“Et helt kongerige for et barnebarn”
“Nå, er du stadig ikke blevet gravid?”
“Nej, Lillian Mathilde, ikke endnu,” sukkede Mette og rullede med øjnene, mens hun kæmpede for at holde irritationen ude af stemmen.
“Åh, men altså!” udbrød svigermor frustreret. “I må hellere skynde jer. Det her er alvorligt. Jeg sender dig lige en video den er virkelig oplysende.”
“Jaja, tak,” mumlede Mette uden større begejstring, forudanende endnu en forelæsning om “den rigtige måde at gøre det på.”
Svigermor lagde på. Kniven hamrede mod skærebrættet. Svigerdatteren skar agurkerne i dobbelt tempo en måde at lufte sin frustration på.
Serens mor hilste ikke engang længere, gik direkte til det evindelige spørgsmål om børn, hvilket piskede Mettes tålmodighed til grænsen. Og dog engang var det anderledes…
Før havde Mette og Lillian Mathilde faktisk et godt forhold. Hun blandede sig knap nok, ringede én gang om ugen, kom forbi endnu sjældnere. Svigermor kunne bede om et lift med indkøbene eller en tur til farmors sommerhus, men til gengæld gav hun dem jævnligt hjemmelavet syltetøj, vindruer eller kirsebær.
Men så ændrede alt sig. På grund af Karen Paulina, Lillians mor.
Selv hendes egen datter kaldte Karen Paulina for “generalen i nederdel.” Tidligere lærer, stram til det uudholdelige, hun holdt hele familien i et jerngreb. Men Mette var heldig da hun mødte Soren, var Karen allerede for svag til at forlade sin lejlighed. Alder og sygdom holdt hende hjemme.
Men én gang besøgte farmor alligevel sit barnebarn. Og den ene gang var mere end nok for Mette.
“Hvad er det for en suppe? Det kunne man lige så godt fodre høns med!” protesterede Karen og kiggede ned i gryden. “Gør dig fri, jeg skal lære dig, hvordan man laver en ordentlig svits.”
I Mettes familie lavede man suppe uden svits mindre kalorier, mere sundt. Og det var ikke kun tradition. Soren var lidt for tung, og selvom Mette ikke tvang ham på kur, ville hun heller ikke gøre det værre.
“Karen Paulina, det er ikke nødvendigt. Suppen er fin,” svarede Mette. “Den smager godt sådan her.”
“Åh, unge mennesker… I forstår ingenting med jeres madbestillinger,” knurrede Karen, men satte sig alligevel.
Måske var det slut der, men så ringede Mettes mor. Hun gik ind i det andet værelse for at tale i fred, og da hun kom tilbage, fræsede der allerede svits på panden. Mette sukkede og bed sig i læben, mens hun sendte Karen et skråt blik.
“Hvorfor gjorde du det? Vi er vant til simpel suppe uden svits.”
“Du har bare ikke smagt den rigtige version. Prøv den, så laver du den sådan fremover,” erklærede Karen selvsmagende.
Mette trak på skuldrene. Hun kunne have hældt suppen ud, men det var for drastisk. Karen kom alligevel sjældent for Sørens skyld kunne hun bide det i sig.
Men Karen fandt alligevel en måde at blande sig på selv på afstand.
Ved en familieaften kunne hun pludselig melde ud:
“Jeg har bestemt mig. Den, der først giver mig et oldebarn, får arven. Jeg vil gerne se slægten fortsætte, før jeg går herfra.”
Soren grinede og fortalte det til Mette. Hun smilede bare. Som om de ville ændre deres planer for en andens helt tilfældige beslutning…
For de havde en plan: Først karriere, så bolig, og først derefter børn. Og svigermor havde faktisk tidligere bifaldet deres livssyn og sagt, de ikke behøvede at skynde sig.
Nu var de ved punkt to og betalte af på deres boliglån. Ifølge Mettes beregninger var der et år tilbage. For dem et helt år, hvor alt kunne ændre sig. For svigermor var det pludselig “kun et år.”
