**Dagbogsnotat**
“Hun kunne lige så godt have glemt det.”
“Lejlighed? Hvad mener du med *din* lejlighed?”
“Mor, altså bedstefars. Han efterlod den til mig. Du lejede den jo ud. Kan du virkelig ikke huske det?” spurgte Mette forvirret.
“Åh… Den lejlighed. Den har aldrig været din,” svarede Irene roligt. “Glem den. Jeg har solgt den.”
Mettes hjerte hamrede. Det føltes, som om det ville sprænge brystet. Benene svigtede, og hun måtte sætte sig.
“Hvordan solgt?”
“Altså, på den sædvanlige måde. Satte den på DBA, fandt en køber, og så var den væk. Peters bil gik i stykker, og du ved jo godt, at han er tabt uden den. Vi blev nødt til at købe en ny.”
Mette kunne ikke engang finde ord. Hun lagde røret på med et klik. En knugende fornemmelse greb hende, som om hun skulle til at skrige.
Hun huskede, hvordan bedstefar med stolthed havde vist hende det nye soveværelse og sagt, at det en dag ville blive hendes.
“Når du bliver stor, lille Mette, får du din egen fæstning. Lige fra start. Så vil du måske huske mig med et godt ord…” Han smilede og strøg hende over håret.
Bedstefar døde, da hun var tolv. Dengang forstod hun ikke rigtig, hvad det betød at eje en lejlighed. Ja, hun vidste, det var godt, men hun kunne ikke sætte pris på gaven fuldt ud. Så da det viste sig, at bedstefar kun havde lovet hende lejligheden i ord ikke på papir blev hun ikke så ked af det.
“Lejligheden bliver oprettet på mit navn,” sagde Irene som eneste arving. “Bedstefar bad mig passe på den, så du ikke ødslede den væk. Jeg vil leje den ud for at dække udgifterne og langsomt opdatere møbler og renovation. Du vil vel ikke ende med en faldefærdig lejlighed og gæld?”
“Nej, selvfølgelig ikke,” gik Mette med på det uden at tænke videre over det.
“Godt. Så er det aftalt. Jeg står for lejekontrakterne, ikke dig. Når du bliver ældre, kan vi skrive den over til dig. Bare rolig, mor vil ikke snyde dig.”
Så blev det besluttet. Mette glemte lejligheden i lang tid hun var optaget af skolen. Spørgsmålet dukkede op igen, da hun gik ud af gymnasiet.
“Mor, jeg har snakket med en veninde,” begyndte Mette forsigtigt. “Vi vil søge ind på samme universitet. Jeg tænkte… Kunne vi måske bo i den lejlighed sammen? Det er billigere at dele udgifterne. Og jeg vil gerne prøve at være selvstændig.”
Hun troede, det bare var en formalitet. At moren ville sige ja. At der snart ville komme en festlig studietid med en veninde, aftensnak og drømme om fremtidige kærester. Men nej.
“Mette, hvad ved du om voksenlivet som 18-årig? Hvordan vil du betale for det?” moren hævede øjenbrynene. “Du skal både studere og arbejde det er umuligt. Og hvad hvis din veninde finder en kæreste og flytter? Så skal jeg redde dig, eller hvad?”
Vreden ulmede i hendes bryst, men morens argumenter lød stadig overbevisende. Hun var jo den voksne med erfaring, mens Mette aldrig havde boet alene.
Skamfuldt måtte hun aflyse planerne med veninden.
Men moren kom selv med en løsning.
“Hør, Mette, hvorfor ikke overveje et universitet i en anden by? Der får man plads på kollegiet. Det er præcis, hvad du ønsker bare gratis. Og jeg vil hjælpe dig økonomisk, lige præcis fra lejeindtægterne. Ikke meget, men nok til at klare sig.”
Mette kunne næsten ikke tro det. Hun sprang om halsen på moren og kyssede hende.
Alt virkede perfekt. De første seks måneder. Så kom beskeden: “Jeg kan kun sende lidt mindre denne måned. Jeg har været hos tandlægen det kostede en del. Vi må begge stramme lidt op.”
Så begyndte overførslerne at komme for sent. Hvis lejerne betalte den 10., sendte moren pengene en uge efter. Og så længere og længere…
Og så fandt Mette ud af, at moren havde inviteret sin kæreste ind kort efter hun flyttede.
Peter levede en dobbelt tilværelse. Han var gift med en anden kvinde, men påstod, han var i gang med skilsmisse. Bare at “processen” aldrig sluttede. Og det var langt fra hans eneste fejl.
