Det var en sag, der fik alle til at ryste på hovedet.
“Deres højhed, jeg frafalder alle materielle krav mod den tiltalte,” sagde Mads roligt. En hvisken bredte sig i salen, fyldt med forvirring.
Dommeren, vant til alt, løftede et øjenbryn:
“Den forurettede Nielsen, De forstår vel, at Deres beslutning ikke påvirker dommen, men at De dermed fraskriver Dem retten til erstatning?”
“Det forstår jeg.”
Anne Katrine sådan kaldte kollegerne hende, trods hendes unge alder fortsatte med at notere, uden at røbe en eneste følelse. Efter fem år i jobbet var hun holdt op med at blive overrasket over menneskers lavhed og dumhed. Hendes job var at registrere denne endeløse strøm af menneskelig svaghed. Hun så sig selv som en togføre, der transporterede andre folks dramaer.
Sagen mod Louise K. var af den slags, pressen elsker. Endnu en kvindelig svindler, der med talent narrede “kærester” via dating-sider. Fire mænd, der aldrig havde mødt hende, havde sendt store beløb til hendes konto. Ingen af dem havde nået en første date. For den ene havde hun løjet om en bilulykke i familien, for en anden om en skilsmisse, hvor selv skeerne blev delt, og for den tredje om et sygt barn…
“Hvad er der nyt her?” tænkte Anne Katrine, mens hun forberedte sagsakterne. Fire voksne, tilsyneladende velintegrerede mænd, der troede, de kunne redde en skønhed fra alle livets sorger blot ved at sende penge. I virkeligheden skrev de med en gift kvinde med tre børn.
… Og nu var de alle her: den tiltalte og de forurettede. Tre af dem var forbitrede, sammenkrøblede af vrede. De krævede erstatning, deres ord dryppede af gift og skuffelse. De havde ret. Loven og logikken var på deres side. Anne Katrine skrev automatisk de velkendte fraser: “moralsk erstatning”, “vildledning”, “egennyttigt formål.”
En af de forurettede, Mads Nielsen, sad lidt for sig selv. Hans kropssprog var hverken aggressivt eller ynkeligt. Da han sagde, han ikke havde materielle krav, standsede salen. En af de andre “kærester” kunne ikke holde sig:
“Er du helt fra den? Hun tog dig også ved næsen! Hun brugte dine penge til at købe en telefon til sin mand!”
Mads så på ham med en underlig tristhed:
“Jeg forstår det godt. Men hun har tre børn. Pengene… lad dem få dem. Jeg har ikke brug for dem tilbage.”
Anne Katrine så op på ham med ægte forbavselse. Generøsitet var sjælden i en retssal. Hun så på hans hænder en svejsers arbejdsstærke hænder, foldet roligt på hans knæ. Og hans øjne triste, uden et spor af bitterhed. I en verden, hvor alle kæmpede for sig selv, lod han bare… slippe.
Efter retsmøget rystede en af de forurettedes advokat på hovedet:
“Den fjerde mand er en romantiker. Naiv som et barn.”
Den ellers tavse Anne Katrine svarede:
“Det er ikke naivitet. Det er styrke. Styrke, man ikke kan købe for penge.”
Alle vekslede blikke og tav. Denne reaktion var usædvanlig for den “jernhårde” Anne Katrine. Selv blev hun overrasket over sine egne ord.
De næste par retsmøder bemærkede hun, at hun fulgte ham. Hvor opmærksomt han lyttede, uden at afbryde. Hvor hans blik undertiden hvilede på vinduerne, som om han søgte svar i det grå himmelrum.
Den sidste dag, da dommen blev afsagt, og alle gik, blev han hængende i gangen. Anne Katrine kom ud af kontoret.
“Hvor skal hen?” spurgte hun i sin sædvanlige, professionelle tone.
“Jeg blev lidt forvirret i jeres gangsystem,” smilede han.
“Udgangen er derhenne,” nikkede hun.
“Tak.”
Han gik, men hun kaldte på ham.
“Mads?”
Han vendte sig forbløffet om.
“Du havde ret dengang,” sagde hun, og stemmen dirrede. “Om børnene. Det var en værdig handling.”
Mads betragtede hende grundigt.
“Ved du hvad, Anne Katrine…” Han vaklede, usikker på tiltaleformen.
“Anne,” tilbød hun.
“Anne. Folk handler sjældent godt ikke kun her. Tak fordi du bemærkede det.”
Han gik. Hun så ham gå og mærkede, hvordan hendes eget, længe skuffede hjerte pludselig slog hurtigere.
Hvad skete der så? Så kom regnen. En kraftig byge, der faldt lige, da Mads forlod retsbygningen. Han standsede under tagudhænget, uviss
