, jeg hørte historien, der stadig får mig til at gyse.
Den aften var Margrethe ikke sig selv. Normalt livlig sad hun tavs og stirrede ud i luften. Jeg spurgte ikke indjeg lavede blot kaffe, satte kagerne frem og satte mig ned ved siden af hende. I lang tid sagde hun ingenting, som om hun kæmpede med sig selv. Så udstødte hun et skælvende suk.
“Det er to år Ikke et opkald, ikke et kort, ikke engang en besked. Jeg prøvede at ringenummeret findes ikke mere. Jeg kender ikke engang hendes adresse nu.”
Hun tav, hendes øjne var langt væk. Så, som om en dæmning brast, væltede ordene ud.
“Vi var en lykkelig familie. Jens og jeg blev gift unge, men skyndte os ikke med børnvi ville have tid til os selv først. Hans job førte os rundt i verden. Vi lo hele tiden, elskede vores hjem, byggede det sammen. Han byggede vores rede med sine egne hænderet rummeligt tre-værelses i hjertet af Aarhus. Hans stolthed.”
Da vores datter, Freja, blev født, strålede Jens. Han bar hende overalt, læste historier for hende, tilbragte hvert frit minut med hende. Når jeg så dem, følte jeg mig som den lykkeligste kvinde i verden. Men for ti år siden var Jens væk. En lang sygdom ædede vores opsparing op, og så tavshed. Et tomrum, som om et stykke af mit hjerte var revet ud.
Efter hendes fars død trak Freja sig væk. Hun lejede en lejlighed, ville have uafhængighed. Jeg protesterede ikkehun var voksen, trods alt. Hun besøgte mig, vi talte, alt var normalt. Så for to år siden kom hun forbi og fortalte, at hun ville optage et lån for at købe sin egen bolig.
Jeg sukkede og forklarede, at jeg ikke kunne hjælpe. Den smule, vi havde sparet, var gået til Jens pleje. Min pension dækker knap nok regninger og medicin. Så foreslog hun at sælge huset. “Vi kunne finde en lille lejlighed til dig i forstaden,” sagde hun, “og resten kunne dække mit indskud.”
Jeg kunne ikke. Det handlede ikke om pengenedet var minderene. Disse vægge, hvert hjørneJens byggede dem. Mit hele liv var her. Hvordan kunne jeg give slip? Hun råbte, at hendes far havde gjort det alt sammen for *hende*, at huset alligevel ville blive hendes en dag, at jeg var egoistisk. Jeg prøvede at forklare, at jeg bare ville have, at hun en dag kom tilbage og huskede os Men hun hørte ikke efter.
Hun smækkede døren den dag. Ikke et ord siden. Ingen opkald, ingen besøg, ikke engang til jul. Senere nævnte en fælles ven, at hun havde taget lånet, arbejdede sig selv i smadderto jobs, intet liv. Ingen partner, ingen børn. Selv hendes ven har ikke set hende i månedsvis.
Og mig? Jeg venter bare. Hver dag kigger jeg på telefonen, håber den ringer. Den gør det aldrig. Jeg kan ikke engang nå hendenummeret er ændret, gætter jeg. Hun vil ikke se mig. Vil ikke høre mig. Tror, jeg svigtede hende den dag. Men jeg bliver snart 70. Jeg ved ikke, hvor mange aftener jeg skal sidde ved dette vindue og vente. Eller hvad jeg gjorde, der sårede hende så dybt.
