“Vi vil ikke have, at du er til brylluppet,” sagde børnene til mig.
“Mor, ærligt talt, hvorfor vasker du de tallerkener igen? De er allerede rene!” Mette sukked og så på sin mor, der for fjerde gang polerede den samme tallerken.
“Tænk, hvis gæsterne ser pletter?” Birthe holdt tallerkenen op mod lyset og kneb øjnene sammen. “Det er et bryllup, alt skal være perfekt.”
“Mor, det er virkelig ikke tallerkenerne, folk vil kigge på! De vil stirre på bruden og på brudgommen. Du har været på køkkenet i timevis,” sagde datteren og ville give hende et knus, men Birthe trak sig væk.
“Bare lad mig være, tak. Salaterne er ikke færdige, kagen er ikke pyntet. Der er så lidt tid.”
Mette rystede på hovedet og forlod køkkenet. I stuen ventede Anders, brudgommen, nervøst fingrende med sit slips.
“Hør, er din mor virkelig klar til det her? Måske skulle vi have fejret det på en restaurant?” hviskede han.
“Det er for sent at ændre nu, alle gæsterne er inviteret her. Hun ville så gerne holde det hjemme, hun siger, at restauranter ikke har den rigtige stemning…” Mette satte sig ved siden af ham og tog hans hånd. “Bare vær tålmodig, skat. Hun gør sit bedste.”
Anders nikkede, men der lå tvivl i hans øjne. Birthe havde forberedt sig på brylluppet i tre månederundersøgt opskrifter, købt ind, planlagt hver en detalje. Først havde Mette glædet sig over sin mors entusiasme, men nu begyndte hun at mærke, at hun var blevet for optaget, irritablet og kritisk.
“Mette! Kom her, smag lige på salaten!” lød der fra køkkenet.
Bruden rejste sig og kiggede ind på køkkenet. Birthe stod ved komfuret med en ske i hånden.
“Synes du, der er nok salt, eller skal vi tilføje mere?” Hun rakte skeen til sin datter.
“Mor, den smager fint! Du har spurgt ti gange nu!”
“Undskyld, at jeg gør en indsats!” Birthe vendte sig mod vinduet. “Jeg vil bare have, at alt skal være smukt, værdigt. Så Anders forældre ikke tror, at vi… at vi ikke kan…”
Mette lagde hænderne på sin mors skuldre.
“Mor, hvad er der galt? Du ved godt, hans forældre er almindelige, rare mennesker. De kommer ikke til at bedømme, hvor mange skefulde mayonnaise du har i salaten.”
“Gør de ikke?” Birthe vendte sig hurtigt. “Hørte du ikke, hvad hans mor sagde i telefon i går? ‘Hos os havde vi altid rødt kaviar på bordet.’ Rødt kaviar! Og jeg har kun sild i