Moren klagede konstant til Mette om Peter som om hun bare var et afløb for frustrationer. Efter hvert opkald føltes Mette udmattet. Hun så tydeligt, at Peter udnyttede Irene, men moren ville ikke høre på det.
“Kan du forestille dig? Han bad mig om penge i går! Sagde, han ville tage sine børn i Tivoli,” sukkede Irene. “Hvorfor skal jeg betale for hans børn?”
“Mor… Og du gav ham dem?”
“Selvfølgelig. Hvad skulle jeg ellers gøre? Du ved, det er svært at finde en ordentlig mand nu om dage…”
“Ordentlig? Den der tager dine penge og ikke giver noget tilbage?”
“Hold op! Jeg er ikke beregnende. Jeg er sammen med ham af kærlighed, ikke penge,” snappede moren og afsluttede hurtigt samtalen.
Peter sugede penge ud af hende. Han boede gratis hos Irene og spiste for hendes regning. Hver gang hans jakke gik i stykker, løb hun straks efter en ny.
Hvad fik hun til gengæld? Intet. Peter arbejdede i byggebranchen, men da hun skulle have skiftet en vandhane, tog han fuld pris plus ekstra.
Gaver? Kun én: en lampe til kvindernes internationale kampdag. Og da de kom til kassen, havde han ikke nok på kortet. Irene betalte det meste selv.
Så begyndte Peter at vise hende grundstykker og antyde, at han gerne ville bygge et hus til dem hvis grunden stod i hans navn. Moren drømte højt om en hyggelig havepavillon.
“Mor, stop! Forstår du ikke, at du lever med en snylter? Han er ikke engang din mand!”
“Åh, hvad ved du om det?” moren blev stødt. “Det er mit eget valg! Har jeg ikke fortjent at være lykkelig?”
Efter det holdt hun op med at tale om Peter. Det var alligevel en lettelse.
Da Mette startede på tredje år, stoppede morens støtte helt.
“Jeg er blevet fyret, så du må klare dig selv et stykke tid,” sagde hun blot.
Mette følte sig snydt. Moren havde lovet at hjælpe. Og det var *hendes* lejligheds indtægter. Men hun sagde ingenting. I stedet tog hun småjobs chatmoderator, lektiehjælp, hvad end der kom.
På en eller anden måde kom hun igennem studiet og sparede lidt op. Glad ringede hun til moren for at sige, at lejerne skulle varsles. Og så kom sandheden frem: Lejligheden var allerede solgt.
Men Mette havde også et trumfkort. Ikke stort, men noget. Hun ejede halvdelen af morens lejlighed.
Først måtte hun finde et sted at bo. Hendes opsparing gik til indskud. Efter et par uger ringede hun til moren.
“Mor, når nu det er endt sådan… Jeg vil have det, der tilhører mig. Jeg sælger min andel,” sagde hun koldt, selvom hånden rystede.
“Hvad?! Det er *mit*!” gispede Irene.
“Livet er uretfærdigt. Du solgte min lejlighed, og jeg har brug for penge at leve for.”
“*Din* lejlighed? Har du nogensinde betalt for den? Jeg har passet lejerne, betalt regningerne, renoveret jeg har brugt halvdelen af mit liv der!”
En klump steg i halsen. Mette ville skrige, at moren havde brudt bedstefars løfte, men hun gad ikke skænderi. Hun havde et mål.
“Mor, jeg diskuterer ikke. Du købte din kæreste en bil nu er det min tur…”
“Peter kører mig rundt i den bil!” afbrød moren.
“…Mor, hør nu godt efter. Jeg gentager det ikke,” fortsatte Mette roligt, selvom det krævede al hendes viljestyrke. “Enten køber du min andel, eller også sælger jeg den til en fremmed.”
“Jeg har opdraget dig, født dig!” råbte Irene. “Og så gør du det her! Du er værre end din far!”
Mette hørte ikke mere. Hun lagde på og sendte moren en officiel meddelelse om salg næste dag. Gennem posten. Hun ville ikke mødes ansigt til ansigt.
En måned senere lå der penge på hendes konto. Nok til at komme videre.
“Undskyld, bedstefar,” hviskede hun. “Men du lærte mig i det mindste ikke at stole på løfter.”
Hun havde det forfærdeligt. Bedstefar ville have, at de skulle leve i fred, hver i deres eget hjem. Men hendes hjem var blevet til en andens bilhjul så hun svarede ondskab med ondskab.
