Mette vores svigermor råbte højt: »Hør her, du får ikke den her lejlighed!«
Min svigermor var den mest højtråbende af dem alle og brølede: »Hør efter, den lejlighed får du ikke! Jeg ved ikke, hvordan du ‘passedee’ på bedstefaren, hvilken snedig plan du brugte for at få ham til at overdrage den til dig, men du får den ikke. For det andet, så forsvinder du ud af min søns liv. Endelig har han mødt en dejlig pige fra en respektabel familie. Så du og dine børn skal bare forsvinde. Forstod du det?«
I ti år tog jeg mig af min mands bedstefar, mens vi boede til leje med børnene. Min mands søster, Lise, boede hos den samme bedstefar. Min svigermor havde heller ikke tid til sin egen mand de fandt ikke en fælles tone. Jeg havde ikke fået en højere uddannelse og havde ikke bygget en karriere. Alt min fritid gik til at passe på bedstefaren og børnene.
Min mand bedrog mig konstant, og hans familiesituation var anspændt. De andre kvinder havde ikke alvorlige hensigter en mand med børn og uden formue, så han kom altid tilbage til mig. Jeg tilgav ham for børnenes skyld. Vi købte aldrig vores eget hjem størstedelen af indkomsten gik til husleje og pleje af bedstefaren. Hvis Lise kom på besøg, var det kun for at bede om en del af hans pension og brokke sig over sin dårlige økonomi. Men trods udfordringerne nåede de at holde ferie hvert år og skifte familiebilen en gang imellem.
For fem år siden skrev bedstefaren lejligheden over til mig. Han sagde:
»Du er blevet mig nærmere end hele min familie til sammen. Min barnebarn er en forræder, han vil overlade lejligheden til sin mor eller søster. Lad mine oldebørn få det bedre. Du skal have en form for belønning for dit arbejde. Så du ikke engang skal sige, at du har spildt dit liv på at passe på mig.«
Ingen vidste om testamentet: jo færre der ved noget, jo bedre sover de. Da bedstefaren blev sygere, blev familien pludselig meget interesserede. De begyndte at besøge ham, spurgte ind til hans helbred. Til og med tilbød de hjælp til at passe på ham for første gang i årevis! Bedstefaren var ikke dum, og han vidste udmærket, hvad de ville have. Han modtog deres pludselige interesse med et smil og sendte mig et lille blik.
Endelig havde jeg tid til mig selv. Du kan ikke forestille dig, hvad det betød at gå alene gennem byen uden børn og uden bedstefarens rollator. Jeg nød min frihed. Bedstefaren levede ikke længe efter. Jeg sørgede oprigtigt over den modige gamle mand. Arveopgørelsen begyndte næsten med det samme. Svigermor og Lise begyndte at presse min mand:
»Du giver lejligheden til Lise. Hun har boet her i årevis, det er hendes hjem. Bagefter får du din mors lejlighed. Du skal bare frasige dig arven. Du får alt bare senere.«
Min mand troede på sin mors løfter og gik med til ikke at kræve lejligheden. Jeg tog ikke hendes løfter om, at hun ville efterlade lejligheden til ham, alvorligt: min mands mor havde aldrig interesseret sig for andet end Lise og hendes børn. Det gjorde mig trist, at jeg havde passeret bedstefaren i ti år, og så var det kun hans ejendele, de ville have.
Jeg respekterede bedstefarens visdom. Han havde været forudseende og ordnet alt hos notaren.
Den aften kom min mand hjem fra arbejde og begyndte at pakke sine ting.
»Hvor skal du hen?« spurgte jeg.
»Jeg er træt af det her. Jeg skilles fra dig og børnene. Jeg boede sammen med dig for at du kunne passe på min bedstefar. Nu er han væk, så er det dit problem. Jeg gider ikke betale husleje mere. Jeg har haft en anden kæreste i lang tid.« Han vinkede farvel med et overlegent smil og gik.
Fint. Jeg begyndte at forberede flytningen og jobsøgning. Et par dage senere ankom hele min mands familie. Også Lises mand og børn. De råbte og skældte ud, afbrød hinanden. Svigermor var den højeste og brølede:
»Alle holder mund! Og dig hør her! For det første får du ikke lejligheden. Jeg ved ikke, hvordan du ‘passedee’ på bedstefaren, eller hvilken snyd du brugte for at få den, men du får den ikke. Vi beviser, at du er en bedrager. For det andet forsvinder du fra min søns liv. Han har endelig fundet en smuk pige fra en god familie, snart får de et barn. Så du og dine børn forsvinder fra billedet. Forstod du? Jeg gentager: du giver lejligheden til min datter, og du lader min søn være i fred!«
»Ved I hvad jeg forstår? At jeg kan smide jer ud af mit liv.«
Jeg lukkede døren og ignorerede familiens larm. Mine børn og jeg vil få et normalt liv: Jeg har fundet et job, vi har en lejlighed. Jeg er evigt taknemmelig for bedstefaren. Min mand forsvinder fra vores liv, og vi vil leve lykkeligt. Jeg er sikker på, alt skal nok gå.
Din søster råbte højt: Hør her, denne lejlighed får du ikke!
