**Dagbogsnotat**
“Hun giftede sig med dig af medlidenhed,” sagde min søster og forlod køkkenet.
“De har ringet fra skolen igen om Katrine,” sagde Mette og satte kaffekoppen så hårdt i bordet, at det sprøjtede. “Læreren siger, hun slet ikke følger med i timerne. Sidder der som en skygge.”
Jeg rystede, lagde den kartoffelskreller, jeg holdt i, fra mig. Min søster stod i døren med krydsede arme og så på mig med det samme udtryk, jeg har kendt siden barndommen. Det fik hun altid, når hun skulle sige noget ubehageligt.
“Måske er hun bare træt? Læseplanen er hård nu,” svarede jeg stille og tog fat på kartoflerne igen.
“Træt?” Mette fnøs. “Hvad skulle hun være træt af? Henrik bærer hende rundt på hænderne, du danser om hende som om hun var syg. Og hvad får vi ud af det? Dårlige karakterer og bemærkninger i dagbogen.”
Jeg tav. Katrine havde virkelig ændret sig, siden Henrik og jeg blev gift. Hun var blevet tavs og indadvendt. Før var hun så livlig og åben. Lærerne roste hende, klassekammeraterne var venlige. Men nu…
“Ved du, hvad jeg tror?” Mette satte sig over for mig. “Katrine forstår det hele. Børn mærker bedrag bedre end voksne.”
“Hvad snakker du om?” Jeg så op.
“At jeres ægteskab er én stor løgn,” sagde hun roligt, men der var en hårdhed i stemmen. “Tror du ikke, barnet ser, hvordan du og Henrik taler sammen? Som to fremmede under samme tag.”
Jeg mærkede, hvordan alt i mig knugede. Kartoflen gled ud af hånden og plaskede i vandet.
“Vi taler fint sammen.”
“Årh, hold op! Jeg er ikke blind. I skændes ikke engang rigtigt. I eksisterer bare side om side. Henrik kommer hjem fra arbejde, spiser, ser fjernsyn. Du laver mad, vasker, rydder op. Som to kolleger i en fællesbolig.”
“Ikke alle par behøver at skændes,” svarede jeg roligt. “Måske er vi bare rolige mennesker.”
Mette rystede på hovedet.
“Lise, stop nu med at lyve for dig selv. Du ser godt, hvordan Henrik ser på dig. Eller rettere, hvordan han *ikke* ser på dig. Når du kommer ind i stuen, løfter han ikke engang blikket fra avisen.”
Det var sandt. Jeg havde lagt mærke til det for længe siden, men undgået at tænke på det. Henrik så mig knap nok. Om morgenen et nik, om aftenen et spørgsmål om aftensmaden. Samtaler om praktiske ting, ikke et smil, ingen varme i stemmen.
“Kan du huske, hvordan han så på Anna?” fortsatte Mette. “Da hun stadig levede?”
Jeg rystede. Min søster nævnte sjældent Henriks første kone.
“Lad være, Mette.”
“Nej! Du husker dem sammen. Hvor godt han passede på hende, da hun var syg. Øjnene fulgte hende overalt. Hænderne rystede, når lægen forklarede noget. Og nu? Hvis du bliver forkølet, giver han dig ikke engang en hovedpinepille.”
Jeg rejste mig og gik hen til vinduet. Regnen piplede ned, grå dråber løb ad glasset. Jeg huskede den dag, Henrik friede til mig. Det var et halvt år efter Annas begravelse. Vi sad i køkkenet og drak kaffe. Katrine sov på sit værelse. Han tav længe, før han pludselig sagde:
*”Lise, vil du ikke gifte dig med mig? Katrine har brug for en mor, og jeg… jeg kan ikke klare det alene.”*
Ingen ord om kærlighed. Ingen erklæringer. Bare et forslag om at løse et praktisk problem.
*”Han giftede sig med dig af medlidenhed,”* sagde Mette og gik ud af køkkenet.
Jeg blev stående. Hendes ord gav genlyd i mit hoved. Af medlidenhed. Måske var det sandt? Henrik havde ondt af mig, en ensom kvinde i trediverne, uden mand, uden børn. Og jeg havde ondt af ham, en enkemand med en lille datter. Resultatet? En familie uden kærlighed, uden varme. Og det var Katrine, der led mest.