“Mette, skat,” begyndte hun engang med honningstemme. “Hvorfor ikke skynde lidt på det? I ville jo alligevel få børn, og så får I lige arven med i købet.”
Mette kunne knap nok tro sine ører. Hvornår var det blevet en andens beslutning? Selv hendes egen mor ville aldrig tillade sig det.
“Lillian Mathilde, vi har stadig boliglånet.”
“Der er kun et år tilbage! Graviditeten tager tid, og så passer det perfekt.”
“Folk troede også, det hele var under kontrol i 2019 og så kom alt til at ændre sig. Nej, vi vil have boligen på plads først.”
“Åh, selv hvis det ikke lykkes, har I jo farmors lejlighed! Og sommerhuset. Og hendes smykkeskrin der er guld nok til en hel formue!”
“Vi tager det i vores eget tempo. Hvis det passer, fint. Hvis ikke… jamen, så er det ikke meningen.”
“Nå, men det er jeres valg. Jeg mener det jo godt. Søren har jo to kusiner hvad nu hvis de kommer først?”
Siden da blev sådanne samtaler normen. Mettes tålmodighed var ved at slippe op. Hun prøvede at forklare, at hun ikke var klar til moderskab, bad direkte om at slippe for emnet men intet hjalp.
“Bare ignorer det,” sagde Soren engang. “Det er bare mor. Sig ja til alt, så bliver hun rolig.”
Ja, det var nemmere at nikke de gjorde det alligevel på deres måde. Men Lillian tog mangel på modstand som accept og blev endnu mere påtrængende. Hun sendte videoer med “ekspert”-råd, viste billeder af veninders børnebørn, tog romantiske lys med som gaver…
Til Mettes fødselsdag kom svigermor med en barnevogn i stedet for en gave. “I får jo børn alligevel, så I kan lige så godt være klar.” Vognen var fin, men Mette brød sig ikke om at blive trukket ind i et spil, hvor hendes krop og fremtid var indsatsen.
Ved hvert besøg lød der noget i retning af:
“Nå, Vibeke og hendes mand er ved at gå fra hinanden, og Katrine har også problemer. Så I har stadig en chance!”
Det lød som en sportskommentator, der fulgte et løb. Og i de øjeblikke følte Mette sig som en hest i et absurd kapløb.
Hun holdt ud for familiens skyld. Men lige før hun råbte op og foreslog svigermor at få barn selv, kom der frelsende nyheder.
“Katrine er gravid,” sagde Lillian med en flad stemme.
Mette var lige ved at sige “Gudskelov,” men holdt det tilbage.
“Men det er ikke en garanti, så I skal stadig lige… bare for en sikkerheds skyld,” fortsatte svigermor.
“Den sikkerhed” kom ikke. Heldigvis fødte Katrine uden problemer, og Mette åndede lettet op. Men så…
“Min familie er stor nu,” sagde Karen til et familiesammenkomst. “Der er nok nogen, der kan passe mig nu. Den, der gør det, får arven.”
Ansigterne omkring hende stivnede. Katrine stirrede, hendes mand kvalte sig i en kage. Men svigermor strålede.
“Men du sagde, vi skulle få det,” protesterede Katrine sagte.
“Hvornår har jeg sagt det?” loftede Karen øjenbrynene. “Tror I, bare fordi I har født, skal hele verden bukke? Har nogen tænkt på mig? Jeg kan knap nok gå i netto alene!”
Mette kunne ikke lade være med at smile. Så meget for “et helt kongerige for et barnebarn”…
Efter den aften begyndte et nyt pilgrimsvalg. Tanter, onkler, svigermor, selv Katrine med baby alle begyndte at besøge farmor. Alle ville gerne hjælpe, vise kærlighed og omsorg.
Mette og Soren deltog ikke i kapløbet. De levede deres eget liv, i deres lejlighed, med arbejde og aftener sammen. Og det føltes som en sejr. For man kan bruge livet på at jage en gulerod eller selv vælge vejen uden at se sig tilbage.