Jeg vendte tilbage til bordet, tog kartoflerne op igen. Hænderne rystede. Jeg tænkte på den aften, jeg sagde ja til Henrik. Dengang troede jeg, det var det rigtige. At kærlighed måske kom senere. At det vigtigste var at blive elsket, at passe på nogen.
Men to år var gået, og intet var forandret. Henrik forblev høflig, taknemmelig, men kold. Nogle gange så jeg ham kigge på billedet af Anna i stuen. I de øjeblikke blev hans ansigt levende, øjnene bløde den samme ømhed, jeg så gerne ville se rettet mod mig.
Døren smækkede. Katrine var kommet hjem fra skolen. Hun gik direkte på sit værelse uden at hilse. Førhen løb hun altid ind for at fortælle om dagen. Nu tav hun.
Jeg gik ind til hende. Hun sad ved skrivebordet, bøjet over en bog. Men hun læste ikke, bare stirrede tomt.
“Katrine, hvordan gik det i skolen?”
“Fint,” svarede hun uden at se op.
“Har du lektier? Skal jeg hjælpe?”
“Nej tak. Jeg klarer det selv.”
Jeg satte mig på sengekanten. Katrine så stadig ikke på mig.
“Skatter, hvad er der galt? Du taler ikke til mig mere.”
Hun løftede blikket. I hendes øjne lå en sådan voksen sorg, at mit hærte knugede.
“Hvorfor skulle jeg?” sagde hun stille. “Du går alligevel snart.”
“Hvorfor skulle jeg gå?”
“Fordi far ikke elsker dig,” sagde hun simpelthen, som om det var en kendsgerning. “Han elskede kun min mor. Dig tåler han bare.”
En klump steg i halsen. Barnet forstod det altså. Og led, tav, var bange for at miste endnu en.
“Katrine, jeg går ikke nogen steder. Jeg lovede det.”
“Men du er ulykkelig. Jeg ser dig græde om aftenen, når du tror, ingen hører dig.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. De sidste måneder havde jeg grædt meget. Ikke af vrede, men af en følelse af håbløshed. Forståelsen af, at jeg levede et andet liv, spillede en rolle, der ikke var min.
Da Henrik kom hjem om aftenen, ventede jeg længe med at tale. Vi spiste i stilhed. Katrine skyndte sig ud. Henrik tændte for tvet og satte sig i lænestolen.
“Henrik, vi skal tale,” sagde jeg endelig.
Han så forbavset op og slukkede for lyden.
“Er der noget galt?”
“De ringede fra skolen i dag. Katrine klarer sig dårligt.”
“Nå. Hvad foreslår du?”
Jeg satte mig over for ham, foldede hænderne.
“Henrik, tror du ikke, det handler om noget andet? Måske mærker Katrine, at der er noget galt i vores familie?”
“Jeg forstår ikke.”
“At vi ikke er en familie. Vi bor bare i samme lejlighed.”
Han rynkede panden.
“Lise, jeg ved ikke, hvad du vil. Vi har det fint. Katrine har mad, tøj, et hjem, folk, der passer på hende.”
“Men hun har ikke glade forældre,” sagde jeg stille. “Og børn mærker det.”
Henrik vendte sig og så ud ad vinduet.
“Hvad vil du have mig at sige?”
“Sandheden. Hvorfor giftede du dig med mig?”
Lang pause. Jeg hørte uret tikke, køleskabets summen.
“Fordi Katrine havde brug for en mor,” sagde han til sidst. “Og jeg havde brug for en, der kunne styre huset. Du laver god mad, holder orden. Og Katrine er ikke bange for dig.”
“Og kærlighed?”
Han så på mig, og der lå noget, der lignede medlidenhed i hans øjne.
“Lise, jeg lovede dig ikke kærlighed. Jeg sagde fra starten, hvorfor jeg ville giftes.”
Det var sandt. Han havde aldrig lovet noget. Men dengang troede jeg, det var mandelig kejtethed, at han ikke turde tale om følelser. Men der var ingen følelser.
“Hvad hvis Anna stadig levede?” spurgte jeg.
Hans ansigt ændrede sig. Blødtede.
“Men hun gør ikke.”
“Svaret mig.”
“Hvis Anna levede, havde jeg aldrig giftet mig med nogen,” sagde han enkelt.
Der var det. Det, jeg vidste, men ikke turde indrømme. Jeg ville altid være nummer to, en afløser, en midlertidig løsning.
“Henrik, hvad hvis jeg går?”
Han så overrasket på mig.
“Hvorfor? Vi har det jo fint.”
“*Du
